Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Glædelig valgdag! Eller rettere: Gleðiligar valgdag! Mens vi herhjemme i Danmark må vente til i morgen med at sætte krydset (medmindre man altså allerede har brevstemt), går færingerne i dag i stemmeboksen for at vælge Færøernes to nye mandater til Folketinget. Det er næsten som at få lov til at åbne en gave lillejuleaften. Vel at mærke en gave, der også fungerer som en lidt pinlig undskyldning for, at man helt glemte at tjekke kalenderen og kom til at placere valget d. 1. november oveni Færøernes officielle mindedag for søfolk, der er døde på havet. Så meget for det rigsfællesskab.
Egentlig er det heller ikke, fordi der er den store spænding om, hvad den færøske gave kommer til at rumme. Meningsmålinger peger på, at både det færøske socialdemokrati, Javnaðarflokkurin, samt Venstres søsterparti Sambandspartiet står til at genvinde deres respektive pladser, hvorfor der med al sandsynlighed vil være et mandat til både rød og blå blok. Mest opsigtsvækkende er det, at Sambandspartiets nuværende, 78-årige MF’er Edmund Joensen ikke genopstiller, og at hans barnebarn Anna Falkenberg potentielt kan overtage posten. Skulle det ske, vil Anna Falkenberg blive den blot anden kvinde, der bliver valgt til Folketinget på Færøerne. Til sammenligning har 22 mænd indtil videre haft den ære siden 1953 – ligesom ministerposterne i den færøske regering pt. kun besættes af mænd.
Kort fortalt ligger et ligestillingsopgør stadig og venter i det færøske. Meget ligesom der venter et opgør i Lagtinget på den anden side af valget, hvor landsstyreformand i kultur- og udenrigsanliggender Jenis av Rana kan se frem til et mistillidsvotum. Det kommer helt fortjent, efter politikeren fra det kristne parti Miðflokkurin har udtalt, at han aldrig kunne drømme om at pege på Søren Pape Poulsen (K) som statsminister, da “det at leve som såkaldt ‘homoseksuel’ er i strid med den grundlov, som jeg personligt har, og som mit parti også har, og som jeg synes, at Færøerne også har“. Gud, hvor priser vi os dog lykkelige over, at grundloven ikke defineres ud fra Jenis av Ranas forkastelige, gammeltestamentlige mavefornemmelser.
Apropos forfølgelse af homoseksuelle og andre minoritetsgrupper, kan Jyllands-Posten her til morgen fortælle (betalingsmur), at regeringen i interne dokumenter fra Udlændinge- og Integrationsministeriet er blevet advaret om forholdene i Rwanda, hvor homoseksuelle chikaneres og diskrimineres, ligesom der rapporteres om “tortur, umenneskelig og nedværdigende behandling af tilbageholdte personer i myndighedernes varetægt“. Mens udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) har kaldt Rwanda for et “progressivt“ land, og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har udtalt, at Rwanda “leder ved eksemplets kraft“, når det eksempelvis kommer til at “fremme af kvinders rettigheder og menneskerettigheder“, har regeringen simpelthen ligget inde med analyser fra embedsmænd, der peger på det stik modsatte.
Egentlig er det ikke videre overraskende, at regeringen så skamløst har opbygget potemkinkulisser, når det kommer til idéen om at etablere danske modtagecentre for asylansøgere i Rwanda. Alt ved forslaget har fra begyndelsen virket så bizart og virkelighedsfjernt, at man næsten bare har ventet på, at Mattias Tesfaye (S) ville afsløre, at der bare var tale om skjult kamera. Dagen før folketingsvalget er der dog ikke meget der tyder på, at planerne vil blive direkte droppet – eller at toneangivende politikere på udlændingeområdet endsige har tænkt sig at undsige dem. Set i det lys er det måske ikke dumt endda, at “demokratiets festdag“ ramler sammen med en national sørgedag. For hvis Danmark ender med at indgå et asylsamarbejde med Rwanda, risikerer vores nationale selvrespekt i hvert fald at blive dræbt. /David Dragsted