Petr Josek/Reuters
I 2050 skal Europa være verdens første klimaneutrale kontinent. Det lyder måske som varm luft, men siden EU’s nye klimalovgivning blev vedtaget sidste år, er ambitionen gået fra grønt håb til bindende forpligtelse.
Samtidig har krigen i Ukraine intensiveret jagten på at erstatte kul og gas med grønne løsninger. Men det tager tid at sadle om. Så hvad skal der til for, at vi når målet i tide? Hvilke problemer står medlemslandene hver især overfor? Og hvor findes de mest innovative ideer?
Føljeton rejser rundt i Europa for at møde kontinentets første klimaflygtninge, tage temperaturen på de kommende kernekraftværker og komme helt tæt på den smeltende indlandsis. Dette er anden del af serien – første afsnit kan læses her.
“Der er ikke nogen grundlæggende forskel mellem atomer til fred og atomer til krig“ – Robert Jungk, Atomstaten (1978).
Da et familiemedlem i foråret fik fjernet en tumor på størrelse med et hønseæg fra hjernen, manifesterede mit forhold til radioaktivitet sig for alvor. Det er lige så billedligt, som det er irrationelt. Jeg mærker mine celler dele sig, når telefonen ligger under hovedpuden, computerskærmens blå lys stråler ind gennem mine fingre, når jeg taster, og om natten spreder de sig som ondartede og usynlige bølger i raskt væv.
Ioner og stråler har jeg aktivt forsøgt at holde på afstand siden geigertællerne i fysiklokalet, og selvom jeg ved, at det både er umuligt og i øvrigt ikke tåler nogen sammenligning, er det den samme ukonkrete frygt, der styrer min vajende modstand mod atomkraft. Bare ved at se et billede af en reaktor, forestiller jeg mig den eksplodere, kernen reagere og mulige flugtveje.
Med krigen i Ukraine er jeg som langt de fleste andre blevet i tvivl om det, der måske kan være en af løsningerne på klima- og energikrisen. Men skyldes forbeholdet, at jeg er vokset op blandt en generation, der har fortalt mig, at der ikke skal mere end et forkert tryk på en knap i kontrolrummet for, at det hele går galt? At jeg har svært ved at tro på, at teknologien langt hen ad vejen er blevet sikrere?
Den tjekkiske atomkraftingeniør Jiri Duspiva kigger skeptisk på mig og derefter ned i bordet. Hvad gør I, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser, spørger han retorisk, men kender godt svaret. For ham er det uforståeligt, at vi i Danmark ikke har haft et eneste atomkraftværk, siden forsøgsanlægget på Risø blev pillet fra hinanden. Duspiva giver ikke meget for vedvarende energi, så længe gas er alternativet:
“Ved I, hvad aftrykket er, når I opstiller vindmøller? Når deres levetid er udløbet? Materialerne er meget besværlige at komme af med. Det samme gælder for solenergi. Solceller indeholder en masse tungmetaller. Ofte tænker virksomhederne slet ikke på, hvordan de skal fjernes igen. Det er vi nødt til, når det gælder atomkraft.“
Danmark går bagerst
Jiri Duspiva er i midten af 50’erne og er direktør på afdelingen for atomsikkerhed hos ÚJV Řež, der ligger i byen Husinec uden for den tjekkiske hovedstad Prag. Selv mener stedet – der egentlig er et forskningscenter, men som med sine kvadratkilometer ligner en lille landsby – at de står i “spidsen for fredelig anvendelse af kerneenergi og ioniserende strålingskilder.”
De beroliger mig med, at de blå og gule skraldespande klistermærket med ord som 22-Radiochemie ikke er til radioaktivt affald, men bare er navne på afdelingerne. Hundredvis af mennesker har sin daglige gang herude, og det kan være svært at holde styr på, hvem der må bruge hvad. Udefra er det ikke til at se, at to store testreaktorer gemmer sig i vejkanten, og i en anden bygning laver de radiofarmaceutiske lægemidler, som dem, der sprøjter radioaktive stoffer ind i kroppen for at lyse syge celler op.
Som en del af det overvejende statsejede energifirma ČEZ, har Duspiva og ÚJV Řež været med til designe og udvikle afgørende dele af landets to største atomkraftværker, Temelín og Dukovany. I Tjekkiet dækker atomkraft over en tredjedel af landets elproduktion, og mens det meste af Europa har afskrevet teknologien i kølvandet på katastroferne i Tjernobyl og Fukushima, tænker man her helt modsat.
