Vi skal glemme, hvor uligheden kommer fra

“At diskutere ulighed gør det muligt at manipulere lidt med tallene, diskutere Gini-koefficienter og grænseværdier, justere på skattelovgivningen og velfærdsydelser, måske endda chokere offentligheden med tal, der viser, hvor alvorligt problemet faktisk er blevet … men faktisk kan man samtidig sige alt dette uden at tale om nogen af de faktorer, folk normalt er kritiske overfor i forbindelse med samfundssystemer med ulighed: For eksempel at nogle mennesker er i stand til at forvandle deres formue til magt over andre mennesker, eller at folk får at vide, at deres behov ikke er vigtige, og at deres liv ikke har nogen værdi i sig selv.“

Ulighed har altid eksisteret, så der er ingen grund til at spørge, hvor den kommer fra. Det noget provokerende argument går som en rød tråd hos de to gange David med efternavnene Wengrow og Graeber i bogen Altings begyndelse, der udkom dette forår. For at beskæftige sig med ulighed på den måde, mener de, indikerer, at “det aldrig vil kunne lade sig gøre at ændre den“ – og gavner kun dem, der i dag nyder godt af magtforholdene.

Selvom den formaning kan foranledige en til at tro, at spørgsmålet er irrelevant at beskæftige sig med, mener forfatterne det stik modsatte. I stedet skal vi stille helt andre spørgsmål til menneskets historie. Ifølge arkæolog-antropolog-makkerparret har forfattere som Yuval Noah Harari, Steven Pinker eller Jared Diamond i alt for lang tid domineret bestsellerlisterne med tanker baseret på to forskellige, men lige forkerte fortællinger, der blindt har formet vores europæiske idéhistorie:

Oplysningsfilosoffen Rousseaus idé om, at det først var med landbrugsrevolutionen, vi fik den komplekse verden, vi kender i dag. Og på den anden side hans modstykke i britiske Thomas Hobbes, der skrev, vi har levet i en brutal naturtilstand med alles krig mod alle, hvorfor stater og regler er nødvendige for at holde vores primitive instinkter i ave.

Begge idéer indikerer, at en grad af frihedsundertrykkelse – “partiarkatet, hære, massehenrettelser og irriterende embedsmænd“ – er et nødvendigt onde for, at et stort antal mennesker i vores moderne “civilisation“ kan leve sammen. Og netop den forvrængede forståelse af civilisationsbegrebet kommer ifølge Wengrow og Graeber til udtryk i vores overoptagethed af ulighed, der særligt er taget til siden finanskrisen i 2008 og har dannet konsensus om, at “verdens problemer på den ene eller anden måde skyldes det stadigt voksende svælg mellem rig og fattig,“ som de skriver i bogen.

“Det er en provokation til dem, der siger at det slet ikke giver mening at prøve. Til dem, der siger, at historien og den sociale revolutions kræfter vil knuse os i stumper. At der er love, årsager og regler i den menneskelige udvikling, der siger, at strukturelle ændringer eller lege med sociale organiseringer er dømt til at mislykkes,“ siger Wengrow, der er arkæolog ved University of London og i oktober var på lynvisit i Danmark i forbindelse med bogens danske oversættelse.

Hvordan egalitære samfund har mistet deres lighed er både en gammel og kedelig debat, mener han. Men hvad skal vi så egentlig spørge om i stedet? Gennem historien har vi svinget mellem at være fri og ufri og mellem mere og mindre hierarkiske samfundsformer, forklarer Wengrow på vegne af sin kollega, der for to år siden pludselig døde, da de var ved at lægge sidste hånd på bogen.

“Vi stiller et helt andet sæt af spørgsmål, som ikke kun handler om frihed, men også om, hvordan man har bevæget sig frem og tilbage mellem leg og alvor. Historisk set har fx meget krigsførelse mindet om en sport, et spil eller en leg – uden den form for ‘industrielle slagtning’, vi kalder krig i dag. Nogle gange ser det ud til, at vi sidder fast.“

“Vi vil vise, hvor opfindsomme mennesker har været i at inddæmme relationer baseret på autoriteter eller dominans. Vi har fantastiske beviser for, at mennesker effektivt har leget med forskellige former for hierarki, men at de har været begrænset til meget specifikke sammenhænge – som i begravelsesritualer eller karnevaler.“

Det gælder også den private ejendomsret, som vi tror er en moderne idé, men hvor nogle af de mest egalitære samfund i historien – som aboriginere på det australske kontinent, der ifølge Wengrow var de mest “anti-ejendomsret-agtige-personer“ – faktisk har haft lignende principper. De dukkede bare kun op i få kontekster, siger han: “Igen bliver spørgsmålet ikke, hvor uligheden stammer fra. Det bliver, hvordan uligheden brød ud af sit bur og blev generaliseret til en situation som den, vi har i dag, hvor man ikke engang kan gå på gaden uden at træde på andres private ejendom?“

Det modsatte af utopisk

Graeber blev kendt for sin optimistiske tro på, at verden kan se radikalt anderledes ud: Med bogen Bullshit Jobs og som en del af bevægelsen Occupy Wall Street lagde han aldrig skjul på, hvilken fløj han tilhørte. Men hvor aviser som Politiken har kaldt hans og Wengrows nyeste værk for en “anarkistisk og nærmest queer-agtig fortælling“, der viser vejen for “politisk forandringskraft“, er det ikke alle, der ser indsparket som frisk luft.

