Luk øjnene, rør ved dig selv – og tænk på Stauning

Danmark er verdens mest seksuelt frigjorte land. Vi knalder markant mere end gennemsnittet, vi gør det i flere stillinger og med flere forskellige partnere end gennemsnittet. Vi var de første, der frigav billedepornografien, vi blev pionerer inden for seksualundervisning, vi fik fri abort, fri sex og fri prævention, og under det hele – som et grundfjeld og en præmis ligger den nordiske model, der gik hånd i hånd med den seksuelle revolution gennem den sidste del af forrige århundrede.

Sidste år fødte mindst 10 jomfruer i Danmark et barn, via fertilitetsbehandling og uden nogensinde at have haft samleje.

Velfærdstaten satte os fri. Den gjorde os fuldkommen fri og uafhængig. Af alt og alle. Men noget tyder på, at vi med velfærdstaten helt ind i soveværelset har skabt en ny seksualmoral, der har lige så klare begrænsninger, som vi hele tiden har haft. Vi ser dem bare ikke.

Ren horror

Det var den moral, der kastede kunstneren, filmmanden og forfatteren Jørgen Leth ind den største sædelighedsfejde i Danmark siden den seksuelle frigørelse for ti år siden i dag. Dengang udgav han første bind i sine erindringer Det uperfekte menneske. En lille passage på en halv side. Ikke mere, og så var han lagt for had i det halve Danmark, fyret fra sit arbejde som cykelkommentator på TV2 og frataget sine diplomatiske titler. De pæne aviser kaldte ham ‘liderbasse’, i boulevardpressen mente man, han holdt sexslaver og den tidligere Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen fik i sin nordiske anmeldelse af bogen nævnt, at hans prostatakræft, nok ville »sætte en stopper for ham.«

»Det var ren horror,« som han selv beskriver det her ved tiårsdagen i en radiodokumentar.

»Ren Horror.«

Her mødte Jørgen Leth velfærdsstatens seksualmoralske grænser. For når nu vi nu er så frie og friske, hvorfor kan han så blive dømt så hårdt, når han beskriver sit (lovlige) forhold til en 17-årig mørk kvinde, hvis mor han har ansat som kok. Svaret skal måske ikke findes som en modsætning til den frigørende velfærdsstat, men som en naturlig konsekvens af at have den.

Rent begær

Christian Groes er antropolog og kønsforsker ved Institut for Kultur og Identitet på Roskilde Universitet, og han er skeptisk overfor, om Danmark virkelig er så seksuelt fritstillet, som vi læser højt for hinanden i statistikkerne.
»Ideen med velfærdsstaten er, at vi lever i det her paradis, hvor vi ikke er afhængige af andre,« begynder han.
»Staten er vores far og mor. Vi behøver ikke tage os af vores børn, vores ældre og de syge – vi behøver ikke hinanden og har ingen åbenlyse magtrelationer. Vi er alle under ét med staten.«

Overfører man den tanke til vores sexliv, underbygger det en grundliggende idé om, at sex kun bør være forbundet med romantik over alt andet, forklarer han. Det er tanken om, at sex kun skal foregå i et magtfrit rum – her er ingen andre forpligtelser end kærlighed og ren gensidig lyst. Vi har en stat, der med en udbygget barselsorlov, fri abort, nem adgang til prævention, seksualundervisning i skolerne og med SU, dagpenge, børnepenge, kontanthjælp og offentlig sygesikring, gør os økonomiske og strukturelt uafhængige. Den frisætter os fuldkommen.

»Derfor er vi meget optaget af, at der kun må finde en udveksling af ren kærlighed sted. Man må gerne have lyst, men lysten skal stamme fra kærlighed, der så i sidste ende bakker op om kernefamilien, der også har været et vigtigt omdrejningspunkt for velfærdsstaten.«

Det er den tanke, der gør noget helt særligt ved selve den hellige akt, mener Groes.

Homogen sex

Tanken om den uforpligtende sex er meget frigørende for os, forklarer Christian Groes, men når der ikke må være andre interesser på spil end lyst og kærlighed, er vi endt med et nyt moralkodeks. Hver gang vi kan mistænke hinanden for andre spil eller agendaer, bliver vi skeptiske og fordømmende, og resultatet er, at vores sexpartnere ligner os selv i udpræget grad.

