Nyhedsanalysen
Lille spejl: Hvem bliver verdens mægtigste?
Ugens republikanske partikonvent formede sig som én langtrukken hyldest til personen Donald J. Trump, snarere end politikeren. Han trådte i karakter som tidens ultimative selfie-stjerne: Hans tydelige træk af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse både underholder, skræmmer og forstyrrer vores vante forestillinger om politik.
’The Donald’ har forvandlet valget til et realityshow – med ham selv som både dommer og hovedrolleindehaver. De uventede udtalelser og skøre påfund har i månedsvis skabt et dagligt drama og ikke mindst en uforudsigelighed, som rummer større underholdningsværdi end alle de andre og mere nøje planlagte underholdningsshows på tv, såsom ’Survivor’, ’American Idol’ og ’Hell’s Kitchen’. Trump har formået at træde ind på en allerede fuldt oplyst scene, den storpolitiske, og formået at skabe endnu større spektakel end sædvanligt. Millioner af vælgere, som normalt ikke interesserer sig så meget som et hurtigt zap for politik, er begyndt at følge valgkaravanen.
Op mod 14 millioner flere vælgere har stemt til primærvalgene, alene på grund af Trump. Det er bemærkelsesværdigt, nøjagtig på samme måde som da Barack Obama trak nye vælgerne til stemmeurnerne i 2008.
Med sin ikoniske frisure er ’The Donald’ trådt i karakter som den ultimative selfie-stjerne i et forbrugssamfund, hvor berømmelse trumfer substans; og hvor politik er underholdning: “Vi kommer til at vinde så meget, hvis jeg bliver valgt, at I ender med at blive trætte af at vinde”. For tv-kanalerne har Trump været en drømmekandidat. Allerede før han annoncerede sit kandidatur, var han en landskendt tv-personlighed – på niveau med nogle af USA’s største sports- og popstjerner.
Forelsket i sig selv
I den mest roste bog om præsidentvalgkampen i 2008, ‘Game Change’, skrevet af journalisterne John Heilemann og Mark Halperin, karakteriseres Bill Clinton som “narcissist på en episk skala”. Men hans overmand er nu fundet. Flere mediekritikere har spekuleret i, om Trumps politiske iscenesættelse i virkeligheden blot er en del af en markedsføringsturné for reality-tv-showet ’The Apprentice’, hvor Trump har fungeret som hoveddommer i sammenlagt 14 år, og hvor en anden showbusiness-politiker, Arnold Schwarzenegger, nu har taget over som vikar. Herhjemme forsøgte TV Danmark tilbage i 2004 at lancere en dansk version med titlen ‘Hyret eller fyret’ med Klaus Riskær Pedersen i rollen som Donald Trump, mens TV3 samtidig viste ’På kontrakt’ med FCK-bossen Flemming (Don) Østergaard som vært. Ingen af de to danske koncepter slog igennem.
Redaktør for TelevisionWeek, Michele Greppi, forklarer tiltrækningskraften: “At se showet er ligesom at gå i en zoologisk have, hvor der er nogle dyr, man er nødt til at kigge på mellem fingrene. Jeg ville ikke ønske at være hans ansatte, men jeg er nødt til at se, hvem han fyrer eller lovpriser næste gang”.
Sceneskiftet fra Donald til Arnold har en omvendt symbolik: Trump er den største celebritystjerne, som har stillet op til præsidentposten i USA, uden forudgående politisk erfaring. Men politikere med kendis-faktor er ikke et nyt fænomen. Bodybuilder-skuespilleren og Hollywood-ikonet Arnold Schwarzenegger, alias ’The Governator’, blev i 2003 valgt som guvernør i verdens 8. største økonomi, Californien. Og tilbage i 1980 – og endnu mere ikonisk – blev skuespilleren Ronald Reagan valgt som USA’s 40. præsident, efter at have været guvernør i Californien i to valgperioder.
Fra sin tid i showbusiness og som kandidat til en politisk toppost havde Ronald Reagan ikke tilnærmelsesvis samme kendis-faktor, som Arnold Schwarzenegger havde, eller som Donald Trump har i dag. Men allerede dengang i 1980 omdøbte vittige hoveder den føderale hovedstad på østkysten, Washington D.C., til “et Hollywood for grimme mennesker”. Eller slet og ret: “Politik er showbusiness for de grimme”, som det blev formuleret af den politiske konsulent Bill Miller i 1991.
Den kyniske pointe er, at dramaet i Hollywood og i politik i bund og grund er det samme, men at de smukkeste og mest fotogene stjerner tager til Vestkysten, mens de grimmeste og groveste magtfolk må søge mod Østkysten.
