Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Man skal passe på, hvad man ønsker sig. Ikke mindst i politik, og særligt under en valgkamp. Kravet fra de borgerlige partier om en hurtig undersøgelseskommission, der skal kulegrave de mange mystiske skandaleforløb i de danske efterretningstjenester, kan vise sig at give bagslag.
Den mangeårige spionskandale, hvor kun en lille del nu er blevet stillet offentligt til skue med udgivelsen af tidligere FE-chef Lars Findsens nye bog Spionchefen, rummer så mange modsatrettede lag, at det langt fra er entydigt, at en yderligere optrævling vil være til fordel for blå blok.
Onsdag formiddag hævede Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives formand Søren Pape Poulsen ikke desto mindre indsatsen og krævede på et på et pressemøde uden for Forsvarets Efterretningstjeneste hovedkvarter på Kastellet i København, at statsminister Mette Frederiksen (S) nu skal undersøges for endnu en omgang ”magtmisbrug”.
Konkret bygger den nye anklage på den påstand, som tidligere FE-chef Lars Findsen fremfører i bogen om, at han og fire andre nøglepersoner i efterretningsvæsenet blev hjemsendt i sommeren 2020 – kort før den anden skandale, minkskandalen – på grund af usaglige og politiske motiver. At S-regeringen kort sagt ofrede spiontjenesten af partipolitiske årsager.
Udover at pressemødet i sig selv udviklede sig komisk, hvor Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pepe Poulsen først stod som en slags Dupont og Dupond med hænderne over øjnene for at skygge mod efterårssolen, og seancen blev afsluttet med en forbipasserende ligvogn, rummer den borgerlige satsning flere faldgruber. Også flere faldgruber, end de blå mænd synes at have gennemskuet.
Stik mod drejebogen endte pressemødet med at sætte fokus på en anden spionskandale, som ellers ikke har haft politisk bevågenhed hidtil. Tidligere FE-chef Lars Findsen er nemlig langt fra den eneste agent, der i de senere år har været kastet ud i et besynderligt retsforløb.
Med Berlingske som nyhedsmotor er det tidligere blevet afdækket, hvordan det danske efterretningsvæsen tilbage i 2013 sendte den 32-årige danske statsborger Ahmed Samsam afsted på en hemmelig mission til Syrien for at indhente oplysninger om udrejste jihadister fra Danmark. Men da han senere blev anholdt i Spanien og blev anklaget for selv at være fremmedkriger, benægtede PET og FE ethvert kendskab til manden.
Men Ahmed Samsam var vitterligt sendt afsted af de danske efterretningstjeneste. I fortrolige notater fra PET, som Berlingske senere fik adgang til, fremgår det, at han var hyret som dansk agent, men at man havde valgt at hemmeligholde denne afgørende oplysning for ikke derved at røbe missionen til spansk politi. Og nu ruller sagen så, og tilmed med tidligere justitsminister Søren Pape i en hovedrolle. For De Konservatives formand var angiveligt politisk ansvarlig.
Ved at sprække alle gådefulde og problematiske sager op fra spiontjenesterne, kan de blå partier således være med til at detonere nye bomber, der i allerhøjeste grad også vil kunne ende med at ramme dem selv.
Det første og største paradoks ved en ny FE-kommission er, at yderligere polemik og gensidige beskyldninger kun vil medvirke til at forværre det problem, som både borgerlige politikere og tidligere efterretningsofficerer har påpeget, nemlig at spiontjenesterne kun får endnu vanskeligere ved at arbejde og samarbejde med andre lande, når projektørlyset er rettet skarpt mod Forsvarets Efterretningstjeneste, samt formentlig også Politiets Efterretningstjeneste. I et blåt perspektiv bliver ondt kun gjort værre.
For det andet og nok så afgørende vil en eventuel undersøgelse af såvel hjemsendelsen af FE-cheferne som bl.a. Samsam-sagen ikke komme til at ske i fuld offentlighed. Tværtimod vil både kommissionen og den senere beretning blive total mørkelagt, og alle involverede vil være pålagt streng tavshedspligt. Alene derfor er det tvivlsomt, om en FE-kommission overhovedet vil kunne føre frem til større klarhed.
Principielt kan det være vigtigt at få opklaret det spegede forløb, men altså kun til internt brug. Næsten uanset hvordan kommissionens arbejde måtte ende, er det stort set utænkeligt, at nogen vil blive draget til ansvar for eventuelle brud på regler og procedurer. Hvis Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen forestiller sig, at Mette Frederiksen vil blive dømt i FE-sagen, er det i hvert fald en tand for naivt.
Det tredje og sidste paradoks er, at en FE-kommission ikke engang behøver at være problematisk for S-regeringen. Det kan sagtens vise sig, at der reelt var saglige grunde til at hjemsende ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste tilbage i august 2020, simpelthen fordi hverken Lars Findsen eller hans forgænger Thomas Ahrenkiel havde samarbejdet i tilstrækkelighed grad med Folketingets kontrolorgan, Tilsynet med Efterretningstjenesterne.
Som skandaleforløbet hidtil er oplyst offentligt havde Tilsynet med Efterretningstjenesterne god grund til at kritisere netop Lars Findsen for dels at have modarbejdet den parlamentariske kontrol og dels at have hemmeligholdt interne undersøgelser, specifikt i form af den såkaldte ‘Dunhammer’-rapport. Motiverne for hjemsendelsen kan i sandhed have været mere og andet end blot politisk hævn.
Den borgerlige offensiv kan altså samlet føre til, at spiontjenesten ødelægges yderligere, at intet ender med at blive afklaret i offentligheden, dog med en mulig undtagelse af en potentiel oprejsning af S-regeringen. Ja, faktisk kan Søren Pape Poulsen ende med at blive bragt mest i fedtfadet, fordi han muligvis har været vidende om, at Danmark lod en hemmelig agent i stikken. Spionthrillere ender kun yderst sjældent, som man umiddelbart tror på første side. /Lars Trier Mogensen