Monsteret i skabet

Han tager en slurk af et glas fyldt til randen med is og ekstra tør pærecider.

”Det her samtaleemne kræver jo noget at drikke så at sige.”

Han beder om at blive kaldt Anders. Det er for risikabelt at bruge hans rigtige navn. Vi sidder på et lidt lurvet værtshus nær Mariatorget i Stockholm, hvor fjernsynet på væggen viser en hockeykamp, og anlægget spiller en plade med svenske ballader. Anders kom for sent til vores aftale, fordi der var for mange mennesker i undergrundsbanen. Der er for mange indtryk blandt mennesker, forklarer han. Særligt når der ikke er meget plads. Han er før blevet ramt af hjertebanken og svedige håndflader, så denne gang var han nødt til at vente, til der kom en tom vogn.

Vi vælger bordet længst inde i lokalet. Anders tager en bærbar computer op fra sin rygsæk og slår hurtigt sit kodeord ind. Det er mindst 19 tegn langt, og fingrene bevæger sig hurtigt over tastaturet. Hans computer kører på styresystemet Linux, som først og fremmest bruges af IT-udviklere og andre med avancerede tekniske evner. I stedet for at klikke på ikoner åbner han programmer og filer ved at skrive tekstkommandoer.

Anders åbner terminalen – dét sted i Linux, hvor man åbner eller lukker filer og programmer – og skriver nogle koder og et par søgeord ind. Skærmen foran os bliver fyldt af en voksende liste med flere og flere brugernavne, tidspunkter og såkaldte IP-adresser. Listen dækker hurtigt hele skærmen. Det her er de svenskere, der i de seneste døgn har spredt og downloadet børneporno via Direct Connect.

Det er en måde at dele filer på, som bygger på at kopiere filer direkte fra en anden bruger. Denne vælger ved hjælp af et program på sin computer, hvilke mapper han vil dele med andre. Indholdet i mapperne indekseres og præsenteres i form af en liste af filer, som udgives på en internetserver og bliver tilgængelig for alle med adgang til serveren. Men selve filmen – eller billedet, musikstykket, egentlig hvad som helst – forlader ikke ophavscomputeren, før man vælger at kopiere den til sin egen harddisk.

Anders udpeger et navn på sin liste, en bruger, som kalder sig for KingKong. Han deler en mappe fra sin computer, som hedder ”://users.” Anders viser et indeks over de filer, som KingKong deler, og filtrerer det ved at søge på ”PTHC”, en forkortelse for ‘preteen hardcore’. Han viser resultatlisten: KingKong deler mindst otte børnepornografiske filer, hvoraf en er en 14 minutter lang film med titlen ”Lolita PTHC Under-aged Angel Pedos”.

Anders indtaster nogle andre søgeord og finder hurtigt fakturaer, forskellige konfigurationsfiler og endda lister med kodeord til mail og andre konti. Da personen bag brugernavnet KingKong valgte at dele sin børnepornografi, kom han også til at dele resten af indholdet på sin harddisk – i alt 72.000 rækker med information. Ved hjælp af disse oplysninger kan Anders let identificere, hvem der gemmer sig bag kontoen.

”Hvis du scroller ned her, kommer du til konfigurationsfilerne til hans mailklient,” siger Anders og viser det. Der er ingen tvivl om, at det er ham.

Anders ved, hvad KingKong hedder, hvad han arbejder med, hvor han bor, hvad hans personnummer er. Han er en midaldrende mand og selvstændigt erhvervsdrivende i en mellemstor by i Sydsverige. I løbet af dagen downloader og deler han grove dokumenterede pædofile overgreb fra sin arbejdscomputer. Af og til kobler han sig op hjemmefra, og så er han logget ind langt ud på natten. KingKong er endda far til to børn, født i 2005 og 2010.

”Det er over et halvt år siden, at jeg gav det her til politiet,” siger Anders og tager en slurk fra sit glas. Der er stadig ikke sket noget.
Anders forstod tidligt, at han ikke var som alle andre. Øjenkontakt for eksempel, lod andre til at synes, var vigtigt. Selv forstod han ikke, hvorfor man skulle se hinanden direkte i øjnene  – heller ikke hvor længe, og om man skulle blinke indimellem. Hvis han forsøgte, så andre børn og voksne mest ud til at synes, at han var skummel. Snart lærte han sig selv at fake det ved at lade blikket hvile lige over øjnene på den, han talte med.