Overraskende nok udviklede Schwarzenegger sig til at blive en succes som guvernør, og i dag står han tilbage som en slags popkulturens svar på et renæssancemenneske, der ganske ubesværet har bevæget sig fra at posere som levende kropsskulptur på Whitney Museum i New York og mingle med Andy Warhol, til at glide over det kulørte liv i projektørlyset i filmstudierne i Hollywood til i de senere år at optræde som spydspids for den globale, grønne energiomstilling og eksempelvis overrække bæredygtighedsprisen ’Sustainia Award’ i København. Muskelbundet er mangetydigt – økonomisk højreorienteret og kulturelt progressiv; lysegrøn og glad for gigantbiler; primitiv og begavet på én gang. Ja, Schwarzenegger har sat helt nye standarder for politisk showbiz, der provokerer folk til at engagere sig.
Trump gør det samme: Begge har formået at trække normalt apolitiske vælgere til stemmeboksene, som ellers ikke vil gøre deres stemme gældende – og de har begge dermed udvidet demokratiet. Måske er ’The Donald’ i virkeligheden også et postmoderne reality-renæssancemenneske, hvis originale performance er at være så massivt til stede som overhovedet muligt i medierne, døgnet rundt?
Glem for et øjeblik de politiske replikker, som han bruger til at påkalde sig opmærksomhed. Måske er det kun staffage?
Total genkendelse
Trumps både stramt koreograferede og vildt improviserede valgkamp har så mange oplagte lighedstræk med dramaturgien i de mest populære reality-shows, hvor indbyrdes konkurrerende pseudo-personligheder kæmper imod hinanden over længere tid, at flere kommentatorer, forfattere og psykiatere har forsøgt at tolke Trumps kandidatur som et rent mediefænomen, der alene lever i kraft af hans allestedsnærværende x-faktor. At præsidentprojektet reelt handler om selvpromovering: “Vil du vide, hvad total genkendelse vil sige? Når nigerianerne nede på gadehjørnet, som ikke taler ét ord engelsk, og som ikke ved noget, og som sælger ure for en eller anden gut i New Jersey, når jeg går forbi dem, og de råber ‘Trump, Trump’. Det er total genkendelse”.
Det kan være svært at finde personer, som overtrumfer Trump i selvforherligelse. Men det er lykkedes for komikeren Bill Maher: “Har I lagt mærke til, at ifølge Donald Trump, er der ingen, som gør noget bedre end Donald Trump? Han er den hvide Kanye West”. Med 21 Grammyer og tre albums på Rolling Stones top-500 over musikhistoriens bedste skiver hører den amerikanske hiphopper blandt popkulturens største megastjerner. Kanye West, der er gift med reality-fænomenet Kim Kardashian, har en evne til konstant at skabe sladder-skandaler, der i første omgang fylder mediefladerne og som i anden omgang bruges til at sælge alskens produkter. Senest har West skabt klondike-stemning i gummisko-branchen med lanceringen af de ubetalelige Yeezys-sko. Ja, Yeezys! I sammenligning med den sorte messias fremstår selv Trump som en opkomling. Kanye ’Yeezys’ West har da også allerede annonceret som politiske ambitioner – dog kun i spøg: “Jeg har besluttet mig for at stille op som præsident i 2020”. Og hvad var Trumps reaktion, ja, selvfølgelig et selvfornøjet spørgsmål: “Jeg tænker på, hvem mon gav ham den idé? Jeg håber, at han stiller op imod mig en dag”.
Trump, Kanye og Kardashian synes at være inspireret af hinanden i deres jagt på det næste opmærksomhedsfix. Kulturkommentatoren Chuck Klosterman har i sin smagløse, men begavede bog om popkulturelle fænomener ‘Sex, Drugs, and Cocoa Puffs: A Low Culture Manifesto’ inddampet hemmeligheden bag reality-succesen til følgende fire råd til nye deltagere: 1) hold dig til at optræde som én forenklet arketype, der skiller sig ud fra mængden, 2) hold fast i ét markant og provokerende budskab, som du står helt alene med, 3) hold gang i dramaet ved at optræde utilregneligt og uforudsigeligt, så kameraet altid følger dig, døgnet rundt, og 4) hold dig hele tiden et skridt foran de andre og sørg for at ændre eller i hvert fald skabe usikkerhed om reglerne til din egen fordel. Umiddelbart kan Donald Trump sætte kryds ved alle succeskriterier: “Hvis han havde været en fiktiv figur i en film, ville ingen have troet på rollen. Men hver gang Trump begår det, som kommentatorerne opfatter som en fejl, går han frem i meningsmålingerne,” vurderer Klosterman. Selvsikkerheden smitter af på publikum.