»I dag kan man have sex med hvem som helst, så længe der ikke er en forpligtende kærlighed. Der må kun være den rene lyst til det andet menneske,« siger han.

Men sex er aldrig et magtfrit rum, mener Christian Groes. Sex er fyldt med spænding, begær efter status, dominans eller måske ligefrem forulempelse, og måske giver denne insisteren på det modsatte os en mangel på sammenhængskraft. Seksualiteten får ikke en integrerende funktion – mellem klasse, race, alder og seksualitet. Vi bryder os simpelthen ikke om den sammenblanding. Hvis en kvinde for eksempel får lyst til sex med en yngre mand, kan vi ikke forestille os, at det handler om lyst, og derfor bliver vi fordømmende. Alt uden for normen bliver mistænkeliggjort.

Velfærdstaten som swingerklub

»Vi kan godt lide historien om, at vi er et meget seksuelt frigjort land, fordi vi frigav billedpornografien, men sandheden er mere nuanceret,« siger Christian Groes.

»Den blonde skandinaviske kvinde får – noget uretfærdigt – et omdømme af, at hun er let på tråden. I virkeligheden er hun bare sat fri. Hun er fri til at følge sin seksuelle lyst, men det er til gengæld også det eneste, hun må følge. Der må ikke finde en magtudbytning sted, og den nuance har været svær at få med i den historie om det frisatte Nord. Det er heller ingen tilfældighed, at vi i Danmark, Sverige og Norge har meget svært ved at acceptere prostitution.«

Men Christian Groes ser dog også med stor interesse på en række nye miljøer, der er dukket op herhjemme i løbet af de senere år. Bevægelser, der gør op med velfærdsstatens oprindelige tanke om et sundt og vitalt sexliv har det bedst i kernefamilien.

»Jeg ser en større interesse for miljøer som fetish, burlesque, polyamori, swingerklubber og en meget seksualiseret feminisme – det, synes jeg, er ekstremt interessant og måske er det velfærdsstatens næste opgave: at understøtte disse alternative livsformer.«

Sex i 20’erne

Johanne Mygind er journalist og antropolog, og hun køber ikke umiddelbart Christians Groes præmis om en dominerende velfærdsstat, der har indskrænket vores seksuelle udfoldelsesmuligheder.

»Næ, jeg køber den ikke,« siger hun og peger på forholdende i lande med en mindre markant stat.

»Se på et land som USA, hvor staten er forholdsvis lille. Her har man i flere stater haft en decideret lovgivning for sexlivet – et forbud mod analsex og oralsex, homoseksualitet, pornografi.«

Johanne Mygind mener tværtimod, at den frihed, velfærdsstaten har givet os, netop har sørget for, at vi alene kan fokusere på præcis de seksuelle præferencer, vi måtte have. Den har givet os muligheden for at være eksperimenterende og kritisk.

»Først gav velfærdstaten mig nogle år, da jeg var ung, hvor jeg ikke behøvede at tænke på økonomi, fordi jeg fik gratis uddannelse og SU. Jeg var godt klædt på fra folkeskolens åbne seksualunervisning og kunne bruge relativt meget tid på at knalde – ja, eller overveje hvem jeg skulle knalde med. Det var mest det 20’erne gik ud på,« siger Johanne Mygind, der også betegner den fri abort, tilgængelig prævention og i øvrigt daginstitutionerne og de økonomiske støttemuligheder, der tilfalder en enlig mor, som en del af det samme ‘net’, velfærdsstaten lægger ud under en lettere promiskuøs tilværelse som ung.

