Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Bedst som man troede, at VM i Qatar dårligt kunne fremstå mere skurkagtig, har Ruslands præsident Vladimir Putin nu også givet sit dødskys til turneringen. Eller rettere sagt: I forbindelse med et regionalt topmøde i Kasakhstan, valgte Qatars emir, sheik Tamim bin Hamad Al Thani, torsdag at takke Putin for hjælpen med at forberede VM-slutrunden, der officielt sparkes igang den 20. november.
I en tid, hvor nærmest samtlige andre statsledere har travlt med at distancere sig mest muligt fra Rusland, har sheiken simpelthen fundet det betimeligt at omfavne Putin. “Vi vil gerne takke Rusland, og vi er meget stolte over vores relation, som vil fortsætte på den anden side af VM,“ lød det bl.a. fra Tamim bin Hamad Al Thani, der generelt glæder sig over, at “vores russiske venner“ har hjulpet Qatar, “specielt på det organisatoriske plan“.
Med Qatars systematiske krænkelser af menneskerettighederne – og kategoriske afvisning af selvsamme – er det måske ikke så overraskende, at de to diktatorer har fundet hinanden i et forbryderisk åndsfællesskab. Putin har da heller ikke været bleg for at gengælde kærligheden, med varme udtalelser om, at han ønsker Qatar “alt det bedste“. Hvis man gerne vil have sin korrupte VM-turnering til at fremstå bare nogenlunde tilforladelig, er det dog næppe et venskab, man bør spille for meget på – særligt med tanke på, at Rusland faktisk er blevet bandlyst fra den internationale fodbold efter invasionen af Ukraine.
Bevares, nu er det dog heller ikke, fordi hverken Qatar eller det internationale fodboldforbund Fifa gør specielt meget for at få den kommende verdensbegivenhed til at fremstå super sympatisk. Senest har Fifa ganske vist åbnet for, at migrantarbejdere, der har “lidt skade“ under stadionbyggerierne og de øvrige forberedelser i Qatar – der menes at have kostet flere tusinde menneskeliv – bør få udbetalt en kompensation, sådan som eksempelvis Amnesty International tidligere har plæderet for. Ved en Europaråds-kongres i Strasbourg torsdag fik vicegeneralsekretær i Fifa, Alasdair Bell, i hvert fald sagt, at forbundet “bestemt er interesserede i at skabe fremskridt“. Hvordan man kan overkomme den kognitive dissonans mellem at anerkende migrantarbejdernes lidelser, og alligevel fortsætte med at afvikle slutrunden, er dog noget af et mysterie. Ja, hvis det da ikke er et udtryk for en forskruet omgang sunk-cost fallacy.
Også det danske herrelandshold og DBU synes fortsat for tungt investerede i de sportslige ambitioner til, at man sådan rigtigt tør sætte foden ned. Bedst som flere danske kommuner har valgt slet ikke at arrangere storskærmsarrangementer under VM i protest mod forholdene i Qatar, fortsætter fodbolden i hvert fald med at trumfe den demokratiske drøm om et boykot. Mens kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) heller ikke har villet sige, om hun ønsker at tage til Qatar (og muligvis bliver reddet på målstregen af folketingsvalget), har landsholdet i hvert fald mestret den halve gestus, der på overfladen ligner et kritisk standpunkt, men ikke sådan for alvor tør stikke kniven helt ind i Qatar.
Først fik vi landsholdet iført trøjer med sloganet “Football Support Change“, en mystisk tom beholder, der hverken forklarede, hvad forandringerne kunne bestå i, eller om de overhovedet ville være positive. I sidste måned trak forsvarsankeret Simon Kjær i et regnbuefarvet anførerbind, som DBU dog ikke vil love, at man også kommer til at se landsholdet bruge i Qatar, hvor homoseksualitet er ulovligt. Det på trods af, at England allerede har meldt ud, at man vil spille med anførerbindet under VM, upåagtet hvad Fifa siger. Og ja, så har vi naturligvis fået landsholdstrøjerne med falmede logoer, som skal fungere som en slet skjult kritik med det qatarske regime – men som DBU og Hummel (der i øvrigt gerne kritiserer Qatar, men ikke har noget imod at drive forretning i Saudi-Arabien) ikke helt kan blive enige om at kalde et omvandrende sørgebind.
Lidt selvfølgelig også ret, men med lidt over en måned til historiens mest absurde VM, virker den behændige vaklen bare mere og mere forstemmende. Den sportslige boykot, Danmark for længst burde have gennemført, kan vi vist godt skyde en hvid pil efter. Tilbage er der blot at håbe, at Kasper Hjulmand og kompagni laver en Lars Findsen og ved første kampfløjt udgiver en komplet uventet debatbog, der skyder med skarpt mod alt og alle – og i helt utvetydige vendinger fordømmer regimet i Qatar og Fifas pengegriske korruption. /David Dragsted