Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix
Nyhedstrømmen er på mange måder en magisk størrelse. På visse dage føles det, som om verden faktisk ikke kan blive mere fortættet. Internationale kriser står i kø, politiske slagsudvekslinger rammer deres allermest bloddryppende klimaks, økonomien brænder, alting synes at dirre på en knivsæg. Man får – og skaber – indtrykket af, at der lige netop i dette øjeblik ikke findes noget vigtigere end Lars Findsens erindringer, sprængte gasledninger, tilbagetrækninger i Kherson, Alex Vanopslaghs boligforhold, partikongressen i Kina, Lars Løkke Rasmussens statsministerdrømme, den sjette masseuddøen, svenske regeringsdannelser, iranske sanktioner, Mark Zuckerbergs metavers, VM i Qatar, asylcentre i Rwanda… ja, fortsæt selv den ufuldstændige opremsning.
Andre dage udvider tiden sig snarere. Pludselig er der lidt luft mellem breakingbjælkerne, en mærkelig og morbid omgang Stockholm-syndrom slår til, hvor man ligefrem håber på en ny katastrofe, bedst som man læser om, at NBA-stjernen LeBron James jagter en rekord, han ikke selv forstår, eller at rapperen Gilli kalder sig selv ”chips og dip-manden”. Verden virker atter endeløs, man bliver selv lidt mindre åndeløs, og bedst som pusten er genvundet, kører karussellen igen; hurtigere og hurtigere. Lammet af farten vandrer tankerne på afveje, den ene association tager den anden, og pludselig melder Karl Ove Knausgårds opsummering af Edvard Munchs billeder sig af en eller anden grund på banen: ”Så megen længsel på så lille en flade”.
Åh, hvilken irriterende tanke, for hvordan opsummerer man overhovedet hele verdens længsler og trængsler i en nyhedsstrøm, der på én og samme tid synes begrænset og ustoppelig – for slet ikke at tale om at gøre det i et nyhedsbrev? Guderne skal vide, at journalister ikke er Edvard Munch, sendefladen slår simpelthen ikke til, det hele er jo alt, alt for meget. Desperat leder man i stedet efter systemer og sammenhænge, der kan skabe bare en fornemmelse af orden i kaosset. Hvad er det for nogle konstanter, der driver værket? Hvad kan man regne med her i tilværelsen? Besejret slår man tilfældigt op i Financial Times, og får uforvarende svaret serveret: At gamle, magtfulde mænd nok skal få sagt ting, der gør situationen meget værre.
Som den britiske avis beskriver (betalingsmur), er den – åbenbart udødelige – 86-årige Silvio Berlusconi nok engang havnet i fedtefadet, efter en lækket lydoptagelse har afsløret, at han stadig er bonkammerater med Vladimir Putin. I optagelsen beskriver Berlusconi, hvordan de to aldrende mænd har udvekslet gaver og ”søde breve” med hinanden, alt imens han også begræder, at Italien støtter Ukraines krigsindsats. Intet mindre end 20 flasker vodka skulle Putin have sendt afsted i anledning af Berlusconis nylige fødselsdag, hvilket den tidligere italienske premierminister betænksomt har gengældt med en forsendning lambrusco. Og der er altså ikke bare tale om to nostalgiske makkere, der mindes bedre tider.
Tværtimod kommer lækket samtidig med, at Silvio Berlusconis parti Forza Italia sammen med Lega og Fratelli d’Italia er i fuld sving med regeringsforhandlingerne. Mod bedre vidende har de italienske vælgere nok engang bragt Berlusconi i en magtposition, og i samme ombæring sat spørgsmålstegn ved, hvor den kommende regerings sympatier ligger. Selvom Fratelli d’Italias forperson Giorgia Meloni har gjort sit for at fordømme Ruslands ageren (og understrege, at hendes parti med fascistiske rødder altså ikke er facistisk), kunne meget tyde på, at såvel Silvio Berlusconi som Legas leder Matteo Salvini ønsker at trække Italien i en radikalt anden udenrigspolitisk retning – væk fra EU, og i favnen på Putin. Man skal simpelthen aldrig undervurdere, hvilke rystelser en gammel mands snak om vin og vodka kan forårsage.
Nej, utroligt nok begynder hele det geopolitiske puslespil at samle sig, i takt med at man følger mændenes fortalelser. I Bruxelles har EU’s udenrigschef Josep Borrell eksempelvis fået udstillet de internationale spændinger (og den latente racisme), efter at have udtalt, at Europa er en velfungerende ”have”, som risikerer at blive invaderet af den faretruende, omkringliggende ”jungle”. I Kina har Xi Jinpings vision om en nationalistisk ”befæstning” understreget, at truslen mod eksempelvis Taiwan ikke bliver mindre. Og i USA har Donald Trumps… okay, ham tager vi måske en anden dag. Pointen står dog umiddelbart ved magt: Hvis ikke det giver mening at følge pengene, kan man i stedet bare følge patriarkernes ageren. For desværre er det ofte stadig der, verden virker allermest presset. /David Dragsted