»Af de samme grunde giver den mig også en mulighed for at gå ud af mit ægteskab, uden at det ville være en katastrofe for mit økonomiske liv og muligheden for at opfostre mine tre børn. Det ser jeg virkeligt som noget postivt – også for mit sexliv. Det lyder kynisk, men det betyder jo bare, at man skal gøre sig umage hele tiden over for sin partner. Det betyder for mig at se, at der er mange bånd på seksualiteten, som forsvinder,« siger hun og tilføjer:

»Velfærdstaten gør det jo også muligt at adskille seksualitet og reproduktion helt fra hinanden. Det er ikke tilfældigt at Danmark er et af de lande, hvor flest kvinder får børn med en sæddonor. Det er jo fordi staten giver kvinder gode muligheder for at opfostre børn alene. Man behøver derfor ikke lede så intenst efter en far til sine børn. Man kan nøjes med at lede efter en elsker. «

Knald for Danmark

Det lignede en koordineret indsats, da Københavns Kommune og hele Danmarks DR næsten samtidig lancerede et opråb til landets fødedygtige borgere: ‘Har du talt dine æg i dag?’ lød det fra en plakat på byens søjler med en opfordring til at få sine børn, mens man stadig er fertil og DR1 ryddede sendefladen til et stort anlagt tv-show, der kort og godt hed ‘Knald for Danmark’. Samtidig lancerede rejsebureauet Spies en stor reklamekampagne, der med tungen i kinden og videnskabelige data opfordrede danskerne til at tage mere på solferie for at få mere sex – ja, og altså med den effekt, at det så også skulle give flere børn.

For selv om kampagnerne blev heftigt kritiseret på avisernes debatsider og i de sociale medier, pegede de på et centralt problem ved danskernes forhold til sex. Lea Korsgaard er journalist og forfatter til bogen Orgasmeland om den seksualpolitiske gruppe Sexpol, som på mange måder står fader til velfærdsstatens seksualpolitik:

»Sagen er den, at lige præcis 1968 – året der betegnes som den seksuelle revolutions gennembrud – var året, hvor vi ikke længere lavede børn nok til at kunne reproducere os selv.«

Lea Korsgaard har det selv splittet med kampagnerne, der på den ene side kan virke lidt latterlige og måske ligefrem give mindelser til noget totalitært og nationalistisk, men som på den anden side også bare er et udtryk for en velfærdsstat, der gør det, den er sat i verden for – at tage sig af sine borgere.

Men hvordan nåede vi til et samfund, der både bryster sig af at være et af verdens mest frigjorte, men samtidig føler sig nødsaget til at opfordre folk til sex?

Da sex blev til politik

Velfærdsstatens opbygning og 30’ernes seksualpolitiske bevægelse er tæt forbundne. Det var her, man for første gang forsøgte at flytte det seksuelle fra kirken og moralen over i et statsligt og medicinsk anliggende, forklarer Lea Korsgaard. Ideen var, at staten både skulle forhindre borgerne i at komme i sociale og økonomiske vanskeligheder ved indførelsen af den fri abort, nem adgang til prævention og barselsorlov, og også rent vitalt og sundhedsmæssigt at hjælpe borgerne med gratis seksualoplysning, skabe et rum for unge mennesker at udfolde sig i og gøre sekslivet mindre syndigt.

Ifølge den norske idéhistoriker og forfatter Håvard Friis Nilsen havde bevægelsen, der også var stor i Norge, fire overordnede politiske mål: At gøre seksualiteten mindre »syndig«, med mere åbenhed omkring den. At få antallet af ungdomsgraviditeter uden for ægteskab ned. At reducere antallet af livsfarlige ulovlige aborter og endeligt, at skabe muligheder for udfoldelse af seksualiteten for ungdommen, så unge par kunne blive seksuelt trygge ved hinanden før ægteskabet, hvilket skulle reducere antallet af voldtægter i hjemmet og ulykkelige ægteskaber.

»Dengang var deres mål meget radikale og direkte farlige,« forklarer Håvard Friis Nielsen.

»Men i dag er de selve grundstenen i vores tanker om sex.«

Lea Korsgaard supplerer:

»Med opbyggelsen af velfærdstaten implementerer man de her ting, og vores opfattelse af sex overgår fra at være noget, der hører hjemme med skammen og i baggårdene, til at blive noget, man behandler, rådgiver om og tilser. I dag har vi en hel stab af embedsmænd, sygeplejesker, læger og skolelærere, der helt ned på folkeskoleniveau sidder og fortæller folk alt det, de kan og må.«

Og som Lea Korsgaard anstrengt konstaterer:

»Det er overgået fra at være noget, man skal skamme sig over at have lyst til, til at være noget, man skal skamme sig over ikke at have lyst til.«

