Moderaternes “evidens og faglighed“ er ikke nok til at få os i mål

Det siger de selv

Klimapolitik skal basere sig på “evidens og faglighed“.

Danmark skal være CO2-frit så hurtigt som muligt. Ifølge partiprogrammet “skal [vi] være parate til at investere i den grønne omstilling på linje med kollektiv velfærd (offentligt forbrug) og individuel velfærd (privat forbrug)“.

Det handler ikke om at skulle fremstå “grønnest“, men derimod om at klimamålene skal nås gennem seriøst samarbejde, der skal være så effektivt som muligt.

Den offentlige indkøbskraft skal understøtte den grønne omstilling ved, at der eksempel investeres i infrastruktur, så den asfalt, der lægges, bliver ‘grøn’. Men hvis pengene ikke rækker, foreslår Moderaterne lidt tvetydigt, at projektet enten skrues ned, eller at der skrues op for pengene.

En CO2-afgift skal indtænkes i en kommende skattereform, som skal ‘lette’ skatten på investeringer og skal sikre ‘frie’ ressourcer til forskning og innovation. Det handler om, at de danske virksomheders konkurrencevilkår ikke skal forringes – og at større virksomheder ikke skal lukkes ned.

Der skal nedsættes en ekspertgruppe, som skal udarbejde en model for Danmarks reelle, internationale klimaftryk, som partiet mener vil skabe grobund for ‘handling’.

Et nyt, obligatorisk CO2-mærke skal på alle indkøbsvarer. Der skal nedsættes en ekspertgruppe som skal udarbejde mærket, lyder det fra Moderaterne.

Den Grønne Ungdomsbevægelse vurderer

“Moderaterne starter hårdt ud med at sige, at klima er fundamentalt og burde ideelt set ikke tænkes som et selvstændigt punkt, men som noget allestedsnærværende uanset politisk område. Dette er en afgørende udmelding og kunne potentielt vende op og ned på dansk klimapolitik – men desværre følges den ikke til dørs af partiet.

For klimaet er så godt som ikke til stede i resten af Moderaterne politiske fokuspunkter. Ærgerligt spild af en potentielt god udmelding. Moderaterne tager også fat i, at man skal måle danskernes internationale klimapåvirkning. Og mener man dette seriøst, kan det være med til at redefinere alle de danske klimamål ved at anerkende den globale klimapåvirkning, som Danmark har. Dog får vi intet at vide om, hvad de vil gøre ved den globale udledning, hvor meget de vil nedbringe udledningerne, og hvor hurtigt.

Det samme gør sig gældende for en CO2-afgift. Her gør Moderaterne sig også til fortaler, men vi står tilbage uden vished om prisniveau, sektorer eller tidspunkt. Sidst, men ikke mindst, er det også positivt, at Moderaterne vil investere i et højere oplysningsniveau, så danskerne kender de reelle udfordringer og muligheder – både som samfund og individer. Det vil kunne gøre, at vi får en kompetent og videnskabelig handling på klimakrisen, både hvor den mangler hos befolkningen og i politik.

Moderaternes klimapolitik er på ingen måde proportionel med klimakrisens omfang. Deres politik vil ikke gøre, at Danmark lever op til 70 pct.-målet i 2030 eller nå 2025-målet om blot 2,5 år. Partiet har en masse ikke-politik – som at understrege, at Danmark skal holde sig til Parisaftalen, og at man skal samarbejde i EU. Og på mange områder står vi tilbage med flere spørgsmål end svar.

Vi får ingen svar på omstillingen af landbruget eller transporten, men bliver kun tilbudt lidt snak om grøn indkøbspolitik, adfærdspåvirkning og en åben lem for atomkraft. Moderaterne gør sig meget i lysegrøn politik, der handler om investeringer og en masse gulerødder, der skal prøve at lokke markedet over i en grøn fold. Ikke noget der historisk har båret frugt. Og når partiet endelig satser på løsninger, gør de det med et udvalg af forslag, man kan blive i tvivl om vil gøre mere skade end gavn, såsom at fremme ‘grøn asfalt’ og atomkraft.

Det står klart, at Moderaternes politik ikke flugter med videnskaben, når de eksempelvis siger, at fossile brændstoffer helt udfases inden 2035, hvilket er senere end hvad FN’s Klimapanel anbefaler. Og generelt set er partiets politik på den helt korte bane en meget tynd kop te. Så tynd, at man kunne blive i tvivl om Moderaterne overhovedet tror på omstillingen på den korte bane. For det enorme sats på ny teknologi og udvikling anviser ikke vejen til, hvordan de vil få det til at være med til at skaffe de nødvendige reduktioner i de kommende og afgørende år. Så selvom Moderaterne er et nyt parti, giver de intet nyt håb for at løse klimakrisen.“ /Caroline Bessermann og Mette Susgaard

Føljeton vurderer

“Moderaterne har endnu ikke fremlagt noget større, gennemarbejdet klimaudspil og kan derfor på nuværende tidspunkt ikke vurderes til at spille nogen større og styrende rolle i den grønne omstilling. Men som tidligere statsminister og fortid som bestyrelsesformand for den internationale organisation Global Green Growth har Lars Løkke Rasmussen potentialet til at være grøn borgerlig igennem sin involvering i den grønne omstilling i mange år. Han kender positionerne og dynamikkerne, så det kunne have været et sted, hvor han kunne have profileret sig på det. Det er et uudnyttet potentiale.“ /Lars Trier Mogensen

Caroline Bessermann og Mette Susgaard er værter på Den Grønne Ungdomsbevægelses podcast Hvem fanden stemmer man på midt i en klimakrise?

Lars Trier Mogensen er politisk redaktør ved Føljeton, og er bl.a. også vært for P1-programmet Guld og grønne skove.