Dansk kultur, som nogle ser den. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Mandag formiddag var en af de formiddage, hvor Berlingske, Danmarks ældste eksisterende dagblad, havde plastret sin forside på internettet til med kulørte clickbait-overskrifter. “Om lidt fyrer hun sit supervåben af – et valgløfte, der aldrig er set,“ stod der under et billede af Mette Frederiksen. “Hun mistede hørelsen og skulle kaste op. Nu sætter Thyra Frank navn på den værste kollega af sin ministertid,“ stod der under et arkivfoto, hvor den tidligere ældreminister fra Liberal Alliance sidder og stirrer vantro på nogle papirer. Øverst oppe, lige under bladhovedet, kunne man desuden læse: “Kendisfirma på randen af konkurs.“
Alle ved, hvor svært det er at lade være med at klikke på noget, hvor ordet “kendis“ indgår, og for de Berlingske-abonnenter, der vovede pelsen, faldt belønningen da også prompte. Kendisfirmaet, der var tale om, var en “tatoveringsplatform“ ved navn Tattoodo, som åbenbart er “gået i rekonstruktion“ – dvs. betalingsstandsning, hvis man skal tale lige ud af posen. Men de dårlige nyheder kom med gode: Den tidligere fodboldspiller Daniel Agger, der ejer en fjerdedel af Tattoodo, har smidt nogle mio. af egen lomme ind i foretagendet, ligesom nogle andre rigmænd gjorde, sidst det var i økonomisk uføre. Aggers manøvre skal hive virksomheden “op af det mørke dyb“, som avisen formulerer det.
Noget andet, som man nogle gange godt kan føle befinder sig i det mørke dyb, er kulturområdet, som er blevet udsultet af den ene regering efter den anden. Listen over elendige kulturministre er lang, men selv om de fleste nok stadig har Joy Mogensen (S) præsent på lystavlen som det mest eklatante eksempel, så var hun dog overgået af sin forgænger, Liberal Alliances Mette Bock, der ikke bare virkede inkompetent, men også decideret destruktiv, når hun stillede sig op som defensor for det årlige sparekrav (“omprioriteringsbidrag“) på to pct., som den daværende VLAK-regering pålagde landets statslige kulturinstitutioner. Vælgerne straffede hende hårdt. I dag er hun præst.
Måske skulle kulturlivet, ligesom Tattoodoo, overveje at gå “i rekonstruktion“. Kultur fylder uendeligt lidt i valgkampen. Radikale lancerede i sidste uge et “investerings- og reformudspil for hele Danmarks kulturliv“ på 16 letlæste sider og med et budget frem mod 2030 på 400 mio. kr. Det må man tage hatten af for. Når det kommer til kultur, har de andre partier, herunder Socialdemokratiet, meget, meget lidt at byde på.
Værst ser det ud i blå blok. Under Søren Pape Poulsens fordummende formandskab er Det Konservative Folkepartis kulturpolitik blevet forvandlet til et bundt passivt-aggressive paroler. Tag bare den her formulering, som udgør en tredjedel af teksten under overskriften ‘Dansk kultur‘: “Vi har et fælles ansvar for at bevare og formidle dansk kultur og historie. Vores kulturelle forankring skaber det Danmark, vi kender. I disse år er den danske kultur under pres fra mange politiske fronter. Vi skal ikke acceptere hærværk på vores kulturarv, og vi skal slå hårdt ned på sådanne forbrydelser.“
What the fuck? Det er, som om Pape har taget sprogbrugen fra det eneste politikområde, hvor han har haft en vis succes – lov og orden – og overført den til kulturområdet.
Kultur som våben
På den anden side skal man måske glæde sig over, at at hverken han eller fx hans veninde Inger Støjberg ovre hos Danmarksdemokraterne er synderligt optaget af kultur. Italiens nye regeringsbærende parti, Fratelli d’Italia (Italiens Brødre), der har dybe rødder i fascismen, har en meget aktiv, instrumentaliseret kulturpolitik, som skal bruges til at skabe en ny italiensk “fælles fortælling“.
Ifølge The Art Newspaper er kunst et af hovedpunkterne i partiets kulturprogram. Partiet ønsker at indføre hårdere straffe mod folk, der ødelægger Italiens kulturarv (såsom statuer) som et led i at komme den “utålelige og udbredt antivestlige“ cancel-kultur-ideologi til livs. Ups, det lyder jo faktisk lidt som Det Konservative Folkepartis formuleringer.
Mette Frederiksen (S), der heller ikke virker som verdens mest kulturelle person, selv om hun er kæmpe fan af den chilenske forfatter Isabel Allende, havde for nylig Det Kongelige Teaters direktør Kasper Holten som gæst i sin podcast ‘Statsministeren spørger’. Kasper Holten talte meget (og hurtigt) om, hvor fantastisk opera er. Hvordan det der med at sidde som publikum og føle det samme på samme tid var helt en helt fantastisk fornemmelse. Ikke alene var det med til at holde ensomhedsfølelsen stangen, det udviklede også vores empati. Det lød meget rigtigt, det med empatien. Og dog: En af de folketingspolitikere, som nok tilbringer mest tid i operaen, er Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt. Det virker åbenlyst ikke. /Oliver Stilling