Den tjekkiske regering har længe planlagt at bygge nye reaktorer på de eksisterende værker, og for få uger siden underskrev ČEZ og ÚJV Řež sammen med borgmesteren i Sydbøhmen deres næste helt store satsning: En aftale om at udvikle den tjekkiske udgave af Europas første miniatomkraftværker, såkaldte små modulære reaktorer (SMR), der skal bygges i 2032, og som lande som Rumænien forventes at have taget i brug allerede inden.
Tanken er simpel, men teknologien kompliceret: Små reaktorer, der er sikrere og derfor kan placeres tættere på byerne. Samtidig kan de transporteres rundt, behøver i udgangspunktet ikke energi udefra for at fungere, sparer på vandforbruget og forurener (ifølge dem selv) mindre end konventionelle værker. Måske den perfekte kur for en atomkraftskeptiker.
Alligevel, siger Duspiva, skal vi ikke forestille os, at vi om 10 år allesammen har en atomreaktor i baghaven. Selv for små reaktorer er der en række krav, man skal leve op til. For Tjekkiet gælder det for eksempel, at der ikke må være minedrift eller risiko for oversvømmelse i nærheden, og det har fået ÚJV Řež til at snævre deres først udpegede 15 områder ind til seks.
“Det er meget begrænsende for hurtige fremskridt. Det er meget tidskrævende.“
Samtidig betyder de mere omfattende sikkerhedsforanstaltninger, at atomkraftværkerne tager længere tid at bygge og dermed også bliver dyrere. Godt nok er prisen for minireaktorerne lavere, men man har endnu ikke overblik over, hvor mange milliarder, der bliver behov for. Derfor giver det ifølge Jiri Duspiva stadig mest mening at brug større enheder, selvom han stadig mener, at Danmark har travlt med at melde sig ind i atomkapløbet – eller som det mindste åbne for samtalen:
“Hvis I først om 15 år bliver interesseret i at lave de her små modulære reaktorer, kommer I til at stå bagerst i en meget lang kø. Og her bliver problemet, at produktionen af nukleart brændstof er meget begrænset.“
Sort taksonomi
Miljøorganisationer som Greenpeace har nu indledt et juridisk efterspil om EU-Kommissionens klassificering af atomkraft som grøn energi og truer med at tage den til EU-Domstolen, fordi de mener, at det farlige atomaffald – ligesom den lange tid og de mange kroner, der skal bruges – beviser, at atomkraft ikke er en gangbar løsning på klimakrisen. Med taksonomien, der blev præsenteret ved årsskiftet, skal EU’s medlemslande forpligte sig til at finde steder at opbevare affaldet dybt i undergrunden i 2050. For Tjekkiet er det 15 år før den oprindelige deadline.
Ifølge Jiri Duspiva er taksonomien “teknologisk nonsens“.
“Den siger, at vi inden for fem år skal bruge såkaldt ulykkestolerant brændstof. Men det findes slet ikke på markedet endnu. Man bruger det i dele af nogle reaktorer, men ikke i komplette samlinger. Først når man har undersøgt de bestrålede dele, kan man afgøre, om man kan bruge det i hele kernen. Det vil tage ti år eller mere at finde ud af. Det er bare ét af de urealistiske krav,“ siger Duspiva og peger på, at en løsning er at genanvende affaldet og på lang sigt finde nye måder at designe reaktorerne.
“Det er det samme med opbevaringen af affald. Ingen ved, hvorfor de siger 2050. Hvorfor er det ikke 2045? Eller 2055? Hvert land har deres krav. Polen planlægger for eksempel at bygge et stort atomanlæg, men de har ikke noget affald endnu. De skal bygge de her lagre, selvom de ikke kommer til at bruge dem foreløbig. Kravene er helt uden nogen form for … mening. Ja, mening er det bedste ord.“
For Duspiva er problemet ikke så meget, at man definerer retningslinjer for klimaaftrykket, men indretningen af energimarkedet:
“Green Deal er den reelle årsag til energikrisen i Europa. Man har lukket stabile energikilder, og erstattet dele af dem med andre, som det ikke er muligt at kontrollere. Som et massivt subsidie brugte I kun gas fra Rusland. Og hvad skete der så? Krigen i Ukraine var blot et ekstra problem. Energikrisen begyndte allerede sidste sommer.“
Taksonomien er vel også fordelagtig for jer, i og med at det incentiverer investeringer i atomkraft?
