Scanpix
Lige fra den i sin tid blev lanceret, har Socialdemokratiets idé om at oprette et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda virket som den rene gakgak. Selv om både Mattias Tesfaye (S) og hans efterfølger som udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har været på rejser til hovedstaden Kigali for at tale med den rwandiske regering om samarbejdet – eller måske netop derfor – har planerne haft noget Monty Pythonsk over sig. Eller rettere: Det er ikke planerne i sig selv, der vækker mindelser om Monty Python, det er de alt for alvorlige og triste til; næ, det skøre er, at repræsentanter fra den danske regering, et hold mørkemænd i ministerbiler, vedholdende har brugt deres kostbare tid på at realisere dem. Dumme rejser, dumme møder, dumme aftaler, dumme forklaringer, dumme forsvarstaler om, at det er “en mere holistisk tilgang“ og for flygtningenes skyld, og dumme skriftlige erklæringer fremsat i fællesskab med den rwandiske regering så sent som i september for at markere, at der nu var blevet taget “et stort skridt“ mod en bindende juridisk aftale om et modtagecenter.
Det er symbolpolitik, men det er også åbenlyst gakkelak (for at bruge et andet ord end gakgak) – det behøver man ikke være en menneskeretsaktivist for at forstå. Problemet med ting, der er gakkelak på den klovneagtige måde, er, at de ikke er så svære at tage afstand fra, når tingene spidser lidt til i politik, sådan som de gør, når der fx er valgkamp.
I årene op til og under sin embedsperiode som statsminister har Mette Frederiksen (S) været utrolig god til at få geledderne i Socialdemokratiets top til at gå i takt. Der var Mettes way or the highway. Fra den ene dag til den anden var man ikke nogen god socialdemokrat, hvis man ikke mente, at en benhård udlændingepolitik var en socialdemokratisk kerneværdi. Ellers var du færdig. Husk på hvordan det socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Gjerskov fik frataget sit ordførerskab på udviklingsområdet, fordi hun brød med partiets linje om burkaforbud og trykkede på nej-knappen ved afstemningen i Folketingssalen. Hvis man var uenig, var det mest opportunt at dukke hovedet og holde sin kæft.
Hverken-eller-rebellerne
Men nu begynder så småt at opstå sprækker i det gamle arbejderparti. Det er Jyllands-Posten, der på djævelsk vis har kastet lys på de små uenigheder ved at zoome ind på avisens egen valgtest, som landets folketingskandidater, herunder socialdemokraterne, har udfyldt. Og som det formuleres herligt spidsvinklet i dagens avis: “Nu spreder uenigheden sig for første gang helt ind i partiets folketingsgruppe – og endda ind på ministerholdet.“
Udsagnet i valgtesten, som det drejer sig om, er dette: “Asylsøgere, der kommer til Danmark, skal flyves til et modtagecenter uden for Europa, hvor deres asylsag skal behandles.“ Som parti har har Socialdemokratiet erklæret sig “helt enig“. Men seks nuværende foletingsmedlemmer (“seks rebeller“) har åbenbart valgt at klikke på det vattede ‘hverken-eller’. Dermed “afviger de markant fra partilinjen“. Det drejer sig om EU-ordfører Jens Joel, Mette Gjerskov (der var hun igen!), ældreordfører Birgitte Vind, klimaordfører Anne Paulin, udviklingsordfører Daniel Toft Jacobsen og fødevareminister Rasmus Prehn.
Jyllands-Postens har så forsøgt at komme i kontakt med de seks modige folketingsmedlemmer, og her fornemmer man, at rebelskheden – oprøret – måske ikke er 100 pct. frivilligt. Prehn, Paulin, Joel og Vind har enten ingen kommentarer, ikke tid, tager ikke telefonen eller vender ikke tilbage. Gjerskov vil gerne “se detaljerne“ i Rwanda-planerne, inden hun tilslutter sig.
Til gengæld er udviklingsordføreren rimelig åben. Da journalisten spørger ham, hvad det er ved Rwanda, der gør ham utryg, svarer Daniel Toft Jacobsen, hvad et normalt menneske udstyret med almindelig empati ville svare: “Vi har et ansvar for at behandle folk, der søger asyl i Danmark, i overensstemmelse med de internationale regler. Det skal vi være helt 100 pct. sikre på. Det er jeg sikker på, at mine partifæller i øvrigt også er enige i. Men det er noget af det, der gør mig usikker i forhold til, om det her er realistisk.“
Socialdemokratiet under Mette Frederiksens regimente er begyndt at krakelere. Man må formode, at sprækkerne vil vokse dag for dag frem mod valget. Måske indvarsler det en ny begyndelse? Det kan blive ret intenst – og ret underholdende. /Oliver Stilling