Trump dyrker en særlig form for kristendom, inspireret af Manhattan-præsten Norman Vincent Peale, som i 1952 skrev selvhjælpsbogen ‘The Power of Positive Thinking’. Lyset er i bogstaveligt forstand spotlyset. Bogen lå 186 uger på New York Times bestsellerliste og endte med at blive solgt i over 30 millioner eksemplarer. Peales forkyndelsen handler ikke meget om hverken Gud, synd eller helligånden, men sammenfattes i et mindre ophøjet slogan: “Jeg ved, at med Guds hjælp kan jeg sælge flere støvsugere”. Peales positive tænkning, som Trump lærte at kende allerede som seksårig, er mere terapeutisk end teologisk, og den vigtigste grundsætning er: Tro på dig selv!
Modgang gør stærk
Analyser af gennemslagskraft og vinderpotentiale i reality-konceptet peger i én bestemt retning: De mest succesfulde deltagere er de mest selvoptagede. Allerede kort inde i realityprogrammerne kan man udpege vinderne som dem, der fokuserer mest egoistisk på at eliminere deres nærmeste konkurrenter og samtidig sørger for opføre sig så sensationelt og intimt-dramatisk, at tv-kameraerne følger netop dem, døgnet rundt. Tankevækkende nok skaber de mindst sympatiske karakterer ofte det bedste fjernsyn.
Tv-tilrettelæggeren Robert Thirkell, som har været brugt flittigt af BBC til at konceptualisere en række reality-programmer, herunder ikke mindst den britiske versionering af ’The Apprentice’, har skrevet en bog, ’C.O.N.F.L.I.C.T. – an Insider’s guide to storytelling in factual/reality tv and film’, hvor han minutiøst gennemgår de vigtigste regler for at skabe et vellykket tv-show med virkelige personer: “Det vigtigste er at kunne forvandle sine hovedkarakterer til helte, og for at være heroisk, så skal man udfordres og overvinde store udfordringer – jo større, desto bedre. Det er udfordringerne, som får os til at blive ved med at se med og som skaber heltefiguren – hovedpersonen skal se usympatisk ud, før helten kan træde tappert frem,” skriver Thirkell.
Som tv-konceptmager havde han til opgave at finde en britisk erstatning for Trump, og netop derfor er Thirkells mange staldkneb særligt interessante. Han forsætter på sloganagtig vis: “Gode historier følger personer under pres og deres gradvise forvandling, ideelt frem til en ny forløsning” og “Succes kræver både underholdning og indhold”.
Ikke overraskende har et forskningsprojekt tidligere påvist en klar sammenhæng mellem deltagere i reality-shows og den narcissistiske personlighedsforstyrrelse. At lade sig underkaste tv-konceptets særlige krav om at blive bygget op som en heroisk skikkelse, ved først at blive udsat for ubehagelige prøvelser, kræver en stærk ekshibitionistisk trang til at blive set, hørt og udstillet offentligt. Hvis man ikke både nyder kappestriden og elsker at lade sig spejle i kameralinserne, som en anden Narcissus, har man nok heller ikke ærgerrigheden til at spille med. Det er dog værd at huske den egentlige historie om den græske yndling fra Ovid: Narcissus ser en dag ned i søens vand og bliver forelsket i sit spejlbillede – ikke i sig selv vel at mærke, men i sit spejlbillede, den ’anden’, som på én og samme tid er nærved og uopnåelig. Det er en rædselsfuld tilstand, som aldrig kan tilfredsstilles, og slet ikke med nok så mange optrædener i nye reality-shows.
I sin biografi skriver Michael D’Antonio om forsøgene på at diagnosticere ham: “Donald Trumps psykiatriske status er et gennemgående spørgsmål, som forfattere, filminstruktører og psykologer længe har forsøgt at besvare. Journalister har fremhævet Trump som en eksemplarisk narcissist siden i hvert fald 1988, og Trump trækkes frem i en række fagbøger om emnet, heriblandt ‘Abnormal Behavior in the 21st Century’ og ‘Personality Disorders and Older Adults: Diagnosis, Assessment, and Treatment’. Trump omtales også som en case-story i populærvidenskabelige bøger som ‘The Narcissism Epidemic: Living in the Age of Entitlement’ og ‘Help! I’m in Love with a Narcissist; and When You Love a Man Who Loves Himself’”. På syret vis er Trump altså blevet en celebrity selv inden for den psykiatriske litteratur, i øvrigt sammen med blandt andre oberst Gaddafi, Napoleon Bonaparte og Saddam Hussein.
På netpsykiater.dk findes en beskrivelse af den dramatiske personlighedsforstyrrelse, som lyder påfaldende som en karakteristik af en vis herre: “Hvis man har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, føler man, at man er noget helt specielt. Og at man derfor har krav på at blive behandlet bedre end andre. Man er meget optaget af rigdom og berømmelse, og man bliver vred, hvis nogen kritiserer en eller står i vejen for ens planer. Man betragter sig selv, som en der naturligt skal være i centrum, og man har svært ved at sætte sig ind i andres situation. Man lægger stor vægt på det ydre, og det er meget vigtigt, hvilken titel man har, hvordan man bor, og hvilken bil man kører i. Man opfører sig grandiost, dvs. at man føler, at man er fantastisk”.