I New York Review of Books skrev filosoffen Kwame Anthony Appiah, at makkerparret var blåøjede i deres søgen på en utopi, der aldrig kommer til at eksistere. Men ifølge Wengrow er bogen alt andet end en udlægning af politiske visioner. I sommer sagde han til The Guardian, at bogen er så “u-utopisk“, som en bog kan være.

“Bogen er for frihed og eksperimentering. Men jeg synes virkelig ikke, at den er utopisk i den forstand, at man forsøger at finde paradigmer eller modeller fra fortiden, som kan løse nutidige problemer. Problemet ligger også delvist i ordet utopi. For nogle mennesker minder det om de sidste århundreders store sociale eksperimenter – som den marxistiske opfattelse af primitiv kommunisme – som alle er endt i katastrofer. Til dels fordi de er baseret på myter, ja, sandkorn.“

Wengrow fremhæver et eksempel fra bogen, den forhistoriske by Çatalhöyük i Tyrkiet, hvor man i tusinder af år så ud til at leve egalitært og var nogle af de første til at dyrke landbrug på en stor skala. Heller ikke her er pointen at vise, at det samfund nødvendigvis er bedre, men snarere, at byen i mange år “havde en dobbeltkarakter“ og skiftede mellem egalitære og hierarkiske former, siger han:

“På den anden side har vi en situation som den, Graeber var meget involveret i, i Rojava, i det nordlige Syrien eller det vestlige Kurdistan. I årtier har man eksperimenteret med at skabe en ny og anderledes samfundsform baseret på økologiske principper, ligestilling mellem kønnene og lige adgang til indflydelse. Det er langt det mest radikale sociale eksperiment i Mellemøsten – og i verden – i dag. Det kan du også kalde utopisk.“

Det spørgsmål, Wengrow oftest støder på, siger han, er, at hvis han og Graeber virkelig skulle have ret – hvis mennesker altid har været så diverse, eksperimenterende og innovative – hvorfor er vi så effektivt endt op med ét globalt system, hvor alle stater ligner hinanden? Det synes han “ærlig talt er et ret dumt spørgsmål“.

“Det er alle de her ting, der blev påtvunget med magt gennem imperier, folkedrab og landtyveri, og som vores bedsteforældre og oldeforældre har oplevet. Det havde slet ikke nogen gradvis evolutionær karakter,“ siger Wengrow og peger på, at eksperimenter som Rojava siden begyndelsen har været forsøgt ødelagt af både nationalstater og internationale samfund.

“Hvis de virkelig var dømt til at mislykkes, kunne den tyrkiske, syriske og britiske regering bare læne sig tilbage og se det falde sammen. Nej, de bruger en formue og sender militser ind og sulter dem, mens de gør alt for at sikre, at projektet fejler. Man kan undre sig over, hvorfor folk, der argumenterer for at det er umuligt at leve på andre måder end i dag, ikke bare slapper af? Hvorfor læner de sig ikke tilbage og lader folk eksperimentere? Det er udelukkende et spørgsmål om ideologi.“

Antropologiens beskidte hemmelighed

Altings begyndelse er ikke heller ikke blevet mødt uden kritik fra forskere, der i årevis har sagt det samme som Wengrow og Graeber. Men ifølge Wengrow skal bogen netop læses som en magtkritik af, hvem der får lov at fortælle historierne – og dermed skal den give liv til glemte fortællinger. Som tekster af sociologen Marcel Mauss, der rent faktisk forsøgte at omformulere begrebet om civilisation.

“Han havde fx ret i at påpege, at mennesket allerede længe før byernes opståen var utroligt mobilt og forbundet og flyttede planter, dyr og varer rundt i en imponerende og utrolig skala. Alt det kan vi vise videnskabeligt nu. Der er rigtig gode grunde til at vende tilbage til nogle af disse begreber, som blev umoderne eller gik tabt i litteraturen.“

“Det ironiske er, at jeg så mange gange har hørt folk sige, at først når to professorer i Europa skriver om de her ting, først nu bliver folk opmærksomme på problemerne. Det er en smule uretfærdigt. Da vi startede, ledte David Graeber stadig efter job, ingen ville ansætte ham i Nordamerika. Jeg ser vores bog som en støtte til arbejde, som vi mener er blevet forsømt.“

Når man beskæftiger sig med 30.000 år gamle samfund, er kildematerialet nødvendigvis skrøbeligt. Det er arkæologien og antropologiens lod. Som de gør klart flere steder i bogen, er fortidens nedskrevne fortællinger ofte baseret på mennesker, der havde ganske prominente positioner i samfundet – som de europæiske intellektuelle, der tyvstjal deres idéer fra indfødte amerikanere og præsenterede dem som deres egne.

