Illustration: Dall-E og Føljeton
Plakaterne er identiske. Stedet er det samme. Principperne har også fået det samme magiske antal – syv. Socialdemokratiet satser på at kunne genopføre valgkampen fra 2019 her i slutspurten og lægger med onsdagens velfærdsudspil knap nok skjul på, at de nu lanceret den svære toer.
Foran røde plakater med et stort smilende foto af social- og sundhedsassistent Pia, med samme udtryk for bryggeriarbejderen Arne havde for små fire år siden, og igen med Plejecenter Sølund i København som scene, fremlagde Mette Frederiksen (S) et principkatalog, som først og fremmest skal afhjælpe rekrutteringsproblemerne i den offentlige sektor.
Det væsentligste budskab er dog, at vælgerne skal mindes om regeringsperiodens største succes. For Socialdemokratiet havde vitterligt succes med Arne. Intet udspil har haft større effekt på vælgerstrømmene end netop de syv principper, som Mette Frederiksen lancerede tilbage i januar 2019. Dengang lykkedes det at trække de afgørende vælgere hen over midten, særligt fra Dansk Folkeparti.
Udover de konkrete løfter om at ville afsætte ekstra tre mia. til lønbonusser til udvalgte faggrupper, såsom fængselsbetjente, er udspillet et forsøg på at minde vælgerne om, at Socialdemokratiet rent faktisk formåede at indfri deres valgløfte sidste gang.
“Da vi stod her sidst, var det Arne, der var med. Og meget af den diskussion, jeg tror, vi kommer til at se den næste uges tid, den tror jeg, kommer til at minde meget om den diskussion, der var om Arne,“ sagde Mette Frederiksen, og erkendte dermed, hvad den sidste offensiv reelt handler om.
Netop fordi de syv principper, som Socialdemokratiet præsenterede i 2019 om en mere værdig tilbagetrækning, blev kritiseret for at være for ukonkrete, ja, som daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen ligefrem kaldte for det “største bluff i dansk politik i generationer“, satser Mette Frederiksen på, at de nye syv principper vil få folk til at tænke: Hun kan gøre det igen!
Realpolitisk er projektet bestemt også muligt. Selvom principperne strider mod hinanden og risikerer at udløse en benhård kamp mellem forskellige fagforbund, og i øvrigt kortslutte den danske model, vil det uden tvivl være muligt at give flere penge ud til højere lønbonusser. Den hårdeste kritik handler derfor ikke om realismen.
I de kommende dage venter et potentielt større politisk problem, nemlig det fænomen, som Sveriges tidligere socialdemokratiske statsminister Tage Erlander omtalte som “de voksende forventningers utilfredshed“. Vælgerne forventer simpelthen forbedringer, ikke mindst når de allerede er blevet stillet dem i udsigt.
Som sundhedsprofessor Signild Vallgårda har beskrevet Erlanders bitre erfaring: “Den indebærer, at uanset, hvor meget velfærdsstatens ydelser udbygges og forbedres, vil vi hurtigt vænne os til dem og forvente mere. Det er skruen uden ende, og derfor vil fortællingen om besparelser og kriser blive ved med at kunne bruges i den politiske debat.“
Eftersom Mette Frederiksen længe har bygget op til at ville lancere sine principper for højere løn til nogle faggrupper i den offentlige sektor, er det ikke just jubelscener, der bryder ud nu, hvor de ganske teknokratiske formuleringer så endelig er blevet offentliggjort. Tværtimod risikerer principperne snarere at skuffe mange:
“Risikoen er, at det rykker den anden vej. Boostet har de indkasseret, fordi de ved at komme med sådan en klar melding om højere løn har fået vælgere til at tro, at det nok er dem, der får noget,“ siger valgforsker og professor ved Aarhus Universitet Rune Stubager om Socialdemokratiets mulige vælgergevinst.
Gamle Tage Erlander måtte erkende, at de svenske sosser, Socialdemokraterna, ikke kan forvente at blive belønnet på valgdagen for at have lovet eller sågar skabt sociale fremskridt, men stik modsat risikerer at blive mødt med skuffelse og utilfredshed. Sådan kan det også meget vel ende med at gå for statsminister Mette Frederiksen på tirsdag.
De syv principper rummer ikke tilstrækkeligt ideologisk schwung eller blot en større fremtidsfortælling, som i sig selv er nok til at give Mette Frederiksen en klar platform for fire år mere i Statsministeriet. Principperne er ikke bluff, og heller ikke ligegyldige. Men de kommer alt for sent til at rykke nok vælgere.
Her fem dage før folketingsvalget er status, at de rød-grønne partier til sammen ikke har 90 mandater, og at Venstres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen dermed står til at afgøre magtdysten. Han vil skulle vise hidtil ukendte sider af sit eget opportunistiske væsen, hvis han skulle ende med at forære Mette Frederiksen nøglerne til Statsministeriet. /Lars Trier Mogensen