Narcissus fascineres af, hvad han ser spejle sig i søen, men fornemmer samtidig, at han er adskilt fra spejlbilledet. Det er uopnåeligt og derfor pinefuldt. Selvforelskelsen og forfængeligheden kæmper således med selvhadet. Han vil se sig selv på afstand – og i dagens medieverden synes skovsøen at være forvandlet til en fjernsynsfladskærm. Som 12-årig kom Donald Trumps søn, Donald Trump Jr., med den mest hjerteskærende diagnose: “Hvordan kan du sige, du elsker os? Du elsker os ikke. Du elsker ikke engang dig selv, kun dine penge”.
Kendis-diagnosen
Normalt er det en uskik at psykoanalysere offentlige personer og udlægge diagnoserne i medierne. Men intet vedrørende Donald Trump er normalt. Trods officielle regelsæt udstedt af ’The American Psychiatric Association’ har flere psykologer udtalt sig om Trump og hans grænsesøgende personlighed. Om hans mangel på empati; hans forventning om, at andre kan se, hvor overlegen han er; fuld af overskud og med en viden større end andres, og hans grandiositet; hans eksceptionalisme.
Reglen om ikke at diagnosticere kendisser celebriteter opstod, da magasinet ’Fact’ i 1964 fik en række psykiatere til at vurdere senator Barry Goldwaters egnethed som præsident. Han sagsøgte magasinet, og sagen endte i Højesteret, som gav Goldwater medhold, men dog ikke imødekom hans erstatningskrav på to millioner dollar. Han fik blot 1 dollar for tort og svie, men lagde dog grunden til en regel, den såkaldte Goldwater-regel, som formelt forhindrer offentlig psykoanalyse. Men glem formalia – nogle psykiatere virker næsten ligeså opmærksomhedssøgende som Trump selv.
Neurologen Bobby Azarian går så vidt som til at sammenligne Trump med et af de mest frastødende fabeldyr, besat af vanvid: “Donald Trump minder om Gollum fra Ringenes Herre, og præsidentembedet er hans ring til at herske over dem alle”. Lidt mere moderat udtaler psykologiprofessor Howard Gardner fra Harvard Graduate School of Education, at Trump er “bemærkelsesværdig narcissistisk”. Klinisk psykolog Georg Simon kalder Trump for “en drøm, der er blevet til virkelighed”, og han bruger nu videoklip af Trump i sin undervisning om manipulerende adfærd. Gardner kan ikke finde bedre eksempler.
Mediepsykologerne kæmper blandt andet i magasinet Atlantic Monthly om at overgå hinanden: Trump er blevet et “ikon på narcissistisk personlighedsforstyrrelse”, vurderer klinisk psykolog Ben Michaelis. Psykoterapeuten Charlotte Prozan skærer igennem. Hun mener, at Trump er den letteste ’patient’ at diagnosticere: “I de første debatter afbrød han folk og optrådte dominerende. Han vil gøre alt for at nedgøre andre, for eksempel at sige til modkandidaten Carly Fiorina, at han ikke bryder sig om hendes udseende. ‘Du er fyret’, er bestemt heller ikke empatisk. Og han vil deportere immigranter, selv om to af hans koner har været immigranter”.
Twitter har været Trumps foretrukne platform til at fremhæve sine egne fortræffeligheder: “Tak – mange siger, at jeg er den bedste 140-karakters forfatter i verden. Det er nemt, når det er sjovt”. Prisen for det mest ekstremt selvglade tweet går dog til dette: “Undskyld tabere og hadere, men min IQ er én af de højeste – og det ved I alle. Så lad være med at føle jer dumme eller usikre, det er ikke jeres skyld”.
Tv-personligheden Omarosa, der blev kendt i ‘The Apprentice’, formulerede i 5. sæson selve den egoistiske raison d’être, som reality-shows redigeres efter: “Jeg kom ikke for at få venner. Jeg kom for at vinde”. Nogle afsnit senere udtalte Trump direkte: “Jeg beundrer dig. Vi har haft enorm succes sammen. Du har været med til at skabe ‘The Apprentice’. Du har været med til at gøre mig til en stjerne. Men Omarosa, du er fyret!”.