Sex i velfærdsstaten

Mange af de ledende figurer i det såkaldte sexpol-miljø fik siden større roller i opbyggelsen af velfærdsstaten. Gruppen udgjorde en avantgarde, hvis idealer senere – især fra slut 1950’erne og frem – fik folkelig udbredelse og bredere politisk opbakning, hvor den hang tæt sammen med venstrefløjens studenterbevægelse, hvor en stor del af velfærdsstatens kernearkitekter sad, forklarer Lea Korsgaard. Det samme gjorde sig gældende i Norge, siger Håvard Friis Nilsen:

»Betydningen af denne gruppe af mennesker kan ikke underdrives, når vi taler om opbygningen af efterkrigstiden velfærdsstat – både indirekte, men også direkte,« siger han.

»I Norge havde vi for eksempel en psykoanalytiker ved navn Nic Waal, som deltog i boligplanlægningskomiteer. Hun sørgede for, at staten byggede treværelses lejligheder i stedet for toværelses, fordi det var vigtig, at forældrene kunne have deres sexliv i fred for børnene. Alene det havde en enorm betydning for et friere og mere afslappet forhold til seksualitet.«

Nic Waal havde i øvrigt også en stor indflydelse på det danske åndsliv, hvor hun i mange år arbejdede i børnepsykiatrien. Håvard Friis Nilsen nævner også hele udbygningen af de kommunale fritids- og ungdomsklubber, der også understøttede de unges mulighed for at være uforstyrret sammen og udforske deres seksualitet.

Let på tråden

Verden så med forundring på den seksuelle revolution i de skandinaviske velfærdsstater, og der opstod en myte om, at Norden skulle være et seksuelt paradis, hvor alle kvinder var blonde, blåøjede og villige, forklarer Håvard Friis Nielsen og nævner den svenske filmsucces »Jag är nyfiken gul« (I’am Curiuos), fra 1967 om en ung eksperimenterende svensk kvinde, som en af de ting, der også var med til at præge omverdens syn på os.

»Meget af alt det passede naturligvis ikke på virkeligheden,« siger han.

»I realiteten var vi stadig små lande præget af mange små og tætte protestantiske og pietistiske bygder og byer. Den reelle seksuelle frihed opstod i større byer som Paris, Wien og New York.«

Men sikkert er det dog, understreger han:

»At velfærdssystemerne i Norden på områder som seksualitet, graviditet og fødsler er de bedste i verden, når vi taler om seksuel vitalitet og antallet af unge mødre og aborter.«

Hvor går vi hen?

Tanken udbygges af Christian Graugaard er professor på Sexologisk Forskningscenter i Aalborg:

»I 1960’erne eksperimenterede man ganske vist med eksotiske størrelser som ‘fri kærlighed’ og ‘åbent ægteskab’, men hvor der dengang var tale om insisterende seksualpolitiske utopier, er rastløsheden i dag et vilkår, som ingen levende kan undslippe,« fortæller han.

I modsætning til vores bedsteforældre må vi i dag håndtere et bugnende seksuelt og socialt overskud, som indebærer muligheder såvel som blindgyder. Der må hele tiden fortælles nye historier om kønnet, kroppen, kærligheden og seksualiteten, og vores erotiske rum må til stadighed genfortrylles med alt, hvad vi ejer og har. Fra saftspændte one night stands til timelang tantrisk ekstase. Fra energisk solosex til seksuelle smagsfællesskaber, ansigt til ansigt eller et hemmeligt sted i de virtuelle labyrinter. Fra dedikerede fornuftsægteskaber til singleliv og brogede regnbuefamilier, som Christian Graugaard udtrykker det.

»Sexlivet er blevet et snakkesaligt medusahoved, hvis hovedmotiv har forskudt sig fra det reproduktive til det rekreative. Hvor sex tidligere var tæt sammenkoblet med slægtens videreførelse, er forplantningsaspektet i dag kun ét ud af tusind mulige – og hvor man siden mellemkrigstiden har kunnet dyrke sex uden at få børn, er det i dag muligt at få børn uden at dyrke sex.«

Måske er det, det der  bliver velfærdsstatens største seksualpolitiske udfordring.