Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: “Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.“ Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. – Matthæusevangeliet kap. 2, vers 1-4.
Egentlig er det lidt mystisk, hvad det helt præcis er, der har givet Bibelens tre vise mænd deres status. Matthæus er noget fedtet med beskrivelserne. Man må ligesom bare acceptere, at visdommen lader til at være noget gudsgivent. På Folkekirkens hjemmeside kan man læse, at Matthæusevangeliet på græsk kalder de tre mænd for “magere“, der var “en persisk præsteklasse, som blev sat i forbindelse med magi og stjernetydning“. Det styrker ikke ligefrem deres sag. En lidt foruroligende tanke presser sig på: Var de vise mænd i virkeligheden bare astrologer?
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: “Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.“ – Matthæusevangeliet kap. 2, vers 7-8.
Set i det lys er der noget mere pondus over vores vismænd herhjemme. I De Økonomiske Råds formandskab sidder i hvert fald fire veluddannede, uafhængige økonomer, som ikke er bange for at bruge deres faglighed for det fælles bedste. Stjernetydningen er kastet på porten til fordel for kolde beregninger, der skal måle samfundet velbefindende i kroner og ører – og derudover “bidrage til beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik“. Ja, de økonomiske vismænds arbejde lyder på mange måder mere troværdigt. Dog er det heller ikke skrevet i stjernerne, at de altid kender vejen til frelse.
Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej. – Matthæusevangeliet kap. 2, vers 11-12.
Tirsdag offentliggjorde Det Økonomiske Råd en ny vismandsrapport, der lægger op til, at man overvejer en differentieret løn til folkeskolelærere. De lærere, der bedst formår at bidrage til elevernes læring og resultater, skal simpelthen belønnes med guld, røgelse og myrra skær. Spørger man vismændene, kan de 10 pct. bedste lærere nemlig forbedre elevernes afgangsprøve med knap én karakter, sammenlignet med de 10 pct. dårligste. Og det er altså en så opsigtsvækkende forskel, at man bør se på at indføre en løn, der bedre afspejler den enkelte lærers undervisningsevne. Eller som vismand Jakob Roland Munch udtrykker (betalingsmur) det til Politiken: “Hvis folkeskolelærerne blev lønnet efter kvalifikationer og kvalitet, ville man måske have bedre mulighed for at holde fast på de gode lærere og tiltrække nye lærere.“
Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. – Matthæusevangeliet kap. 2, vers 16.
Med fare for at betvivle vismændenes indsigter, virker det ellers ikke som en komplet vanvittig tese, at der ofte mangler en sammenhæng mellem penge og visdom – meget ligesom rigdom sjældent går helt i spænd med meritokratiets løfter.
I den forbindelse behøver man vist blot se på verdens rigeste mand Elon Musk, der længe har haft som hobby at udstille sin egen uvidenhed på Twitter. I løbet af de seneste par uger har Musk både formået at blande sig i krigen mellem Rusland og Ukraine samt konflikten mellem Kina og Taiwan med så gumpetunge løsningsforslag, at det har ført til stikpiller fra såvel Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij som Hsiao Bi-khim, Taiwans de facto-ambassadør i USA. Ja, og så er vi slet ikke begyndt at snakke om den amerikanske konspirationsteoretiker Alex Jones, der har har tjent styrtende summer på at sprede dumme, rabiate løgne – og nu skal betale 965 mio. dollars i skadeserstatning for at have kaldt skoleskyderiet i Sandy Hook for et svindelnummer.
Dyre lærepenge
Selvom det kan virke forførende, kan børns lykke næppe gøres til et rendyrket spørgsmål om økonomi. Meget ligesom man nok også bør være påpasselig med at gøre en lærers – og for den sags skyld elevs – kvaliteter til et rendyrket karakterspørgsmål. Hvordan kvantificerer man overhovedet mange af de øvrige ting, en lærer også tager hånd om i klasseværelset, såsom at fremme elevernes trivsel, løse sociale konflikter og vække lysten til læring? Er alt det mon også indfanget i vismændenes beregninger?
“På mit første Rådsmøde roste Finn Thorgrimsson vores ret forsigtige rapport som værende vis, for som det gamle ordsprog siger, ‘Viis er den tosse, der ved, han er dum‘. Troværdighed er også noget med kun at udtale sig om det, man har forstand på, og det, økonomiske vismænd har forstand på, er økonomi,“ skrev den tidligere økonomiske overvismand Niels Kærgård tilbage i 1996 i en gennemgang af Det Økonomiske Råds historie. I samme artikel forklarer Kærgård, at selve betegnelsen “vismand“ satte sig fast, efter MF’eren Poul Møller fra Konservative i 1962 udtrykte sin skepsis over for et formandskab, der bestod af professorer, når nu rådet var en politisk konstruktion. Møller frygtede dengang, at “man lader sorteper gå videre fra de egentlige ansvarlige til de tre stakkels professorer“, at man ville sige: “Ja, men nu ligger denne sag disse vise mænd, og så må vi jo håbe, at de finder frem til en løsning“.
Ikke overraskende er Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, på ingen måde begejstret for vismændenes idéer om differentieret løn. Til Politiken påpeger han, at lærere, der præsterer dårligt, næppe blive bedre undervisere af at blive straffet på pengepungen. Anderledes positivt stemt er Mai Mercado, undervisningsordfører for De Konservative, alt imens Ellen Trane Nørby, undervisningsordfører for Venstre, kalder vismandsrapporten “interessant læsning“. Ret beset er den politiske velvilje næsten endnu mere skræmmende end selve rapporten. For én ting er, at økonomerne risikerer at have ideologiske skyklapper på i deres beregninger. Noget helt andet er, hvis man fra politisk hold mangler visdommen til at inddrage flere fagligheder, og blindt vælger at følge den først givne ledestjerne. /David Dragsted