Trods “grønt“ hamskifte kan Socialdemokratiet ikke vise vejen

Det siger de selv

Klimapolitik er at satse på Danmark som “en grøn stormagt“.

Der skal indføres en CO2-afgift på landbruget.

Luftfarten skal være grøn. Omstillingen skal finansieres af en flyafgift på 13 kr., og partiet har en ambition om en CO2-neutral indenrigsrute i 2025.

Havvindenergi skal femdobles frem mod 2030, og alt havvindspotentiale skal “høstes“ inden 2050. Derudover skal der flere vedvarende energikilder på land, men som ikke må være til gene for lokalsamfundene.

Naturen skal være vildere.

Danmark skal være et “udstillingsvindue for resten af verden“ ved at “udvikle og implementere grønne løsninger“.

Danske virksomheder skal understøttes “i at udvikle og udbrede deres grønne løsninger“ med afsættet, at det vil skabe flere arbejdspladser herhjemme.

Den Grønne Ungdomsbevægelse vurderer

Socialdemokratiet har i denne valgperiode ladet sig presse af grønne partier til bl.a. af anerkende til under valget at foreslå, at en CO2-afgift skal omfatte landbruget. Desuden har Socialdemokratiet anerkendt, at Danmarks 2030-mål bør hæves. Socialdemokratiet ser ud til at have været på lidt af en grøn rejse, efter man i regeringsgrundlaget ved valget i 2019 måtte erkende, at klima- og miljødagsordenen var det vigtigste for vælgerne. Derfor har Socialdemokratiet rykket sig, fordi særligt Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale har stillet konkrete krav. Socialdemokratiet er ret vilde med strøm og har arbejdet meget for udbredelsen af havvind, som ifølge partiet skal femdobles frem mod 2030, og alt havvindspotentiale skal findes i Danmark inden 2050.

Socialdemokratiet har holdt meget fast i kortsigtede benspænd og udskydelser af reelle CO2-reduktioner i den sidste valgperiode, som har forhalet den grønne omstilling. I alle aftaler den socialdemokratiske regering har siddet for bordenden af, har man spillet lavt ud. I de første knap to år af sidste valgperiode mente Socialdemokratiet, at de fleste af Danmarks udledninger først skulle reduceres tæt på 2030 – også kendt som hockeystavsmodellen. Da man så endelig skulle forhandle de forskellige sektorer, var ambitionerne sat lavt, og man hævdede, at der var en masse benspænd – og at man var bekymret for, at befolkningen ikke var med på eksempelvis en afgift og omstilling af landbruget. Både på infrastruktur, landbrug og under forhandlingerne af CO2-afgiften var Socialdemokratiet udspil så utilstrækkelige, at støttepartier og grønne organisationer var i oprør over, at de ikke på nogen måde kunne føre til 70 pct.-reduktion i 2030. Klimarådet har flere gange afvist, at Socialdemokratiet har kunnet vise vejen til 70 pct.-reduktion, og de har påpeget, at Socialdemokratiet har været for positiv over for ukendte og uprøvede teknologiers potentiale. Der har været lidt langt imellem, hvad Socialdemokratiet har brandet sig på, og hvilken politik vi rent faktisk har set dem føre. /Caroline Bessermann og Mette Susgaard

Føljeton vurderer

Socialdemokratiet har skiftet ham. Fra at have være et decideret sort parti er Mette Frederiksen på kort tid rykket i en retning, hvor hun ser den grønne omstilling som det bedste bud på en offensiv industripolitik. Hovedmotivet for at støtte en stadig mere kontant klimapolitik er således ikke bekymring for hele klodens tilstand, men snarere en tro på øget og vellønnet beskæftigelse her i Danmark. Socialdemokraterne måler derfor den grønne omstilling på antallet af ekstra jobs, ikke koncentrationen af CO2-molekyler i atmosfæren. /Lars Trier Mogensen

Caroline Bessermann og Mette Susgaard er værter på Den Grønne Ungdomsbevægelses podcast Hvem fanden stemmer man på midt i en klimakrise?

Lars Trier Mogensen er politisk redaktør ved Føljeton og er bl.a. også vært for P1-programmet Guld og grønne skove.