Alternativets største problem er dem selv

Det siger de selv

Klimapolitik skal være “omfattende“ og have “miljømæssig bæredygtighed øverst på dagsordenen“.

Forbruget af fossile brændstoffer skal udfases til fordel for vedvarende energikilder. Mængden af CO2 bundet til planter og jordbund skal øges, så drivhuseffekten reduceres. Inden 2040 skal energisektoren basere sig 100 pct. på vedvarende energi.

Vi skal ikke bero os udelukkende på teknologiske løsninger. Vi bliver nødt til at “omstille vores levevis med respekt for naturen“ for at “undgå at undergrave naturens evne til at understøtte liv og samfund“. Ifølge Alternativet må vi være beredte på at give afkald på nogle ting for at omvælte de nuværende samfundsstrukturer.

En “holistisk og regenerativ“ tilgang til landbrug i fremtiden som led i en strukturel omlægning af landbruget. De mener, at der skal investeres i plantebaserede fødevarer og klimavenlige produktionsformer.

Et opgør med konventionelt landbrug til fordel for investering i økologi, permakultur, biodynamik og vertical farming. Ifølge partiet skal landbruget også være 100 pct. økologisk inden 2040.

Der skal skabes “nye, sammenhængende naturområder“ med målet at øge den biologiske mangfoldighed, udover at kæmpe for at bevare allerede eksisterende naturområder.

En konsekvent udfasning af miljø- og sundhedsskadelige stoffer.

Den Grønne Ungdomsbevægelse vurderer

Alternativet har siden sin fødsel været den allermest progressive drivkraft i dansk klimapolitik, og det gør sig i høj grad stadig gældende i dag. Alternativet forholder sig til rødderne af klimakrisen i de danske samfund og er ikke sky for at italesætte de nødvendige løsninger. Deres klimapolitik ligger tæt op af klimavidenskaben og er mere end blot CO2-reduktioner, da de indbefatter et stærkt socialt og retfærdighedsmæssigt perspektiv. Desuden er partiet også dygtige til at formå at favne de mindre omtalte, men alligevel afgørende, facetter af den grønne omstilling. De indtænker al deres resterende politik i rammer af sociale, økonomiske og økologiske bundlinjer og gør sig dermed til et af de partier, der i allerhøjeste grad formår at leve efter slogannet: At al politik er klimapolitik.

Alternativet kan have svært ved at retorisk få klargjort, hvorfor deres klimapolitik adskiller sig fra andre partiers. Selvom de har været fødselshjælpere for diskussionen om 70 pct. målet, 30 timers arbejdsuge og klimaborgerting, har de ikke formået at skabe sig et brand, der gør det nemt for de almene vælgere at kende forskel på dem og flere af Folketingets andre partier, der dag for dag bevæger sig i den klimaprogressive retning. Desuden skal partiet passe på med, at deres vision for en fremtid ikke bliver kun for de indforståede, men kan tegne en spændende og gangbar vision for et omstillet samfund, som langt flere danskere kan se sig selv i. /Caroline Bessermann og Mette Susgaard

Føljeton vurderer

“Alternativet har på én og samme tid været klimapolitikkens vinder og taber. På den ene side stod Alternativet for blot fire år siden alene med kravet om en CO2-reduktion på 70 pct. Derfor er det en sejr, at målsætningen nu er mainstream. På den anden side floppede Alternativet parlamentarisk ved ikke at være med i forståelsespapiret, og derfor har partiet aldrig fået æren for det grønne gennembrud.“ /Lars Trier Mogensen

Caroline Bessermann og Mette Susgaard er værter på Den Grønne Ungdomsbevægelses podcast Hvem fanden stemmer man på midt i en klimakrise?

Lars Trier Mogensen er politisk redaktør ved Føljeton og er bl.a. også vært for P1-programmet Guld og grønne skove.