Bidronningens magt

Det var en magtdemonstration. Det er muligvis en kliché og i øvrigt kun popmusik, vi taler om, men ingen af os 38.000 publikummer, der i går var så heldige at være i Telia Parken for at høre og se den amerikanske superstar Beyoncé, kunne være i tvivl om, at der var tale om en overlegen magtdemonstration. Hun er uden sammenligning den største popstjerne, vi har på denne forslåede klode i øjeblikket, og når hun sådan tager os måbende velfærdsbuttede danskere igennem to en halv times show, giver popmusik og hele den forløjede pengemaskine omkring den pludselig mening.

For Beyoncé er ikke ”kun” popmusik, og derfor er det ikke uvæsentligt, at hun netop går op på scenen og demonstrerer magt. Det er muligt, at hun gjorde det endnu mere eksplicit på sit seneste album Lemonade, men som en sort kvinde betyder det faktisk noget at kunne gribe millioner af mennesker med tekster om undertrykkelse, frihed – ja, og magt – ved med egen næsten nøgne krop at vise stolthed, styrke, ekvilibrisme og få hele verden til at synge med på det. For som hun i en af de mange musikvideoer til Lemonade selv citerer Malcolm X for at have sagt:

”Den sorte kvinde er den mindst respekterede person i Amerika. Den sorte kvinde er den mest ubeskyttede person i Amerika. Den sorte kvinde er den mest negligerede person i Amerika.”

Det er det billede, Beyoncé tager livtag med og for en stund helt kvæler. Men det er desværre blot for en stund. For det er, som om hele verden deltager i en racekrig i disse år. I Europa handler den især om de mennesker, som flygter til vores kontinent, og i USA handler den (stadig) om de sorte og de hvide. Næsten dagligt rapporteres der om nye overgreb mod den sorte befolkning, og det kan være svært at forstå, når man står i Telia Parken og ser popbranchens mest magtfulde kvinde.

Tillad os derfor at give ordet til amerikanske Ulrike Schmidt, der befinder sig et sted i periferien af redaktionens netværk. Hun har en sort mor og en hvid far, er uddannet jordmoder og bor lidt uden for Austin Texas. Modsat sine tre søskende er hendes dna-streng faldet sådan ud, at hun ser hvid ud, men sådan føler hun sig ikke. Forleden lavede hun følgende opdatering på Facebook, som berørte os dybt (oversat):

”Lad det være sagt med det samme, så ingen her er i tvivl: Jeg er ikke hvid,” begynder hun.

”Det kan godt være, at jeg hører til i forskellige grupper, men jeg er ikke hvid. Det kan godt være , at jeg er opvokset i hvide miljøer, men jeg er ikke hvid. Det kan godt være, at jeg har hvide venner, men jeg er ikke hvid. Det kan godt være, at jeg deler de hvides privilegier på grund af mit udseende, men jeg er ikke hvid.

Jeg er en blanding, og halvdelen af min familie er sorte.

Disse gentagende uretfærdige mord berører mig i mit inderste. Det kunne være min ven, min onkel, min tante eller min kusine næste gang. Ligesom mine forfædre, som blev skudt, banket, hængt fra træerne, voldtaget, kidnappet fra deres hjemland, solgt på auktioner, og som opbyggede dette lands rigdom uden anerkendelse; grusomhederne fortsætter, præcis som det var for dem. Det kan godt være, du ikke ser det eller forstår det, men det gør vi. Det at kunne lukke øjnene for det er i sig selv et privilegium.

Men det er helt lige meget, om du ser det. Det er helt lige meget, at du tror, tingene er bedre i dag. Din opfattelse af tingene gør det ikke til virkelighed. Prøv at forklare det til de uskyldige mænd og kvinder, der har mistet livet på grund af deres hudfarve. Forklar det til deres børn. Sig det ind i ansigtet på dem.

Black lives matter. Alle mennesker betyder noget. Og før vi indser, indrømmer og taler om disse systematiske uretfærdigheder mod de sorte, er vi ikke kommet videre. Og husk: Hvis du vælger at forblive tavs og vælger samme side som undertrykkerne, så husk, at det også er et privilegium. Folk derude kæmper for deres liv.”