Mens andre børn legede i gården til det rækkehusområde, hvor Anders voksede op, dedikerede han sig til sin computer. Han lærte at programmere, da han var ni. Først enkle, grundlæggende sprog som AMOS og QBasic, derefter mere avanceret kodning. Ved elleveårsalderen lavede han sit første eget softwareprogram. Programmering byggede på matematik og tydelige regler. Det var meget sværere at forstå menneskers komplekse og ulogiske strukturer.

Anders’ egne interesser var altid vigtigere end at passe ind og have venner. Fik han en idé, kunne han ikke holde op med at programmere, før problemet var løst. Manglede de nødvendige værktøjer, kodede han dem selv. Eftersom Anders var så fokuseret på sine interesser, var det svært at finde andre, som forstod ham. Han ville helst kun snakke om det, der interesserede ham: computere, kodning, internettet.

Da Anders fyldte 14 gav hans mor ham en t-shirt med teksten: ”Between the question and the answer lies free choice.” Hun sagde, at han skadede andre ved at være ærlig hele tiden. ”Af og til er du nødt til at lyve,” mente hun og forklarede, hvad en hvid løgn er.

Nogle år senere blev hun ramt af kræft. Anders droppede ud af gymnasiet. Da hun døde, begyndte han at sove om dagen og skrive koder om natten. Der var der mere roligt uden irriterende lyde fra andre mennesker. Der kunne han slappe af, synke ind i computerens gråblå lys og zoome ud fra resten af virkeligheden.

Anders flyttede hjemmefra og begyndte at ernære sig som freelance programmør. På den måde kunne han løse problemer for firmaer fra sin lejlighed, og han behøvede ikke unødigt at møde andre mennesker. Ubetydelig kommunikation gjorde ham bare frustreret – for eksempel smalltalk, de der replikvekslinger om vejret, offentlig transport eller andre meningsløse ting. Han foretrak at gå direkte til de emner, der interesserede ham.

Gennem forskellige internetfora fik han kontakt til andre, som var lige så interesserede i computere, som han var. En dag blev han inviteret til et eksklusivt hackernetværk, som kommunikerede via en skjult IRC-kanal, en slags anonymiseret chat. Anders lærte at kode i det avancerede sprog Python og udviklede blandt andet et program, som dekrypterede kodeordsfiler og et andet, som knækkede krypteringen på store, stjålne databaser fra websider eller fora. Hans rygte i hackerverdenen spredte sig, men selv jagtede han frem for alt det kick, han fik af at løse et svært eller næsten umuligt problem.

I gamle amerikanske westernfilm bar skurkene sorte hatte og heltene hvide. På samme måde klassificerer hackere sig selv: En sort hat bryder ind i systemer og andre programmer for at stjæle information, udføre angreb og stjæle kreditkortnumre; en hvid hat er en dygtig programmør, som forbedrer sikkerheden i computersystemer og kaster lys over sikkerhedshuller. Et sted derimellem stod Anders, som begyndte at kalde sig selv for en grå hat – en hacker, som syslede med lidt af det hele.

I 2012 læste han på et hackerforum om en sårbarhed i et almindeligt internetmodem. Routere af mærket Asus havde en ekstra feature: en USB-port, som man kunne slutte til en harddisk eller et andet lager, som deltes på hjemmenetværket. Routerens standardindstilling gav fuld adgang fra internettet, og medmindre man aktivt lukkede for det, kunne udefrakommende få adgang til routerens systemfiler uden overhovedet at logge ind. Blandt dem fandtes filen, som indeholdt samtlige kodeord, og dermed kunne den computerkyndige komme ind på alle enheder, som var sluttet til USB-porten – materiale, som egentlig kun skulle være delt inden for fire vægge, var altså tilgængeligt for hele nettet.

For at nå en af routerne behøvede Anders blot at skrive ”ftp://” fulgt af dens IP-adresse. Men hvordan kendte han de relevante adresser? Han lavede et program, som automatisk forsøgte at logge ind på samtlige af internettets IP-adresser. Resultatet: 16.000 routere stod vidt åbne. Anders fandt alt fra en nævning, som delte filer med alle sine kreditkortoplysninger, til billeder fra en familieferie i Nepal og en mands Word-dokument med en oversigt over alle, han havde haft sex med.

