Nyhedsanalysen
Valgkort
I en ny meningsmåling fra Megafon fortsætter Konservatives nedgang, mens Socialdemokratiet går frem.
Det sker, efter Søren Pape Poulsen (K) ved Folketingets åbning blev spurgt, om han har kaldt Grønland “Afrika på is“. I søndagens debat mellem statsministerkandidaterne sagde han undskyld for udtalelsen og opfordrede i den forbindelse Mette Frederiksen (S) til også at undskylde til minkavlerne.
Færingene skal til stemmeurnerne en dag tidligere, da 1. november er den officielle mindedag for dem, der døde på havet. Valgdatoen medførte nemlig “markante negative reaktioner på Færøerne, på tværs af politiske skel“ som Færøernes lagmand, Bárður á Steig Nielsen, skrev i et brev til statsminister Mette Frederiksen (S).
Socialdemokratiet vil afskaffe vikarer i sundhedsvæsenet, mens de må se i øjnene, at de ikke har formået at leve op til sidste valgkamps løfte om flere sygeplejersker.
Endnu et slag til Socialdemokratiet kommer fra Alex Vanopslagh (LA), der kalder Mette Frederiksen (S) for “den dårligste nyhed for folkestyret siden besættelsen“. Av.
Politikerne står i kø med tiltag, der skal hjælpe danskerne igennem inflationen. Her peger Konservative på lavere afgifter på dagligvarer, mens Venstre vil sænke naturgasafgiften. Mai Villadsen (EL) vil i stedet halvere billetprisen på offentlig transport, da det “samtidig er rigtig godt for klimaet“.
Nogle, der til gengæld ikke er så glade for at tale om klima, er Danmarksdemokraterne. For hvad er egentlig deres klimapolitik? Det er de vist heller ikke selv så sikre på.