Varm luft?

Et bluffnummer på teknologisk speed

Klimaet er valgkampens vigtigste tema. Og det er ligegyldigt, om politikerne mener noget andet. Partiernes håndtering af klimakrisen bliver det, vi kommer til at huske dem for. Det tør vi godt love.

Frem til valget går Føljeton og Den Grønne Ungdomsbevægelse partiernes klimapolitik efter i sømmene. Er der vilje og viden bag de grønne løfter – eller er det bare varm luft?

I dag: Liberal Alliance.

Jens Dresling/Ritzau Scanpix

 

Det siger de selv

Klimapolitik skal være “uden symbolpolitik“, og den grønne omstilling skal bæres af teknologiske fremskridt.

Forbuddet mod at have kernekraft i energiplanlægningen skal udgå. Ifølge Liberal Alliance skal Danmark være et “nukleart foregangsland“, ligesom der skal nedsættes en “Niels Bohr-kommission“ til at undersøge mulighederne for at opnå dette.

En målsætning på 100 pct. reduktion af CO2-udledningerne inden 2030. 30 pct. af disse reduktioner skal dog være i udlandet. LA’s politik baserer sig på en opgørelse af udledningen i 1990, hvoraf målet er at skabe en reduktion, der er tilsvarende, og som kan opnås ved at outsource CO2-reduceringerne.

Indførelsen af en “ensartet“ CO2-afgift, der ligner ‘Ekspertgruppen for en grøn skattereform’s model 2, som foreslår en CO2-afgift, hvis reduktioner baserer sig på tekniske omstillinger i produktionen frem for en mindre CO2-udledning. Altså er fokus på, at nuværende virksomheder med høje CO2-udledninger ikke lukkes til fordel for nye, mere klimavenlige initiativer, men i stedet ‘omstilles’ ved brug af grøn teknologi. CO2-afgifterne skal basere sig på en lempelse af selskabsskatten.

En 17-dobling af produktionen af dansk havvind. Dette skal ske i forbindelse med en åben auktionering af dansk vind-energi, hvor private, internationale firmaer kan købe sig ind.

Fokus på teknologiske løsninger – og en ligeledes privatisering af disse. Det skal være fx ske ved en elektrificering af danskernes energiforbrug, hvor el-infrastrukturen skal udbygges.

 

Den Grønne Ungdomsbevægelse vurderer

Liberal Alliance er med på, at vi skal udbygge vindenergi hurtigt, og det er positivt. De har også hørt råbet om, at elnettet skal opgraderes til at kunne modtage og transportere meget mere strøm, og det er også væsentligt for et samfund, der skal igennem en gennemgribende elektrificering. LA er også opmærksom på, at biomasse er problematisk, da det også udleder rigtig mange drivhusgasser, der i dag ikke tælles med i vores klimaregnskaber. Derfor vil de beskatte biomasse, så man begynder at bruge mindre af det, og det er også et afgørende skridt at tage, hvis man ønsker at lave et reelt grønt energisystem.

Liberal Alliance har klimapolitik på teknologisk speed. De satser hele butikken på risikable teknologier, der i dag hverken kan opskaleres eller er rentable. Kendte og adfærdsændrende løsninger bliver nedprioriteret til fordel for håbet for innovation, a-kraft og CO2-støvsugere. Det er en langt tykkere hockeystav end regeringens nuværende og modsætter sig alle opfordringer fra klimaforskningen om at nedbringe Danmarks udledninger hurtigst muligt. Det er uansvarlig klimapolitik. Desuden ønsker LA at lave kreativ bogføring med klimareduktioner, så de ikke behøver finde sted i Danmark, men man kan købe sig til dem andre steder. Det liberaliserede marked og den økonomiske vækst, der har været drivkraft for at skabe og forværre klimakrisen skal ifølge LA også kunne løse det, men mange inter tyder på, at det kan lade sig gøre. Hvad LA har gjort i stedet er at gøre deres klimapolitik til en trojansk hest for liberale dagsordener, der har meget lidt med klima at gøre – såsom lempelser i selskabskatten og fjernelse af registreringsafgiften. /Caroline Bessermann og Mette Susgaard

 

Føljeton vurderer

“Liberal Alliance har flyttet sig markant i klimapolitikken, men endnu kun retorisk. Partiet begyndte som en slags klimabenægtere, men har i dag erkendt, at deres i høj grad unge vælgere ikke er sorte. Derfor forsøger Liberal Alliance nu at sælge sig selv som et parti, der kan levere den billigste grønne omstilling. Men de konkrete og originale forslag savnes stadig. Indtil videre ligner det mest et bluffnummer.“ /Lars Trier Mogensen

 

Caroline Bessermann og Mette Susgaard er værter på Den Grønne Ungdomsbevægelses podcast Hvem fanden stemmer man på midt i en klimakrise?

Lars Trier Mogensen er politisk redaktør ved Føljeton og er bl.a. også vært for P1-programmet Guld og grønne skove.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12