Som ansvarlig hacker fortæller man det ramte firma, hvad man har opdaget. Først hvis det senere viser sig, at firmaet intet gør for at udbedre sårbarheden, slipper man informationen fri. Anders indekserede de filer, han fandt, og tog kontakt til Asus. Han lod, som om han ejede en router med USB-port og spurgte, hvornår de havde tænkt sig at løse problemet. Da han ikke fik noget svar, pakkede han straks materialet sammen og lagde det op på fildelingssiden The Pirate Bay. Det første åbne indlæg om sårbarheden blev offentliggjort på forummet Flashback d. 8. januar 2014.

Sammen med sine hackervenner på IRC-kanalen gik Anders gennem filerne. Nogle fra chatten ville vide, om Anders havde fundet noget sjovt. Anders, som syntes, at hele sagen var sjov, undrede sig over, hvad de mente. ”Hjemmeporno,” blev der svaret. ”Hvordan fanden finder jeg det?” spurgte Anders og fik så nogle søgeord, han kunne bruge til at søge i det indekserede materiale. Anders svarede ved at opliste det, han havde fundet. Så blev han spurgt, om han havde fundet noget børneporno. Anders fik et nyt sæt søgeord og fik straks resultater. Mange resultater.

Han ringede til en bekendt med en fortid i politiets børnepornoenhed og spurgte, hvad han skulle gøre med sin opdagelse. Hans ven stillede nogle kontrolspørgsmål og bad derefter Anders vente lidt. Tyve minutter senere blev han ringet op af et fransk nummer: Interpol, afdelingen mod børnepornografi. Samme aften sendte Anders alt det materiale, han havde fundet, til dem.

Det forår blev der gennemført en koordineret bølge af anholdelser i et stort antal lande. Interpol afslørede ikke, hvem der havde tippet dem, og med henvisning til informanternes sikkerhed holder de sig stadig i dag fra at bekræfte Anders’ indblanding.

Ifølge Anders selv førte hans oplysninger til femogtyve husransagninger, halvtreds anholdte og fire reddede børn.
Interpol har aktivt bekæmpet børnepornografi siden 1989, hvor FN vedtog Børnekonventionen. I sit arbejde benytter verdens største internationale politiorganisation sig hovedsageligt af en database, der hedder ICAID, Interpol Child Abuse Image Database. Den indeholder en liste over de hundredtusindvis af dokumenterede seksuelle overgreb, som Interpols 186 medlemsstater har sendt ind siden 2001, hvor overgrebsbilleder af børn begyndte at sprede sig hurtigere på grund af den digitale udvikling. Disse billeder samles og bearbejdes hos Interpol for at bistå de nationale politimyndigheders arbejde.

I Sverige ligger ansvaret for bekæmpelsen af børnepornografi hos Nationella operativa avdelningen, NOA, som tidligere hed Rikskriminalpolisen. De repræsenterer Sverige i internationale samarbejder, f.eks. Europol og Interpol, og har en særlig enhed, som arbejder for at stoppe spredningen af børnepornografiske billeder og film på internettet.

Når politiet gransker mistænkt overgrebsmateriale, graduerer de pubertetsudviklingen hos de fremstillede børn på en skala med fem trin – fra helt uudviklet til fuldt pubertetsudviklet. Derefter bedømmer man, om billederne har et seksuelt formål, det vil sige, om billederne ifølge almindelige vurderinger og sprogbrug kan betragtes som pornografiske. Et barn er sjældent med i kun en film, men dukker oftest op i flere serier. Ifølge Cecilia Wallin Carlsson, jurist hos politiet, er omtrent 6000 af børnene i databasen identificeret. 255 heraf er svenske. Men langt de fleste ofre i databasen er anonyme, og arbejdet med at identificere dem sker i takt med, at materialet bliver gennemgået.

Eftersom den enkelte fil kan kopieres uendeligt mange gange til pædofile verden over, er politiet nødt til at finde ud af, hvilke der er nye, og hvilke der er dubletter. Heldigvis tildeles alle filer i en computer en unik kontrolsum – en såkaldt hashværdi. Hver gang en fil ændres eller manipuleres, ændres hashværdien også, og eftersom det er en matematisk værdi, har identiske filer samme hashværdi, uanset hvilken computer de findes på.

Når politiet modtager beslaglagt børneporno fra husransagninger eller tips, overføres billedernes og filmenes hashværdier til programmet Netclean Analyze, som automatisk sammenligner dem med tidligere beslaglæggelser. Dermed sparer politiet vigtige ressourcer, fordi de kun behøver gennemgå nye billeder. Hvis programmet ikke genkender filerne, åbnes og klassificeres de som Ikke Børnepornografi, Børnepornografi eller Grov Børnepornografi. Billeder klassificeret som børnepornografi registreres senere i NOA’s database i form af såkaldte hashlister.