Kravet til tv-karakteren er i alle tilfælde, at de skal have distinkte kendetegn. Hos Trump svæver den distinkte signatur oven på hovedet, som en hjelm lavet af karamel-candyfloss: Håret! De orangefarvede laktråde, der er viklet pertentligt rundt om Donald Trumps hoved, har givet anledning til endeløse spekulationer om ægtheden af hans hårpragt. Er det en toupé? Er han i virkeligheden skaldet som så mange jævnaldrende? Blandt de mere løjerlige forklaringer er en teori om en hovedbundsoperation, som skulle have fjernet skaldede områder: “Operationen indebærer, at hud med skaldede pletter skæres ved – altså fjernelse af store lunser hud på hovedet – og dernæst stræk og sammensyning af den hud, hvor der stadig vokser hår. Hvis det lyder Frankenstein-agtigt, er det fordi, det er det,” skriver Eric Spitznagel i en karakteristisk artikel i magasinet Men’s Health.
Forfængeligheden
Én ting er ubestrideligt, nemlig den intense interesse for Donald Trumps fremtoning. Han gør også selv, hvad han kan for at larme visuelt: I sin hang til glitrende kitsch med guldindramninger og demonstrativ luksus kan han ofte minde om en nyrig, der heldigt er kommet til alt for penge. Trump søger målrettet at fremkalde andres misundelse og svælger i nysgerrigheden. Enhver lejlighed benyttes eksempelvis til at lade nøje udvalgte, typisk kvindelige repræsentanter fra publikum komme op på scenen, for at se håret og mærke miraklet i hovedbunden – og bekræfte over for kritikerne, at hårlokkerne rent faktisk sidder fast på guldkraniet.
Selv har han forklaret sit morgenritual i mandebladet Playboy: “Jeg står op, tager et brusebad og vasker mit hår. Så læser jeg aviserne og ser tv-nyhederne, mens håret tørrer. Det tager en time. Jeg bruger aldrig en hårtørrer. Når det er tørt, reder jeg det. Når det er, som jeg vil have det, selv om andre måske ikke synes om det, sprayer jeg – og så er det klar til dagen”. Den amerikanske sladderpresse mener dog at vide, at han flere gange har fået lavet hårtransplantationer. Skvalderen næres af Trumps afvisninger, men bundlinjen er, at håret vokser ud af hovedbunden.
Selv har en momentvis været med på at lave sjov med sit eget hår: “Hvad er forskellen på en våd vaskebjørn og Donald J. Trumps hår?” spurgte han på tv-stationen Comedy Central i 2011, og svarede selv, som kun han kan: “En våd vaskebjørn har ikke syv milliarder fucking dollars i banken”.
Frisuren er vokset frem til at blive et ikon, et fysisk varemærke. Og dét er i sig selv en imponerende bedrift. Blandt klodens snart fire milliarder mænd er der en påfaldende lille variation i hårmoden, og Donald Trump står alene i sin helt egen kategori: ’fladmast Fætter Højben-krølle’. Satiretegnere behøver bare at antyde hentehåret, og enhver ved straks, hvem der er tale om. Når man tænker på, hvad kvindelige Hollywood-kendisser lader sig underkaste af kropslige deformationer og plastik-operationer, er lidt hårlak billigt sluppet for at kunne skille sig opsigtsvækkende ud på globalt plan. Hårlakken hedder i øvrigt ‘CHI’s Helmet Head Extra Firm’, og kan købes for $16 pr. spraydåse.
Frisuren har skabt en mytologi omkring Trump, der udfoldes suverænt af den canadiske forfatter Stephen Marche, som i en tekst om det voksende pres på den hvide mand i den nye globale økonomi skriver: “Helt tæt på er håret langt mere kompliceret, end det fremstår på tv-skærmen. Det har en tredelt konstruktion – og flertydig mening. Først og fremmest er der hentehåret, som ganske vist kun kan kaldes for hentehår i samme forstand som skibakken inde i indkøbscentret i Dubai kan kaldes for en bygning. Håret er avantgarde-ingeniørkunst – med et forfinet udtryk som kappen fra en nordisk gudinde, eller noget mirakuløst, næsten vægtløst metal, der er udviklet i et tysk laboratorium. Det smyger sig om kraniet, i en form for bølgebevægelse, der trodser ikke blot aldring og tab, men også tid, rum og – virkeligheden”. Stephen Marche fortsætter til de næste to etaper: “Bag dette tekniske skue af hentehår i front, kommer nakken – som et kontrapunkt – hvor håret er klippet på gammeldags vis. Det er en klassisk anderumpe. Det er så klassisk, at jeg kun har set det i film, der handler om 1950’erne. Altså ikke film, der er lavet i 1950’erne, men film fra 1970’erne om 1950’erne. Mellem hentehåret og anderumpen, mellem de to æggeledere, som repræsenterer det modernistiske og det oprindelige; det fantastiske og det nostalgiske, er der et tredje rum. Selv lige ved siden af skal kan kigge nøje efter for at opdage det. Det buler, lidt, men kun lidt. Det er den reelle del af håret, den menneskelige del, selve håret. Det er hængslet på Donald Trump”.
