Nå, så brændte solen alligevel ikke igennem i går, og vi ser stadig ud ad vinduet på den værste danske sommer siden 1940 (dengang Tyskland besatte landet). Det er ikke engang bare sådan noget dansker-krukkeri – den er god nok, selv om dmi er trætte af at tale med journalister, så siger de det så klart de kan: Det er virkelig vådt og koldt. Det er vores klare overbevisning her på Føljeton, at når himlen ser sådan ud for 19. dag i streg i juli måned, så er man fuldt ud berettiget og nærmest forpligtet til at brokke sig højlydt til alle man møder. Alle. I Brugsen, på stranden, i tv’et eller på Facebook. Bare kom i gang.
For faktisk – det nytter. Nogen gange bare med et lille ’like’ til en opdatering eller en deling på youtube. Kan du for eksempel huske ’The Ice Bucket Challenge’? Ja, den der, hvor kendte mennesker, præsidenter og milliardærer hældte iskoldt vand i hovedet på sig selv, mens de gøs og helt ukendte mennesker hældte iskoldt vand i hovedet på sig selv, mens de kom til skade. Den var sjov, men kan du så også huske, hvad de egentlig gjorde det for? Nej, den er lidt sværere, men de gjorde det for at gøre opmærksomme på en forfærdelig sygdom, der kaldes Lou Gehrig’s disease eller A.L.S. Det er en sygdom, der angriber centralnervesystemet og som i løbet af få år kan gøre dig lam i hele kroppen. Det er en frygtelig og uhelbredelig sygdom, som for de flestes vedkommende har dødelig udgang.
Ideen var, at the Ice Bucket Challenge skulle få os til at tale om en sygdom så slem, at ingen ellers havde lyst til at tale om den. Omtalen skulle genere støtte både moralsk, men i allerhøjeste grad også økonomisk, så man kunne udvide den noget sparsomme forskning, der hidtil var blevet foretaget på området. Det blev da også en kæmpe viral succes i hele verden, men ret hurtigt blev kampagnen også dømt til at være et udtryk for den såkaldte ’slacktivisme’ – altså den lidt ringeagtede og dovne form for aktivisme, der kan udføres hjemmefra med et like. Det var ren hykleri og det moderne menneskes overfladiske omgang med den alvorlige verden.
Alle disse kritiske røster havde den samme underliggende præmis: at noget bliver et populært forbigående modelune underminerer den egentlige værdi. Intuitivt virker det måske også som en fornuftig slutning, men den er bare falsk. I hvert fald i dette tilfælde, og det er dagens lille solstråle på en grå sommerdag. Uanset hvor dum og fjollet the Ice Bucket Challenge virkede, havde den en kæmpe effekt på forståelsen for og forskningen i A.L.S. I alt rejste kampagnen 220 millioner dollars (1,5 mia. kr.) på kun otte uger, hvilket var 13 gange mere end organisationen havde modtaget i mere end de foregående to år. Opmærksomheden og kendskabet til sygdommen steg markant: det år var sygdommen den 5. mest googlede sygdom og som kommunikationschefen for the A.L.S Association siger til New York Times, så ændrede kampagnen sygdommens ansigt for altid. Konkret betød de mange indsamlede midler en langt bedre patientpleje og forskningen i sygdommen tredobledes (hvilket allerede har givet resultater).
Ok, donationerne er naturligt nok faldet i tiden efter, og langt størstedelen af donorerne har kun doneret den ene gang. Men det generelle bidragsniveau er steget med 25 procent og den gennemsnitlige donors alder er faldet fra over 50 til 35. Det vil sige, at den gruppe, der demografisk set er allersværest at få fat i, er blevet faste bidragsydere.
Se, det var dagens lille positive nyhed, mens vi kaster os hovedkulds ud i en dag fyldt med gråvejr og betændelse.