Netclean bruger også disse lister til at lave produkter til det åbne marked. Hvis man for eksempel har et hotel og tilbyder gratis wi-fi eller andre typer af netværk, kan man købe et program, som analyserer internettrafikken og blokerer børnepornografi. Netclean tilbyder også en såkaldt Whitebox, som gør det samme, men mere effektivt og primært for internetoperatører.

I alt bruger 3000 politimyndigheder verden over Netcleans programmer, og det Gøteborg-baserede firmas produkter eksporteres til blandt andet New Zealand og Japan. Dronning Silvia, som grundlagde World Childhood Foundation, har flere gange udtrykt sin støtte til deres arbejde.
Opildnet af effekterne af sin indsats begyndte Anders at sætte sig ind i alle disse ting. Han læste om, hvordan internettet giver en følelse af anonymitet, som gør, at flere tør tage skridtet og sprede og producere børnepornografi, og at tilgængeligheden er steget dramatisk. Én oplysning især fik ham op af stolen: Ifølge det amerikanske National Center for Missing and Exploited Children begår en tredjedel af dem, der ser børneporno, selv overgreb på grund af inspiration fra filmene eller opmuntring fra digitale netværk. I 80 procent af alle tilfældene er gerningsmanden nært beslægtet til offeret: en forælder, nabo, slægtning eller pædagog.

Anders kunne ikke stoppe med at tænke på det.

Men hvis det var på grund af teknologi, at spredningen var eksploderet, tænkte han, måtte man også kunne gå til modangreb med teknologi. Ved hjælp af teknologi måtte man kunne identificere de anonyme brugere, som delte børneporno.

Han havde fundet et nyt, næsten umuligt problem at løse.

Anders begyndte at kode i Python. Det blev til flere og flere scripts og en stadig længere, mere avanceret kode. Han kunne ikke løsrive sig fra computeren. Han drak Coca-Cola direkte fra en to-liters plastikflaske, og hver morgen ved syv-tiden, når det begyndte at blive lyst, drattede han om. Hver aften klokken otte begyndte han at programmere igen. Samme rutine, dag efter dag, indtil han til sidst havde udviklet et helt nyt stykke software: et program som kortlægger og identificerer dem, som deler børneporno.

Programmet logger automatisk på forskellige fildelingsnetværk og downloader lister med filer fra samtlige brugere. Derefter sammenligner programmet filernes hashværdier med de hashlister, som det svenske politi og Interpol bruger til at opdage børnepornografi. En gang om dagen genereres en rapport om de personer, som deler overgrebsmateriale, med dato, tid, brugernavn, IP-adresse, internetleverandør og land. På den måde kopierer eller gemmer Anders’ program ingen ulovlige dokumenter, film eller billeder, men kan ikke desto mindre med sikkerhed finde gerningsmændene.

Det eneste, politiet behøvede at gøre, var at begære indsigt i identiteterne bag børnepornografernes IP-adresser fra internetleverandørerne – og så gennemføre husransagninger. Softwaren kunne revolutionere politiets arbejde uden at lægge beslag på andre ressourcer end en smule harddiskplads.

Anders sad foran sin computer og så lange lister fylde skærmen. Han kunne mærke hjertet slå hårdere i brystkassen. ”Pas på, møgsvin,” tænkte han.
På en solrig martsdag i 2014 tog Anders bussen til politistationen på Kungsholmen i Stockholm. Han skulle mødes med Björn Sellström, chef for NOA’s gruppe af specialister i IT-relaterede overgreb mod børn. Anders var velforberedt. I hovedet havde han gennemgået, hvordan han skulle forklare de sværeste tekniske begreber. På hans bærbare computer lå en præsentation af programmet, som han desuden havde kopieret til USB-penne, som han havde tænkt sig at dele ud.

Anders checkede ind hos sikkerhedsvagten i entréen og fik et kort med sit navn og en plastiklomme at lægge det i. Han satte sig i en sofa og ventede. Nogle minutter senere kom Björn Sellström. De gav hånd, og Anders fulgte ham op til afdelingen, hvor en korridor ledte til et neutralt møderum med et stort, dominerende bord. Anders hilste på en kollega til Björn, som også skulle deltage i mødet.