Det er en så ætsende beskrivelse, at han næppe selv ville være smigret. Og heri ligger paradokset: Lige så meget Trump angler efter anerkendelse, lige så nærtagende er han over for opmærksomheden. I et karakteristisk tweet skriver Trump: “Som alle ved, men som haderne og taberne nægter at anerkende, bærer jeg ikke en paryk. Mit hår er måske ikke perfekt, men det er mit”. Håret står dog ikke alene. Også hans næsten selvlysende ansigtskulør hudflettes flittigt i medierne. Det påfaldende orange skær og de store, hvide ringe omkring øjnene vækker opsigt, ikke mindst blandt de andre kandidater: “Det er den værste spraytan i hele USA,” drillede Marco Rubio på et valgmøde i Atlanta, Georgia, og fortsatte: “Donald Trump kan godt lide at sagsøge folk. Han burde sagsøge dem, der har lavet hans ansigt”. Vittigere hoveder har ligefrem fundet på et slogan til Trump: ’Orange is the new black’ – efter tv-serien på Netflix. Alle USA’s præsidenter var hvide, indtil Barack Obama, og nu er den første orange præsident så måske på vej.
Skuespillerne fra tv-serien har naturligvis også givet deres besyv med. Selenis Leyva, der spiller rollen som ‘Gloria Mendoza’ i serien, udtaler bidsk: “Jo skørere han udtaler sig, desto bedre klarer han sig. Det er ligesom en episode i ’Twilight Zone’: Jo mere tosset, desto mere alvorligt bliver han taget”.
Trump drømte også oprindeligt om selv at gå direkte ind i showbusiness, og som 23-årig betalte han 70.000 dollars for at være medproducent på Broadway-komedien ‘Paris Is Out!’, som blev at gedigent flop. Trump er en regelmæssig gæst ved premierer på musicalscenerne omkring Times Square, og glimmerstøvet hænger evigt ved.
“New York. Min by. Hvor hjulene i den globale økonomi altid spinder. En beton-metropol af uovertruffen styrke og målrettethed, som driver forretningsverdenen frem. Manhattan er et ubarmhjertigt sted. Denne ø er den virkelige jungle”. Sådan indleder Trump det allerførste afsnit af tv-showet ’The Apprentice’. Han fortsætter med øget intensitet i stemmen, mens tv-billeder panorerer rundt blandt storbyens hjemløse og skyskrabere: “Hvis du ikke tager dig i agt, vil byen æde dig og spytte dig ud igen. Men hvis du arbejder hårdt, kan du virkelig nå toppen. Mit navn er Donald Trump, og jeg er den største boligudvikler i New York. Men det har ikke altid været så let. For 13 år siden var jeg i alvorlige problemer. Jeg havde en milliardgæld. Men jeg kæmpede mig tilbage, og jeg vandt i det store spil. Jeg har lært at mestre kunsten at forhandle, og jeg har gjort navnet ‘Trump’ til et kvalitetsmærke. Som mesteren ønsker jeg nu at give min viden videre til en anden. Jeg leder efter – Lærlingen”.
‘The Apprentice’ blev en kæmpe succes med Trump som vært. Deltagerne, som i første omgang var ukendte entreprenører og små forretningsdrivende, dystede om at blive en del af Trump-imperiet. Men tv-showet handlede om mere end det. Det var den ultimative jobsamtale, og Trump var ikke bare vært. Showet var bygget op om ham som solkongen, og opgaverne handlede direkte om at hjælpe til i hans forretningsimperium, fra at leje lejligheder i Trump Tower til at arrangere events på et af Trumps kasinoer eller golfbaner. Den ultimative hovedpræmie var at blive ansat – og ikke fyret undervejs – og dermed en del af Trumps forretning. Men de mindre præmier i løbet af sæsonen var også ren reklame for ejendomsmogulen selv – fra en tur i Trumps luksusyacht, helikopter eller overnatning i en af hans overdådige residenser.
Tv-showet virker til at have fungeret ideelt som affyringsrampe for det senere kandidatur til præsidentposten. Han har fået skabt en mediemaskine, som overrumpler de andre dødelige. Bag det blankpolerede dommerbord i The Apprentice lærte han vigtigheden af at skille sig ud fra mængden. At turde sige tingene, som de er. For dét giver seere. Og vælgere – åbenbart. Han kørte sig selv op på at være en ’straight shooter’; en no-bullshitter. Pludselig var han ikke kun en stor mand i New York City, men kendis tværs over USA.
