Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Momentum er en forunderlig ting ved et folketingsvalg. Meget ligesom en fodboldspiller kan gå fra at score på enhver tænkelig chance til end ikke at kunne ramme målet, kan en politiker lynhurtigt få bortformøblet sine egne vinderchancer. Som tingene pt. er faldet ud, må Konservatives formand Søren Pape Poulsen vist siges at være en sand mester ud i den disciplin. Se bare, hvor smertefuld selv en tur i Bilka kan synes, når valgkampen ikke går som planlagt.
Lige så voldsomme som prisstigningerne har været på de dagligvarer, Pape mut betragter i køledisken, lige så iøjnefaldende har Papes dalende popularitet været i meningsmålingerne. Mandag kunne analyseinstituttet Voxmeter berette, at flere vælgere nu peger på Venstres forperson Jakob Ellemann-Jensen end på Konservatives leder som deres foretrukne statsminister. Sammenlignet med Voxmeters måling af statsministerkandidaterne tilbage i uge 35, er Søren Pape Poulsen gået fra 35,2 pct. til sølle 21,8 pct. Historien går igen i Epinions tilsvarende måling, alt imens Konservative nu blot står til 17 mandater – den dårligste prognose for partiet i godt to år.
Kort fortalt er det ikke kun varehuschefen i Bilka i Næstved, der ser bort fra Pape og lader partilederen stå tilbage med fortrydelse malet i ansigtet. Den er lidt svær at greje, Viborg-heltens grimasse, men det kan næppe være selve indkøbsturen, der plager ham – upåagtet hvad Bilka kan eller ikke kan. Måske er det snarere erkendelsen af, at han nok godt kunne have fundet på et mere slagkraftigt debatemne end danskernes kødfyldte indkøbsvaner. Eller også er det selve konfrontationen med varehusets frostvarer, der gør stemningen lidt kølig, og sætter gang i de ubehagelige associationsrækker. Bedst som man troede, at de små-perfide skandalesager centreret omkring Papes nu tidligere partner Josue Medina Vasquez Poulsen, var den primære hindring for de konservative statsministerdrømme, har Pape med sine Grønlands-udtalelser i hvert fald kastet sig selv ud på endnu mere omfattende glatis.
Undskyldninger til trods kan Pape dårligt løbe fra, at sammenligningerne mellem Afrika og Grønland har blameret hans chancer for at agere troværdig frontfigur for hele Rigsfællesskabet. Særligt med tanke på at han i søndagens tv-debat med Jakob Ellemann-Jensen og statsminister Mette Frederiksen (S) heller ikke kunne dy sig for at bruge sin undskyldning til Grønland som en anledning til at fremmane minksagens spøgelse og forlange, at statsministeren siger undskyld til minkavlerne. Der er ikke meget at sige til, at folketingsmedlem Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit – der i første omgang hev Poulsens formulering om Grønland som et “Afrika på is“ frem under Folketingets åbningsdebat – mere ser manøvren som et valgtrick end som en dybfølt undskyldning.
Heldigvis er det langt fra alle veje, der fører til Bilka. Som nationalkonservativ spydspids må man imidlertid forestille sig, at Pape ønsker sig tilbage til svundne tider, hvor han ikke havde fornærmet en tredjedel af Kongeriget Danmark – og hvor han ikke skulle genfinde sit politiske fodfæste blandt tilbudsvarer. Før Søren Pape Poulsen annoncerede sit statsministerkandidatur, var det en hyppigt gentaget vittighed, at han mest af alt nød succes takket være sin evne til at forholde sig tavs om partiets politik. Nu hvor de seneste års fremgang skal veksles til magt ved kasse et, kunne meget imidlertid tyde på, at tavshed vitterligt har været guld for De Konservative. /David Dragsted