”Det, jeg kan tilbyde, er forudsætningsløs, automatiseret kortlægning og analyse af materiale samt rapportering,” mindes Anders, at han sagde. Han var stolt over sit program. Dets metode var unik. Han fortsatte: ”Hvis I kegler får hovedet ud af røven og ansætter nogle folk, som ikke har tjenestevåben som hobby, men som er eksperter i IT, ville I faktisk begynde at kunne udrette noget.”

Det var tænkt som en spøg – for at løsne stemningen lidt op.

Ingen grinede.

I stedet sad Björn Sellström og hans kollega i stilhed og lyttede på, hvad Anders ellers havde at sige. Derefter sagde Sellström, at han ikke kunne lovet noget, at de allerede havde nok at gøre, og at de desuden ikke havde penge til eksterne konsulenter. “Du behøver ikke gøre vores job for os,” husker Anders, at Sellström sagde, ”vi klarer det selv.”

Anders svarede, at han anså deres metoder for utilstrækkeligt effektive. Og klart, han pissede på deres territorium – men det ragede ham ikke, for de havde tydeligvis brug for ham. Heller ikke dét ledte nogen steder. Björn Sellström takkede Anders for hans engagement og førte ham tilbage til slusen ved politistationens udgang.

Anders gik med hurtige skridt mod undergrundsbanen ved Fridhemsplan. Han var så rasende, at han flere gange gik direkte ud på gaden, så vrede bilister dyttede ad ham.

Hjemme i lejligheden satte han sig ved computeren og åbnede den seneste liste over mennesker, som havde delt børnepornografi. Han scrollede ned over brugernavnene, kiggede på hashværdierne. Han kunne ikke slippe tanken om, at de matematiske tal stod for timer af angst, børn i nød og personer, som skadede dem. Desuden levede overgrebene bare videre gennem alle internetbrugerne. Det kunne simpelthen ikke fortsætte sådan.
Anders ringede til sin ven igen – ham, som havde ordnet den første kontakt med Interpol. Han kontaktede efterretningstjenesten i Canada, som var interesseret i Anders’ program og evner. Men da hans hackerbaggrund kom frem, bakkede de ud. Et forsøg med politiet i Tyskland sluttede på samme måde. Anders fik kontakt med en person, som arbejdede med data- og netværksanalyse på MUST, det svenske militærs efterretningstjeneste, som først var interesseret, men så gik på forældreorlov. Alt løb ud i sandet.

Samtidig kunne Anders dag efter dag, uge efter uge, følge, hvordan samme personer delte mere og mere materiale. En dag opdagede han en ny bruger.

Den nye bruger delte sammenlagt 15.000 billeder og film af overgreb på børn – alle præsenteret som hashværdier i pæne, strukturerede linjer. Anders kunne ikke stoppe med at stirre på listen. Han vidste ikke, hvem der gemte sig bag brugernavnet; den eneste måde at finde ud af det på var at involvere politiet. Det ville ikke være noget problem for dem. Samtlige internetleverandører samarbejder med retsvæsenet, når det gælder forbrydelser og overgreb mod børn. Der kræves ikke engang dommerkendelse.

Anders slog nummeret på Björn Sellström ind, men fik intet svar. Så åbnede han sit mailprogram og skrev Sellströms adresse i modtagerfeltet. ”Nu føles det, som om jeg gentager mig selv, men sådan må det være,” skrev han. ”Jeg mener, at dette er så tilpas alvorligt, at nogen er nødt til kigge på det. Både af frygt for, at de dokumenterede overgreb ikke stoppes, og at materialet bliver lækket.” Han afsluttede med ”Venlig hilsen” og underskrev med sit navn.

Dagene gik. Anders fik intet svar. Han tænkte, at Björn Sellström måske havde problemer med sin mailserver, så i stedet samlede han alle oplysningerne i en tekstfil, som han placerede på sin egen private server.

Den 7. maj sendte han en ny mail, denne gang til politiets tip-indbakke. ”Jeg kom til at tænke på, at det måske er svært for jer at håndtere en masse mails,” skrev han. ”Det er nok lettere at give jer en fil med den relevante info i stedet.” Han linkede til sin private server og afsluttede: ”Meld tilbage, når I har hentet filerne, så jeg kan slette den fra serveren.”

Heller ikke denne gang fik han svar. Og besøgsloggen på Anders’ server var tom. Ingen fra politiet – ingen i det hele taget – havde besøgt siden.