”Du skal ikke kun lave regler, der gavner dem, der handler med energi, men også for dem, der bruger den. Lige nu har energivirksomhederne overskud på over 100 pct. Hvis banker gav dig lån med de renter, ville vi sætte dem i fængsel. På energimarkedet lader vi som om, at det er i orden.“
“Se bare på Italien. De klager over, at deres naboer ikke vil sælge dem el. Så må de jo bare lave deres lektier. Men det vil de ikke, fordi de er bange for ulykker. Der er den her vittighed om, at de først sagde nej til atomkraft efter Tjernobyl, og bedst som de senere ville have en ny folkeafstemning, kom Fukushima. Så hvis italienerne begynder at forberede sig på flere afstemninger, bør vi være mere end forsigtige,“ smiler Duspiva og forsikrer, at det selvfølgelig bare var for sjov.
Til døden os skiller
Vores egen Niels Bohr, der støttede den fredelige anvendelse af atomkraft og fik i 1957 den første Atoms for peace-pris, sagde, at hvis man bliver svimmel af kvantemekanik, er det fordi man først er ved at forstå den. Svimmel bliver man også på Temelín, hvor man lukkes helt ind i kernen, i kontrolrummet og til sidst svæver op i luften i takt med cylindernes vanddamp. Allermest har man lyst til at smide brillerne, for selvom det foregår i en parrallel virtuel virkelighed, føles det nærmest lige så reelt.
Som besøgende er det ikke muligt at komme ind på selve atomkraftværket, og man forvises til et udstillingscenter nogle hundrede meter fra reaktorerne. Det er først, da en museumsmedarbejder fortæller, at de har holdt hundreder af bryllupper her, at jeg begynder at se det. Det handler ikke om, at de elsker atomkraft, de synes bare, at parken er smuk.
Atomkraftparken er ret undervældende. Ja, nærmest skuffende. Lige bortset fra de fire cylindere, der majestætisk troner og sender vanddamp ud i landskabet, er det bare en grøn park, der med god vilje kunne være Rude Skov. De eneste mennesker, man kan få øje på, er er et par kontormedarbejdere, der pulser cigaretter uden for bygningen, der med sin pigtråd og beton ligner et fængsel.
Udstillingen er lige så uimponerende. I sit fravær glimrer enhver historie om, hvad der skete, da Temelín blev bygget. Der er modeller over reaktorens opbygning, over hvordan fission fungerer, men intet sted kan man læse om de sociale og politiske spørgsmål, atomkraft har rejst i Tjekkiet. Beliggende på grænsen til det atomkraftskeptiske Østrig har kraftværket været årsag til flere års nabostridigheder, hvor demonstranter blokerede grænseovergangene, og den tidligere præsident og forfatter Vaclav Hável opfordrede til forsoning, dog uden megen held.
Ifølge ÚJV Řež’ undersøgelser bakker størstedelen af borgerne i de omkringliggende byer i dag op om atomkraftværkerne. De har vænnet sig til det. På samme måde forklarer medarbejderen, at den gode stemning også er påvirket af, at energiselskabet ČEZ finansierer store dele af skolerne og lokalmiljøet i øvrigt.
“Landsbyerne blev ødelagt, da man byggede atomkraftværkerne. Beboerne blev flyttet fra store huse med kæledyr til de her lejligheder. Nogle af dem døde af chok,“ siger 58-årige Monika Wittingerová og peger på de farvede boligblokke foran biografen Cinestar, hvor vi mødes 25 km fra Temelín, hvor hun bor lige rundt om hjørnet.
De seneste 30 år har Wittingerová, der er uddannet landbrugsingeniør, kæmpet mod atomkraften. Da hun i slutningen af tyverne blev en del af organisationen Jihočeské matky, de sydbøhmiske mødre, var det egentlig ikke meningen, at hun skulle blive hængende. Organisationen blev stiftet af kvinder, der ville tage omsorg for klimaet, jorden “eller for Gaia“. I dag er der også mænd med i foreningen, men som hun forklarer det, er der ellers ikke meget kønnet over deres kamp.
