Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix
Det kan hurtigt blive lidt småfarligt at udvide og pådutte de tips og tricks, der måske har virket for en selv, til resten af verden. Bare fordi man er kommet gennem nøglehullet og eksempelvis haft held til at sælge ens opstartsvirksomhed til et større millionbeløb, er det ikke ensbetydende med, at man kan skrive en god guide til at blive en succesfuld iværksætter. Særligt ikke hvis man eksempelvis udelader detaljer om, at man tilfældigvis havde de helt rigtige kontakter eller stod med en anseelig startkapital – og som sådan ikke var 100 pct. self made. Noget lignende gælder for selvbestaltede selvhjælpsguruer. Ja, eller hvis man nu føler, at man er reinkarnationen af Margaret Thatcher og har regnet hele den britiske økonomi ud, er det nok heller ikke ensbetydende med, at man skal kaste al sund fornuft ud ad vinduet og køre hele landet i sænk i et vanvittigt ideologisk eksperiment – den vender vi tilbage til om lidt.
Først lidt mere om selvhjælpen (som den nu afgående britiske premierminister Liz Truss meget vel kan få brug for, mens hun bakser med erkendelsen af, at hun tabte et væddeløb til et salathoved): For nylig udgav Liberal Alliance en video på YouTube, hvor partileder Alex Vanopslagh kommer med en række velmenende råd til unge, der mistrives eller har ondt i livet. På baggrund af egne oplevelser med stress og angst, fortæller Vanopslaghs både empatisk og indlevende, hvilke leveregler, der har virket for ham: At man skal droppe at være perfekt, huske på at succes er at gøre det rigtige, glemme sig selv og droppe offerrollen. Udover at det måske virker lidt mærkeligt, hvorfor Liberal Alliance har valgt at gøre noget, de ikke umiddelbart selv kan tackle politisk, til en kampagne under valgkampen, virker projektet nu ganske tilforladeligt. Hvis det altså ikke var, fordi rådene bliver direkte modsagt og skoset af en række eksperter, Berlingske har talt med (betalingsmur).
Til avisen bemærker Lone Overby Fjorback, centerleder, speciallæge og lektor i psykiatri ved Dansk Center for Mindfulness på Aarhus Universitet, eksempelvis, at det om noget er vigtigt at mærke efter – og at man vel heller ikke ville sige til en person med corona, at vedkommende bare skal lade være med at agere offer. Anne Görlich, lektor på Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, påpeger, at rådene er udtryk for en individualistisk tilgang, som risikerer at skubbe ansvaret for mistrivslen over på de unge selv – hvilket går imod forskning på området. Og Torben Bechmann Jensen, lektor på Københavns Universitet på institut for psykologi, går endda så langt som til at kalde videoen for “ødelæggende“, da den bygger på en problematisk liberalistisk tankegang, der er med til at skabe problemerne i første omgang. For når det kommer til mistrivsel er det ikke nødvendigvis givet, at enhver er sin egen lykkes smed.
Hvilket altså meget behændigt bringer os tilbage til Liz Truss og den suppedas, Det Konservative Parti har fået kastet Storbritannien ud i. Ansporet af et ultraliberalistisk forestillingsunivers om, at landet står langt stærkere uden for EU, og at ufinansierede skattelettelser er vejen frem, har Truss og kompagni fået kuldsejlet landets lykke så voldsomt, at hånlatteren fra Bruxelles kan høres helt henover Den Engelske Kanal. Med blot 45 dage ved magten, er Liz Truss nu den kortest siddende premierminister i landets historie. Samtidig er manglen på oplagte efterfølgere så grel, at der ligefrem hviskes om et muligt comeback til Boris Johnson, der ellers også blev smidt ud fra 10 Downing Street på røv og albuer.
Blot 200 ord brugte Liz Truss torsdag i sin afskedstale, der markerede afslutningen på en embedsperiode så farceagtig, at britiske satireserier som The Thick of It og Yes Minister ikke kunne have skrevet det bedre – eller for den sags skyld mere urealistisk. Forud var gået et kaotisk forløb, hvor toryer i parlamentet var blevet bedt om at betragte en afstemning om, hvorvidt Storbritannien skal gøre brug af fracking, som en decideret tillidsafstemning, hvorfor de ikke måtte bryde rang – heller ikke selvom mange toryer faktisk er imod den kontroversielle og stærkt klimabelastende fracking. Da det stod klart, at flere partimedlemmer ikke havde tænkt sig at lystre, var Truss’ dage talte. Meget karakteristisk havde Truss simpelthen satset hele butikken på et spørgsmål, der var som skabt til at skabe splid – og dermed vadet direkte ind i en åbenlys fælde lagt af oppositionspartiet Labour, der først havde taget initiativ til afstemningen.
Selvom Liz Truss nu virker som et oplagt bud på den værste premierminister i Storbritanniens historie, kan hun dog stadig se frem til et klækkeligt gyldent håndtryk for at have kørt økonomien i sænk. Hele 115.000 pund står Truss til at modtage årligt for sin exceptionelt korte tid ved roret, hvilket selvsagt har ført til en hel del ramaskrig. Ret beset kunne man dog dårligt bede om et bedre eksempel på, at vejen til succes ikke altid er et spørgsmål om at gøre det rigtige. Tværtimod er Liz Truss snarere et omvandrende bevis på, at tilværelsen er alt for kompleks til hurtige catch-all-løsninger – og på at frugten af ens arbejde ikke partout hænger sammen med den indsats, man faktisk lægger for dagen. /David Dragsted