Men selvom kilder fra koloniherrer ikke giver den fulde fortælling om vores forfædre, betyder det ifølge Wengrow ikke, at vi helt skal afskrive dem, mener Wengrow.

“Graeber plejede at kalde det antropologernes lille, beskidte hemmelighed, hvad man gør med de her koloniale kilder. Nogle mener, at vi slet ikke burde røre dem. Men i den proces mister man stort set de eneste informationskilder, vi har om nogle af de folk, som enten ikke brugte skriftsystemer, esom var ofre for folkemord, og derfor er deres mundtlige historier ikke blevet overleveret. Vi er derfor af den opfattelse, at de her kilder faktisk er meget værdifulde.“

“Man skal bruge dem kritisk. Og måske har vi ikke været kritiske nok. Men meget ofte er det kilder, man opdager ikke er blevet citeret i generationer eller har overlevet de akademiske filtre. Smukke klumper af mundtlig historie.“

Mænd, der taler til mænd

Flere steder i bogen nævner Wengrow og Graeber, at der har eksisteret samfund, der både har været patriarkalske og matriarkalske, og hvor kønnene har haft bestemte roller og virket til at have det fint med det. Eksempelvis citerer de et studie, der systematisk søger efter ord som lighed og ulighed på alle beslægtede sprog i tekster fra middelalderen og frem til det 18. århundrede – viser, at det at spørge om et samfund er mere eller mindre egalitært, er en tanke, der først dukker op i slutningen af perioden.

“Det er bl.a. sådan, vi har opbygget argumentationen for, at begrebet ulighed har en oprindelse, eller at ulighed måske er unaturlig. Men det er på ingen måde en universel eller indlysende måde at se på menneskets historie på. I kilder som den franske koloniherre Lahontans dialoger er der meget lidt diskussion af ulighed i form af materielle goder. Der tales meget om frihed. Vi konkluderede derfor, at meget af det, vi taler om, når vi taler om lighed og ulighed, i virkeligheden handler om noget andet. Personlig autonomi og sociale friheder.“

“I nationen Huron-Wendat, som den indfødte Kandiaronk tilhørte, var der forskelle i materiel rigdom mellem udvidede familiegrupper og mellem enkeltpersoner, men der synes ikke at have været nogen åbenlys mekanisme til at omsætte disse materielle uligheder til magt over andre individer. Det kom kun til udtryk, hvis nogen fx har begået en forbrydelse som et tyveri, mord eller voldtægt. Det lokale straffesystem var ikke baseret på straf, men genoprettende principper. Hele familien skulle betale erstatning. I nogle dele af Europa har vi haft lignende principper, hvor materielle forskelle begynder at spille en rolle.“

Allerede i første kapitel skriver Wengrow og Graeber, at det ofte ikke står klart, hvad vi mener, når vi taler om ulighed. “Formuer? Muligheder? Præcis hvor lige skal folk være for, at vi kan sige, at vi har ‘afskaffet ulighed’,“ spørger de. Men netop det problem, ligger de to forfattere måske også selv under for. For selvom kvinder og deres viden spillede en vigtig rolle i fortiden, holder de sig tilbage med at forklare, hvordan mænd monopoliserede familien og den økonomiske og politiske magt – en forklaring, Graeber også tidligere er blevet kritiseret for at udelade.

Du taler om ulighed som et spørgsmål om at konvertere materiel rigdom til magt, men hvordan ser det ud, hvis vi ser på, hvem der har adgang til at tage beslutningerne?

“Langt størstedelen af de oplysninger, der er repræsenteret i europæiske kilder om indianske folk, er hentet fra mænd. Det er i bund og grund mænd, der taler til mænd. I nogle tilfælde var der tale om samfund, hvor kvinderne havde lige så stor – hvis ikke større – magt i beslutningsprocesserne. Vi mangler de her perspektiver.“

Hovedpointen i bogen synes dog alligevel at være, at vi skal fokusere mindre på, hvem der havde ret i historien, så længe vi har øjnene åbne for, at der altid kan findes en modsatrettet fortælling. Wengrow har nu slået sig sammen med den tyske forskningsenhed Forensic Architecture, der på samme måde bruger arkitektur og data til at modbevise gængse udlægninger af politiske spørgsmål.

Han kan endnu ikke løfte sløret for, hvordan samarbejdet kommer til at udmønte sig, men er sikker på, at Graeber ville have elsket det – og havde han været her i dag, ville de helt sikkert også have undersøgt, hvorfor nogle mennesker “frivilligt foretrækker autoritære og hierarkiske former“.

“Hvordan det i virkeligheden er det, der foregår i husholdninger, i familier, i kønsrelationer og i forholdet mellem gamle og unge, der i sidste ende gør det muligt at skabe større former for dominans. Hvordan voldsprincipper infiltrerer systemer af kærlighed, omsorg og slægtskab – eller bliver blandet sammen. Arkæologien fortæller en masse om de små detaljer i folks liv. Vi foregiver ikke at forstå processen – der hverken er abstrakt eller filosofisk, men en social virkelighed – men det slog os, at der er noget vigtigt her.“

/Emma Louise Stenholm