Kære læser

Kampen om decimaler

Folkets Klimamarch i København før kommunalvalget i 2021. Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Det er en noget nær umulig opgave at finde en positiv vinkel på Ruslands invasion af Ukraine, der nu har varet 248 dage. Det har dog ikke afholdt det Internationale Energiagentur (IEA) fra at forsøge. Den globale energikrise udløst som følge af invasionen har nemlig formået at fremskynde den grønne omstilling, skriver agenturet i deres nyeste World Energy Outlook-rapport. De forventer desuden, at den globale udledning af CO2 vil toppe i 2025. Et år, der i så fald vil markere et positivt vendepunkt i klimahistorien.

Trods energiagenturets indsats er det dog også ret svært at finde de optimistiske vinkler på den nuværende klimakatastrofe. IEA indvender da også hurtigt, at selvom omstillingen går hurtigere, går den langt fra hurtigt nok. Agenturet advarer om, at den nuværende klima- og energipolitik vil medføre en temperaturstigning på 2,5 grader i 2100. Et estimat, som er i overensstemmelse med FN’s forudsigelse om en temperaturstigning på 2,1 til 2,9 grader samme år, som fremgår i deres seneste under temaet Emissions Gap. “Medmindre landene optrapper deres indsats for at imødegå klimakrisen dramatisk, står verden over for en global katastrofe,“ meddelte FN’s generalsekretær António Guterres, da rapporten udkom onsdag. Politikernes lunkne klimapolitik giver altså kloden hedeslag, og lige nu er der – ifølge FN – “ingen gangbar vej til 1,5 grader på plads“.

Vi har allerede ramt 1,2 grader. Forskere har gentagende gange påpeget, at der er nogle meget afgørende decimaler mellem 1,5 grader, som er målet i Parisaftalen, og de 2 til 3 graders temperaturstigning, som ifølge IEA og FN’s estimater er uundgåelig uden øjeblikkelig politisk handling. Forskellen mellem 1,5 grader og 2 grader er forskellen mellem havis i Arktis hver tiende sommer eller en gang hvert århundrede. Den halve grad vil også betyde, at hedebølger vil påvirke 37 pct. af verdens befolkning frem for 14 pct. Og derudover vil der være et dobbelt så stort tab af insekter og planter, hvis vi når helt op på 2 graders temperaturstigning.

Grønne tylskørter på mode

På trods af de noget dystre vejrudsigter og en siddende statsminister, der virker til at trives i stormens øje, valgte Mette Frederiksen at udskrive et tryghedsvalg og ikke et klimavalg i begyndelsen af denne måned. Med få dage til folketingsvalget viser en ny måling fra Voxmeter dog, at klima topper vælgernes liste over vigtige emner. Under valgkampen er særligt landbrugspolitik da også blevet så mainstream, at selv Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet vil være med. Det er derfor ikke længere et spørgsmål om, hvem der vil gøre noget for klimaet, men et spørgsmål om, hvem der vil gøre nok.

Da regeringen kom med deres klimaudspil forrige søndag, var en CO2-afgift på dansk landbrug en del af pakken. Den skal med klimaminister Dan Jørgensens ord få Danmark “i mål med klimamålene om 50-54 pct. reduktion i 2025 og 70 pct. reduktion i 2030“.

Alligevel mener Sebastian Mernild, klimaforsker ved SDU og hovedforfatter til FN’s klimapanels IPCC-rapport, at debatten om, hvordan Danmark konkret skal indfri 2025-målet “fylder alt for lidt“ under valgkampen. Et mål, der også ifølge Concito’s analyse i Altinget fra august “hænger i en tynd tråd“.

Det er ikke længere forbeholdt politikere i grønne tylskørter at tale klimaets sag. Socialdemokratiet har de seneste uger brugt en del af deres taletid på både klima, men også om det grønne parti Alternativet. I fredagens Information anbefaler tidligere minister og forperson i Socialdemokratiet Mogens Lykketoft endda at stemme på partiet. Det er jo meget belejligt, når nu der stadig er få decimaler mellem et tilnærmelsesvis “grønt“ flertal bestående af partier, der f.eks. er med i klimaloven, og et flertal, der er afhængigt af bl.a. Nye Borgerlige, som hverken er en del af klimaloven og for nyligt har meldt ud, at deres ufravigelige krav er reserveret til udlændingepolitik – ikke klima.

Alle valg er klimavalg

I Brasilien står det værre til. I landet, der er verdens fjerdestørste demokrati, en af verdens største udledere af drivhusgasser, og som lægger land til halvdelen af jordens regnskov, går befolkningen allerede søndag til stemmeurnerne.

Eksperter vurderer, at præsidentvalget mellem Jair Bolsonaro og Luiz Inácio da Silva (Lula i folkemunde) bliver et skæbnevalg for regnskoven, og ifølge klimaaktivist Txai Suruí er valget den sidste chance for at redde Amazonas. Efter en tæt første runde, hvor Lula fik flest stemmer, men ikke sikrede sig et flertal, skal de to præsidentkandidater ud i en anden og afgørende runde.

Lula har udtalt, at Brasilien skal spille en lederrolle i klimapolitik og lovede i juni at opfylde Brasiliens mål for reduktion af udledninger som fastsat i Paris-aftalen. For Bolsonaro er det dog svært at love guld og grønne skove, da der under hans tid på præsidentposten har været en rekordhøj rydning af regnskoven, hvilket er den ledende årsag til Brasiliens CO2-udslip.

Meningsmålinger peger på, at Lula får lov til at redde regnskoven, og at Alternativet efter en pludselig medvind (eller i hvert fald en frisk brise) kan kravle over spærregrænsen. Som det ser ud lige nu, bliver kampen for politisk handling og klimaets fremtid dog afgjort af få decimaler. /Emilie Ewald

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12