18 dage senere sendte Anders endnu en mail: ”Der er ingen aktivitet i adgangsloggene på den webserver, hvor jeg har lagt samlinger af overgrebsmateriale, som distribueres på fildelingsnetværk. Det er muligt, at jeg har været utydelig i min kommunikation, så jeg gentager mig selv. På adressen herunder lægger jeg samlinger af information om brugere, som deler overgrebsmaterialet. En fil per døgn.”

Han kunne ikke holde sig tilbage længere. Den nat sendte Anders yderligere otte mails til politiets enhed mod børneporno. I hver mail gav han politiet konkrete tips om børnepornoforbrydere. For eksempel brugeren ”littlegreenmoped”, der – fra en af Tele2s IP-adresser, som stod på række 53.154 i Anders’ liste – delte en film, hvis hashværdi forekom i både Interpols og NOA’s databaser. Andre brugere delte filer, hvor navnene talte for sig selv: ”Pre-teen young little girls jenny”, ”Kiddy child porn”, “PTHC amanda 6 years old” og “Kiddy pthc 12 years old”.

Heller ikke de mails fik Anders noget svar på.
En dag læste Anders om en aktion, som det svenske politi havde gennemført i Göteborg. Det hollandske politi havde afsløret et børnepornografisk netværk, hvor en af brugerne var svensk og kaldte sig for ”nissehult”, og tippet det svenske politi.

I lejligheden fandt politiet et klædeskab fyldt med harddiske monteret i racks og koblet til tre servere, som administrerede et internetbaseret netværk. Ifølge politiet, som gennemgik beslaglæggelsen, rummede de en ”enorm mængde børnepornografi”, sammenlagt over syv terabytes med stillbilleder og film. Det drejede sig om over to millioner billeder og film med en samlet spilletid på omkring 78 timer.

Manden bag brugernavnet ”nissehult” blev dømt for besiddelse af 535.344 børnepornografiske videofilm og billeder – at tallet ikke blev højere, skyldes, at politiet ikke kunne nå at gennemgå alt materialet. Anders fik aktindsigt i dommen fra byretten. Den beskrev udførligt, hvordan børn under tvang poserede i fotostudier eller hjemlige omgivelser og udførte seksuelle handlinger med sig selv eller andre børn. Et stort antal filer, kategoriseret som særligt grove, viste børn bundet med reb, penetreret af voksne og med sæd og afføring på kroppen. De fleste af børnene havde ikke nået pubertetsalderen, men blev vurderet til at være alt fra spædbørn til børn i 13-årsalderen.

Anders begyndte at undre sig. Han havde en kopi af politiets hashliste – både den svenske, og den som Interpol brugte – men kunne ikke få cifrene til at gå op. Han begærede aktindsigt i flere domme.

I en sag, som medierne kaldte for Sex-nordic-sagen, blev en mand, født i 1951, dømt seks års fængsel for besiddelse af næsten 1,5 millioner billeder og over 11.000 film. Selv om politiet havde behandlet materialet, så filernes hashværdier hverken ud til at være blevet sat på NOA’s liste eller sendt til Interpol.

Kunne der været noget galt med Anders’ kopier? Han ringede til Netclean, som jo brugte politiets database, og spurgte, hvor mange hashværdier de havde. Svaret: 350.000. Anders takkede og lagde på.

Han læste en rapport fra et rigsdagsudvalg, som besøgte Björn Sellströms enhed. De roste børnepornoenheden for et ”meget veludført stykke arbejde”.

Samtidig kunne Anders ikke stoppe med at tænke på sit eget besøg, hvor Sellström havde sagt, at de ikke havde ressourcer til at håndtere Anders’ materiale. Samme ressourcemangel – hvis det altså var den sande forklaring – betød, at politiet var to år bagud med databasehåndteringen. Eftersom hashværdierne spiller så central en rolle for den globale jagt på både gerningsmænd og ofre, og Netclean er så vigtige i den sammenhæng, er konsekvenserne af en forsinkelse enorme.

Anders vidste ikke rigtig, hvad han skulle gøre.

Han kontaktede anklagemyndigheden for at fortælle om ”et slæng af tumper hos Rigspolitiets børnepornogruppe, som ikke gør deres job.” Personen i den anden ende undrede sig over, at Anders ringede til dem. Havde han lavet en politianmeldelse? Anders sagde, at det var præcis, hvad han havde forsøgt at gøre. Han blev henvist til politiets interne udredningsgruppe.