Da Trump i begyndelsen af 00’erne trådte frem på skærmen virkede han umiddelbart mere afdæmpet, og som en mand, der øste af sin erfaring fra toppen af samfundspyramiden, hvorfra han talte ned og belærte sine lærlinge om de protestantiske værdier, for eksempel snusfornuftige bonmoter som “Omgiv dig med folk, der er til at stole på” og “Vær loyal, hav gåpåmod”. Trump argumenterede dengang roligt, og han fremstod til tider alvidende og faderlig. Langt fra Las Vegas og hans altædende attitude under valgkampen. Han havde dog også sine koleriske stunder i 00’erne i ’The Apprentice’, og forsøgte sågar at tage patent på slagordet ’You’re fired!’. Men generelt dyrkede han køligheden og den kolde kynisme fra Wall Street. I dag synes tv-spektaklet i stedet at have ædt ham op, og det ene praleri erstatter lynhurtigt det næste praleri, i en endeløs parade af selvpromovering og overdrivelser.
Alt er hurtigere, højere, stærkere – Citius, Altius, Fortius! Trump har ikke ét enkelt øjeblik forsømt at fremhæve sig selv som vindernes vinder: “Skønheden ved mig er, at jeg er meget rig,” som Trump erklærer uden skam. Men bag scenen er også en virkelighed. Tv-showet ’The Apprentice’ nåede op på 28 mio. seere, men begyndte også at fuse ud, mens Trump var hoveddommer. Filmanmelderen James Poniewozik trækker en parallel mellem programmets udvikling og Trumps popularitet: “De mest succesfulde reality-formater, for eksempel ’Robinson’ og ’Vild med dans’ kan holde i årevis, men de individuelle personligheder såsom Paris Hilton slides op. Trump var ikke kun vært på ’The Apprentice’, han var selve handlingen, og handlingen blev gammel”. Kendis-faktoren er ikke en magisk succesopskrift. Med mindre man da lige hedder mr. Trump og bare flytter videre til næste og endnu større show: Præsidentvalgkampen.
Dyrkelsen af det selvoptagede menneske kan ofte virke helt infantil. Journalistforfatteren Tom Wolfe, der brød igennem med ’new journalism’ og en ny form for intenst, selvoptaget og essayistisk journalistik i begyndelsen af 1960’erne, navngav den store efterkrigstidsgeneration, også kendt som ‘the Baby Boomers’, for “Me-generationen”. I et berømt essay ‘The Me Decade and the Third Great Awakening’ i New York Magazine i 1976 kaldte han tilmed perioden op mod 1980’ernes yuppie-epoke for “Mig-årtiet”. Tom Wolfe står tilbage som en krønikeskriver, som var én af de første til at beskrive den selvrealiseringsbølge, der opstod blandt de bedst stillede i Vesten – i den tidstypiske blanding af grådigheden efter øget materiel vækst og ungdomsoprørets frisatte individualisme. I dag virker Tom Wolfe besnæret af Donald Trumps præsidentvalgkamp: “Han er en elskelig megaloman. Barnligheden får ham til at virke ærlig. Mange har påpeget, at han ikke fremlægger konkrete politiske planer. Men det minder mig om en stærk scene i én af George Bernard Shaws romaner, hvor en ældre politiker taler med en yngre assistent om en tale. Den unge mand siger: ‘Sir, du taler kun om principper. Der er ikke nogen plan’. Hvortil den ældre politiker svarer: ‘Ah, nu begynder du at fange det, nu forstår du det”. Det synes også at være Trumps tilgang”.
Gennembruddet for Donald Trump blev også forudset af en anden samtidsdiagnostiker, før ejendomsmogulen overhovedet fik færdiggjort sit første ikoniske byggeri, Grand Hyatt New York. Allerede i 1979 udgav den amerikanske historiker Christopher Lasch sit hovedværk, som på dansk har fået titlen ‘Narcissismens kultur: en analyse af et samfund i opløsning’. Men den amerikanske originaltitel er mere præcis: ‘The Culture of Narcissism: American Life in an Age of Diminishing Expectations’. Heri præsenteres en samfundsanalyse, som på skræmmende vis forklarer Trumps triumf, da Trump ganske enkelt sætter krop på tidsånden. Æraen for faldende forventninger er et glimrende udtryk for den herskende tidsånd, hvor der fro længst er gået inflation i trangen til flygtig opmærksomhed. Christopher Lasch nøjes nemlig ikke alene med at konstatere forfaldet, moralskredet og individualismens triumf, han har også en klar analyse af årsagerne og perspektiverne.
Opløsningen af religion, traditioner og familiebånd har ifølge Lasch skabt en ny, hyper-hedonistisk tilstand, hvor det enkelte mennesker mister fodfæste i traditioner og i stedet er efterladt til at søge mening alene og identitet gennem selvrealisering, shopping og en desperat søgen efter ydre anerkendelse. Den narcissistiske personlighedsforstyrrelse er dermed endt med at blive en normaltilstand, hvis ikke ligefrem et ideal: “Pics or it didn’t happen”.
