Bjerggorillaer på Bukavu.
Der er to tidspunkter på året, hvor skilsmissestatistikkerne topper. Lige omkring og efter juletid. Og så lige nu – i sommerferien. Måske går du allerede rundt og sparer irritation op over din partner, som du ikke har set, siden den sidste krise I havde ved juletid, hvorefter hun/han forsvandt i en sky af arbejde, børn, småskænderier og sex. Og nu er den her måske igen. Krisen, lugten, afmatningen og den urolige nattesøvn.
Men inden du trykker på aftrækkeren og normaliserer skilsmissen for meget, så prøv at se på det sådan her. I 2015 valgte omkring halvanden million danskere ikke at gå fra deres partner, i hvert fald ikke den sommer. De valgte at blive sammen i en lukket cirkel af tosomhed for at leve videre i den ramme, mennesker har levet i, siden man har kunnet kalde den aberace, vi tilhører, for mennesker: I det monogame parforhold. Ok, så var der også cirka 30.000 danskere, der blev skilt fra deres partner sidste år, men det mest almindelige for vores art er at blive sammen. I alt findes 37 familieformer, som Danmarks Statistik for to år siden udkrystalliserede som det, vi danskere lever i – alle sammen monogame.
For selv om det ikke står lysende klart for biologer, primatologer, neurologer og zoologer hvorfor, er de næsten alle sammen enige om, at monogamien ligger dybt i vores dna. Vi har jo sådan set haft fri mulighed for at leve på andre måder end den monogame i mange år, men der er bare ingen, der lever 100 procent promiskuøst. Det er tilsyneladende svært at gøre noget kulturelt ved det – det er kernen i evolutionen: Det er selve forplantningen. Du kan kæmpe imod det. Men du vil altid tabe.
Kun tre procent af alle pattedyr lever monogamt, og for forskerne er det stadig ikke helt kortlagt, hvorfor mennesket er blandt dem. Det er en gåde. Om det er genetisk eller kulturelt, om vi har det bedst med den samme hele livet, med seriel monogami, eller om vi i virkeligheden skulle i gang med at ændre vores syn på samliv mere grundlæggende.
Den mest udbredte videnskabelige opfattelse af, hvorfor vi lever monogamt, synes at være, at menneskets afkom er så hjælpeløst de første år, at man har brug for flere forsørgere. Det skal igennem flere vintre uden selv at kunne finde føde endsige gå, og desuden har forhistoriske mennesker heller ikke haft pels, hvorfor barnet ikke selv har kunnet holde sig fast på kvinden. Kvinden har derfor ikke haft hænderne fri til selv at finde tilstrækkelig føde og har haft hårdt brug for en mand. Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor det skulle være begrænset til én. Men dét forklarer andre med, at kvinderne på et tidspunkt fik brug for at forfine deres fødevarer, efterhånden som hjernen udviklede sig og fik mere og mere brug for vigtige proteiner. På det tidspunkt begyndte kvinder at sprede sig mere, blive mere territoriale for at forsvare fødeemnerne, hvilket gjorde det umuligt for mændene at forsvare mere end én kvinde og sit afkom. Og forsvar var der brug for. Som nye studier fra University College of London peger på, var barnemord hos nogle primater meget udbredt. Disse arter kunne ikke blive drægtige under amning, så for en ny han handlede det om hurtigst muligt at få det fremmede afkom væk, så hunnen igen kunne føde.
Ok, hvor efterlader det os her midt i sommeren 2016? Hvor efterlader det de milioner af mennesker, der lever i parforhold, hvor efterlader det de millioner, der ikke gør? Kan vi bruge denne viden til noget eller må enhver tid finde sine egne løsninger? Lad det være sagt med det samme: Føljeton har ingen holdning i denne sag. I må leve, som I vil derude, med hvem og hvor mange i vil, så længe det er i overensstemmelse med dig selv og de mennesker, du gør det med. I hvert fald kan du måske lige vente med at foretage dig noget, du måske kommer til at fortryde og gentage, før du har læst din daglige Føljeton. Værsgo.