Også her undrede man sig over, hvorfor han ringede til præcis dem. ”Jeg ringede ikke til jer,” svarede Anders, “jeg blev stillet om af anklagemyndigheden.” Men det var forkert, fik han at vide – det var anklagemyndigheden, der skulle tage sig af den slags.

Anders lagde på. Han orkede ikke mere bøvl.

Jeg beder om et møde med Björn Sellström, og en tirsdag eftermiddag mødes vi på politistationen på Kungsholmen. Sellström har arbejdet med dokumenterede seksuelle overgreb mod børn siden 2006 og bærer nu titlen fuldmægtig. Björn Sellström mener, at den nye, centraliserede politiorganisation forstår, hvor vigtigt arbejdet mod børnepornografien er, og at området håndteres meget bedre end tidligere. Jeg spørger, hvorfor de har valgt ikke at samarbejde med Anders.

– Mange folk ringer og indsender efterretningsmateriale, som vi kalder det. Problemet er, at vi er nødt til at håndtere det, som kommer ind. Vi må jo tage hånd om det hele. Og for øjeblikket har vi ikke behov for de tjenester, han kunne tilbyde os.

– Men Anders sendte jo endda konkrete informationer, indvender jeg og beskriver de meget præcise anvisninger.

– Hvis en person sender efterretninger til os, starter man ikke bare uden videre en forundersøgelse, siger Sellström. Hvis jeg som privatperson ringer til politiet og siger, at min nabo tager stoffer, er det meget usandsynligt, at en anklager starter en forundersøgelse af det – gudskelov.

Derefter siger han, at de under alle omstændigheder har materialet nu, og at han ikke kan svare på, om de kommer til at bruge det til at åbne en forundersøgelse senere. Jeg tænker, at eftersom internetleverandører kun gemmer information om IP-adresser i to uger, virker hans ord ikke troværdige.

Björn Sellström fortsætter:

– Jeg er ikke engang sikker på, at udefrakommende information om en person, der voldtager sine børn, er nok for en anklager til at gå til byretten. Og det kan man så synes er ærgerligt. Det er klart, at der kan være noget at komme efter i de efterretninger, som vi får ind. Men vi kan ikke bare uden videre starte forundersøgelser uden at forholde os til reglerne.

– Så det er regler, der gør, at I ikke kan starte forundersøgelser baseret på tips?, spørger jeg.

– Det afhænger helt af, hvordan tippet ser ud, og hvor konkret det er. Det er ikke nok, at vi får en email med en IP-adresse og information om, at den her person hedder Kalle Kulla og up- og downloader børneporno. Vi kan ikke gøre noget med den oplysning. Ikke nok i hvert fald.

Björn Sellström fortæller også, at han har sine egne idéer om, hvordan arbejdet mod børnepornografi burde se ud. Han synes ikke, at politiet skal fokusere på de personer, som kan fængsles for besiddelse, selv om det af og til kan udløse strenge straffe. I stedet mener han, at afdelingen burde koncentrere sig om at identificere ofrene for på den måde at spore dem, som producerer materialet. Det vigtigste er at redde børnene.

– Hvor meget vi end vil det, kan vi ikke starte efterforskninger af alle, som deler børneporno. Lige så lidt som politiet kan efterforske alle dem, som kører for hurtigt i trafikken. Desværre. Det er det samme. Vi har jo det personale, vi har.

Jeg skifter emne. Anders’ skarpeste kritik drejer sig egentlig om antallet af hashværdier, og at det ikke stemmer overens med de omfattende beslaglæggelser, der er blevet gjort de seneste år. Jeg spørger Björn Sellström, om de er bagud med dataindsamlingen, og hans svar er flygtigt:

– Det er muligt, at vi er lidt bagud, og det kan skyldes mange forskellige ting. Det kan have noget at gøre med, hvor i beslaglæggelsesprocessen den enkelte fil befinder sig.

Han siger også, at han oplever, at arbejdet fungerer ”ganske godt”, men vil ikke sige, hvor omfattende deres hashliste er. Kun at den er ”ganske stor”.

Da jeg senere begærer indsigt i antallet af hashværdier i offentlige hænder, får jeg afslag. Björn Sellström hævder, at det er fortroligt.

Anders låner en lille grå Ford Fiesta fra starten af årtusindet af en ven. Vi smider hver vores weekendtaske ind på bagsædet og begynder at køre sydpå.