“I mine øjne er atomkraft alt for farligt. Hvad vil Putin gøre, når han er trængt op i et hjørne? Hvis et eller flere atomkraftværker bliver ramt, vil det være en total katastrofe for hele Europa. Uanset om de rammer selve reaktoren med vilje, om det sker ved en fejl, eller nogen laver et cyberangreb på systemet.“
“De har en evakueringszone på otte kilometer, hvor de uddeler jodtabletter. Men efter disse otte kilometer er der ingenting. Jeg måtte ringe til apotekerne og bede dem få dem hjem. Og hvis der skete en virkelig stor katastrofe, er der meget få indbyggere, der heller ikke bunkere nok. For folk i boligområder med 30.000 indbyggere, er der kun ét beskyttelsesrum med plads til omkring 1250 personer.“
Hvem tager skraldet?
Selvom Monika Wittingerovás engagement startede med frygten, har hun lært den at kende. Det bliver man nødt til, siger hun og bekræfter statistikkerne. Men hun ser den heller ikke som løsning på klimakrisen: “Hvis det skulle være det, skulle vi bygge nye atomkraftværker hver dag. Det er både for dyrt og for teknisk til at være muligt. Vi er nødt til at handle meget hurtigere.“
“Vi kan godt lege, at det er grønt, men hvis man tæller det brugte brændstof og uranudvindingen med, er det det slet ikke. Her i Tjekkiet er det et stort problem at have nok vand til at køle atomkraftværkerne. Og når vi får mere og mindre vand, bliver lokalmiljøerne ødelagt. Det er derfor, jeg siger, at atomkraft bliver klimakrisens næste offer. Det er anderledes med de små reaktorer, men de producerer stadig farligt meget radioaktivt affald. Vi spreder reelt bare risikoen.“
“Der er mange mennesker, som ikke har noget imod atomkraft, men som er meget imod, at det skal være i deres baghave. Jeg synes, det er lidt underligt, at de ikke er i stand til at se sammenhængen.“
For Monika Wittingerová er det heller ikke betryggende, at regeringen med taksonomien skal finde en løsning inden 2050. Den forhastede tidslinje udgør kun en større risiko for demokratiet, siger hun og peger på Robert Jungks pointe om, at vi altid må leve med risikoen for, at atomerne kommer ud af vores kontrol, og at forurendende skyer hænger over vores fremtid.
“Jeg tror, at de vil gøre alt, hvad de kan, for at fratage de lokale politikere deres rettigheder. De kan deltage i de officielle procedurer, men kun fremsætte bemærkninger, som myndighederne ikke tager hensyn til. Og hvis nogen fortæller dig, at du ikke behøver at bekymre dig, fordi du ikke forstår de tekniske detaljer, er det ikke sandt. I sidste ende er det politikerne, der træffer beslutningen,“ siger Wittingerová og peger på de stærke bånd mellem politikerne og energiselskaberne.
Hun ser det som en slags magtteknik, at atomkraft skal gøres så svært at forstå. Problemerne burde kunne forklares på få sætninger, mener hun, for hvem har mulighed for at sætte sig ind i alle detaljerne? “Når vi for eksempel diskuterer risikoen for menneskers sundhed, gøres det over hundredvis af sider. Jeg er sikker på, at de gør det med vilje for at mindske offentlighedens interesse.“
Men her er det måske relevant at huske på det, som Information skrev sidste år: “Hvis kvantemekanikken er fysikkens nye grundlov, så lyder en af de første paragraffer, at verden består af uvished og sandsynligheder.“ Ligesom stråling på en og samme tid kan skabe og redde knuder, kan vi ikke altså vide med sikkerhed, om atomkraften er vores redning eller undergang. Eller som det for nylig lød i Weekendavisen: Der er også risici ved, at polerne smelter, eller at vi ikke gør noget.
Selv er jeg ikke sikker på, at jeg er afklaret endnu. Men det er Wittingerová: Det eneste, der kan ændre vores syn på atomkraft, er en ny katastrofe, siger hun, og håber, at den unge generation snart får øjnene op: “Jeg er lidt træt. Jeg er som det brugte brændstof. Men selv i det brugte brændstof er der en masse energi.“ /Emma Louise Stenholm
Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.