I ‘Narcissismens kultur’ har Christopher Lasch et afsnit om det, han kalder for “politik som show”, og som passer påfaldende præcist på Trumps fremgang. Lasch ser præsident Richard Nixons kollaps i begyndelsen af 1970’erne som syndefaldet: “Med Nixon nåede show-politikken et tragikomisk højdepunkt. Uinteresseret i principper og programmer, kun drevet frem af ambition og af uklar modvilje over for Østkystens liberale Establishment helligede Nixon det meste af sin karriere til kunsten at imponere et usynligt publikum med sine evner for statsmandskunst”. I dag synes Trump at trumfe Nixon – og han har gjort showet mere virkeligt end virkeligheden selv. ’The Donald’ har forstørret alt, hvad Lasch skrev, og som dengang blev opfattet som mavesurt af mange anmeldere. I dag er forfaldsmyten blevet hverdag: “Lasch forudså en epidemisk bølge af selvrealisering blandt unge, som med en svag identitet konstant ville søge bekræftelse i opmærksomhed, materielt forbrug og ekstreme oplevelser. Og hvad Lasch frygtede, udlever Donald Trump med endnu større schwung end nogen anden på jordkloden,” skriver forfatteren Michael D’Antonio.
’The Donald’ er blevet et levende eksempel på tidens værdier: “Hovedrig og universelt berømt. Trump etablerede sig i sin tid som entreprenør i den offentlige bevidsthed, men formåede at gå videre og indtage to endnu mere prominente (nogle vil sige tilsvarende) positioner – gameshow-vært og politiker. I disse nye roller hjalp hans allerede konstruerede Selv ham perfekt på vej. Med kameraer, der er evigt fikseret på ham – i en højteknologisk version af søen, hvor Narcissus så sig selv reflekteret – kan Trump være undskyldt for at tænke, at han rummer en form magi indeni”.
Kongen af selfie
I et anerkendt og omtalt studie af sammenhængen mellem narcissisme og selfie-kulturen, altså tendensen til at tage billeder af sig selv og dele dem til offentligt skue, har de to psykiatere Delroy L. Paulhus og Kevin M. Williams påvist, at den såkaldte ‘mørke triade’ af narcissisme, psykopati og machiavellianisme ofte gør sig gældende blandt folk, der søger spotlyset som levevej. Udover de grandiose karaktertræk fra narcissistisk personlighedsforstyrrelse præges tidsånden også af en udbredt cocktail af manglen på empati, impulsivitet, kynisme og manipulerende adfærd.
Sygdomstrækkene er imidlertid netop en samfundstilstand, og dermed ikke noget, der kan isoleres til enkeltindivider, heller ikke til Donald Trump. Han træder blot frem som selfie-kongen af det 21. århundredes tidsånd. Altid med et lidt mere ekstremt twist, eksempelvis da han udtalte i vel nok verdenshistoriens vildeste politiker-citat: “Jeg kunne stå midt på 5th Avenue og skyde én – og jeg ville ikke miste nogen vælgere”. Ordene kræver vist ikke nærmere psykologisk fortolkning. Dét er maksimal selvforelskelse.
I sin populærvidenskabelige bog ‘The Narcissist Next Door: Understanding the Monster in Your Family, in Your Office, in Your Bed – in Your World’ strejfer psykiateren Jeffrey Kluger fænomenet Donald Trump. Jeffrey Kluger konkluderer om Trumps pinefulde selvforelskelse: “Der findes en særlig form for narcissisme, som psykologer kalder for ‘maske-modellen’, hvor den selvtilbedende attitude bruges som en måde at dække for det stik modsatte, nemlig en dyb usikkerhed og manglende selvværd”. Jeffrey Kluger henviser til den østrigske psykoanalytiker Heinz Kohut, som fandt på ‘maske-modellen’, og som forklarede fænomenet med en opvækst præget af forsømmelse, nedværdigelse og manglende empati. Et gennemgående træk for dem, der lider af ‘maske-model’-narcissismen er, at de forsøger at kompensere for selvhad. Jeffrey Kluger konkluderer dog, at Trump ret beset er et udtryk for sin tidsalder, snarere end en klinisk set syg mand: “Baseret på kriterierne mener jeg ikke, at Trump kan diagnosticeres, selv om det kan virke skørt og ulogisk ikke at gøre det. Men han lever i et kapitalistisk samfund, hvor man værdsætter mænd (ikke så meget kvinder) som ham. Hvis han blev transplanteret til et andet land og en anden epoke, tror jeg ikke, at hans adfærd ville blive opfattet lige så positivt”.
Men Trump befinder sig heller ikke i andet land eller i en anden tidsalder. På toppen af Amerika udlever han de luksusdrømme, som millioner og atter millioner knap nok tør fantasere om – han lever flamboyant og flygtigt som en lottomillionær: Trump er tidsånden.
Teksten er et uddrag af kapitlet ‘Showbiz for de grimme’ fra Lars Trier Mogensens nye bog ‘Den Store Joker’, som netop er udkommet på Gyldendal.