Bilen har ingen radio, kun en CD-afspiller, og Anders skubber en country-plade ind. KingKong bor lidt under fire timers kørsel fra Stockholm, og vi har bestemt os for at køre derhen sammen.

– Jeg er selv far, siger Anders. Jeg bliver jo bekymret for de to børns sikkerhed.

Anders har fået en optagelse af mit interview med Björn Sellström, og på motorvejen spørger jeg ham, hvad han tænker om Sellströms udtalelser.

– Jeg forstår ideen med at fokusere på at identificere ofre, siger Anders. Men han får det til at lyde, som om producenter ikke også deler filer. Det er vel præcis, hvad de gør? Oftest er det jo privatpersoner, som laver deres egne film med børn fra deres eget område i hovedrollerne og siden hen deler dem videre.

Anders fortæller, at han for nylig sendte endnu en mail til børnepornoenheden med oplysninger om endnu en person, som distribuerer børneporno. Som sædvanlig har han ikke fået noget svar. Jeg spørger, hvordan det føles.

– Ad helvede til, svarer han. Det føles ad helvede til. Jeg har altid ment, at de svage fortjener så meget støtte, beskyttelse og hjælp, som de kan få. Vi er alle hjælpeløse på vores egen måde, men vores børn er særligt udsatte.

Anders fortæller, at han endnu ikke har hørt om nogen politimyndighed, der har formået at søsætte sin egen platform, der fungerer som hans.

– Hver dag identificerer jeg fildelere. Ingen vil have informationen. Med myndighedernes ressourcer ville jeg kunne udvide søgningen hundredefold.

Anders sammenligner politiets arbejde mod børneporno med et hangarskib, der er ved at vende om: Arbejdet er så langsomt og trægt, at hverken producenterne eller forbrugerne risikerer nogen indblanding fra politiet.

– De mener selv, at de står i forreste række. Men i virkeligheden lader de til at bekymre sig mere om, hvorvidt kaffemaskinen er fyldt op.
KingKong bor på første sal i et gråt hus med tre etager. Vi parkerer på den anden side af gaden. Denne vinteraften er ekstra kold, så vi skruer helt op for varmen i bilen.

Boligområdet er velholdt med nyrenoverede legepladser med brede gynger og nye rutsjebaner. I nærheden ligger en børnehave med et stakit i klare farver.

En rød køkkenlampe oplyser spisebordet i KingKongs køkken, og ved komfuret ses en mand i 40-årsalderen. I rummet ved siden af flimrer lyset fra et fjernsyn, og vi kan se to børn, som formodentlig ser et børneprogram.

Anders tænder en cigaret, og jeg tager selv en fra hans pakke. Vi ser, hvordan KingKong forsvinder fra køkkenet og bevæger sig mod stuen, hvor han samler noget op fra gulvet. Han råber antagelig noget, for børnene springer op fra sofaen, løber ud i køkkenet og sætter sig ved køkkenbordet. Det yngste barn har svært ved at sidde stille, hun hopper op og ned i stolen. Han går hen til komfuret, hvorfra han bærer en kasserolle hen til køkkenbordet.

Straks efter maden får han sine børn til at børste tænder. Den yngste løber rundt og rundt og rundt i lejligheden, inden han lykkes med at få lagt hende i seng.

Anders og jeg sidder stille i bilen. Jeg sipper af en kop lunken kaffe, som jeg købte på en tankstation i nærheden.

Lyset fra børnenes soveværelse er stadig tændt, måske læser manden et eventyr for børnene. Vi har næsten røget hele Anders’ cigaretpakke, da lyset endelig slukker, og manden går tilbage i køkkenet. Der pusler han med noget i en stund, inden han går raskt ind i stuen og sætter sig ved skrivebordet. Vi kan se hans ryg, mens han tænder sin computer.

Anders finder hurtigt sin egen computer frem, tænder den og kobler den til nettet via min mobil. Han aktiverer sit program. Der sker ikke noget.

Manden rejser sig fra skrivebordet, og Anders kigger på mig. Jeg tænder endnu en cigaret. Stakkels Anders’ ven, som ejer bilen, når jeg at tænke, før manden vender tilbage til stuen med en kop i hånden. Han slår sig ned foran computeren igen, og denne gang kan vi se på Anders’ skærm, hvordan brugeren KingKong kobler sig på. Han får forbindelse til Direct Connect og begynder at overføre filer.

Anders’ program genkender igen hashværdierne: børnepornografi, klassificeret som Grov af NOA’s specialenhed for overgrebsmateriale.