Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Undskyld er blevet et skældsord. Selvom Liz Truss har formået at sidde pinligt kort tid på posten som Storbritanniens premierminister, kan hun ikke selv komme i tanke om, at hun kunne have gjort noget anderledes: “Jeg fik jobbet på et tidspunkt med stor økonomisk og international ustabilitet,“ lyder hendes forklaring på, hvorfor landet kun er endt i et større økonomisk og politisk morads, end da hun overtog posten. Heller ikke EU’s Josep Borell vil beklage de bemærkninger, han forleden gav om, at Europa er en velfungerende “have“, og at alt udenfor er en “jungle“. Nej, han er “ked af“, hvis nogle blev fornærmet over “kolonial eurocentrisme“. Med andre ord: Ikke ked af sine egne udtalelser, men at vi andre kunne være så dumme at misforstå dem.
Det kan virke mærkeligt, at det lille ord er så svært at sige, når man tænker på, at de fleste mennesker kan tilgive en, der oprigtigt mener det – og vi ved, at lige netop det kneb faktisk virker ret godt i politik. Men det er måske også netop her, problemet opstår. For at undskyldningen ikke skal blive tom, skal den ledsages af et behov for at reparere det, der gik galt. Derfor forbliver tilgivelsen en flygtig størrelse, undskyldningen en forpasset mulighed, når vi oplever, at den undskyldende part slet ikke har autoriteten til det; hvis den nogensinde kommer, kommer den ofte for sent, og ingen tror på dig, hvis den er presset ud under tvang.
Den slovenske sociolog Slavoj Žižek, hvis filosofi efterhånden er ret gennemtærsket, sammenlignede en gang vores evne til at undskylde med at lave suppe: Vi kan bruge timevis på at putte krydderier i, røre og simre kogende vand for så at finde ud af, at det i sidste ende smager så dårligt, at vi er nødt til at smide suppen ud, når vi lige så godt kunne have varmet en endnu bedre og færdiglavet op fra starten. Vi ved ikke, om Žižek i virkeligheden bare er rigtig dårlig til at lave mad, men måske er der alligevel noget om snakken, når man tænker på, hvor mange ofte ligegyldige mellemregninger, der skal til for at få en undskyldning – og at netop mellemregningerne får den til at føles mere tom.
Ifølge Žižek er undskyldningen i sig selv paradoksal, fordi den defineres af modpartens bagudrettede insisteren på, at den er unødvendig. Når vi siger undskyld, vil det rigtige og forventede svar være, at det da var helt okay, og at vi godt ved, at det ikke var intentionen at gøre noget forkert. Dermed bliver slutresultatet, at selve undskyldningen bliver overflødig, selvom vi alligevel skal igennem hele møllen for rent faktisk at få noget ud af det.
Plejehjemmets paradoks
Oprigtige beklagelser er også herhjemme helt fraværende i debatten om den danske ældrepleje, der torsdag er blusset op igen med TV 2’s dokumentar om forholdene på plejehjemmet Nørremarken i Køge. Tv-stationens udsendte muldvarp har uden nogen som helst erfaring fået job på centret på 10 minutter, og herfra går det ellers bare ned ad bakke: Patienterne mangler mad og basal hygiejne, og en patient dør, mens medarbejderne sidder og holder lange pauser: “Hun har købt koralkjolen. Fuck hende mand,“ lyder det fra en plejer, mens hun byder på en onlineauktion.
Det har naturligvis fået valgkampens politikere til at komme med det ene bud efter det andet på, hvad der skal gøres, og forslagene spænder fra tilsyn til større sanktioner over for plejehjem, der svigter deres medarbejdere. Men mens noget helt sikkert er galt på plejehjemmet i Køge, undviger alle samtidig at svare på elefanten i rummet.
Eller, Jakob Ellemann-Jensen (V) er faktisk den eneste, der nævner, at medarbejdere i sundheds- og ældreplejen de seneste år har skullet løbe hurtigere og hurtigere. “Men stedet her er ikke et af dem. Her bliver der ikke løbet hurtigt, der bliver holdt pause,“ siger han. På samme måde mener statsminister Mette Frederiksen (S), at der er tale om “mangel på respekt“, mens Søren Pape Poulsen (K) spørger, hvor ledelsen er henne: “Og hvor er de menneskers moral, der arbejder der [sic.]?“
Der er ingen tvivl om, at der er massive problemer på plejehjemmet i Køge, men ledelsesproblemet er i hvert fald også at finde mindst ét andet sted. Det virker i hvert fald påfaldende let at sparke nedad, og mens statsministerkandidaterne stadig kæmper om at virke så almindelige som muligt, er der én ting, de glemmer at indrømme: At ondt i maven og triste øjne ikke er nok til at mætte de ældre på Nørremarken. Så smager den billige suppe alligevel bedre. /Emma Louise Stenholm