Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Så kom vi endelig til demokratiets festdag. Dagen, hvor valgflæsket er revet væk fra kølediskene, kandidater desperat deler de sidste flyers ud, og man endnu engang skal lære, hvordan man folder sin stemmeseddel på den rigtige måde.
Man plejer at sige, at en valgkamp er helt anderledes end sine forgængere. Det gælder også denne gang. Valget blev udskrevet med noget så usædvanligt som en trussel om et mistillidsvotum, kandidaterne klovner rundt på TikTok, og vi er blevet helt vant til at bruge ordet “triel“.
Men det er ikke på alle punkter, at valgkampen har været uhørt. Søndag deltog op mod 50.000 mennesker i 13 forskellige byer i Folkets Klimamarch for at understrege, at dette valg faktisk ligner valget i 2019 – altså det, der blev kendt som ‘klimavalget’. Føljeton var selvfølgelig til stede i menneskemængden i København.
Her møder den 16-årige belgiske klimaaktivist Ben van Bunderen Robberechts op på Slotspladsen foran Christiansborg efter en 14 timer lang togrejse. Han kommer for at stå på scenen og tale til tusindvis af klimamarchens deltagere. “Fuck fly!“ siger van Bunderen Robberechts til stor begejstring for publikum, hvorefter han giver sig til at fortælle historien om Rosa.
Danske Rosa og Ben møder hinanden til en klimasommerlejr i Belgien sidste sommer, og de to bliver hurtigt venner. En af dagene kommer der kraftig regn, og en lille bæk ved lejren bliver pludselig til en stor flod. Rosa bliver taget af strømmen, fortæller Ben, og forklarer, at han griber fat i hendes arm, mens han med sin anden hånd holder fast i en busk. Med ét bliver Ben ramt af en genstand, og han kan ikke længere holde fast i Rosa, der glider væk fra ham.
“Hun blev fundet tre dage senere længere nede af floden mod et hegn til en gård med sin blå t-shirt og sit rødfarvede hår. Rosa, som skulle have ændret verden med mig, blev det første direkte offer for klimaforandringerne i Belgien. Rosa døde ikke i et eksotisk land sydpå. Rosa døde her i Europa. Jeg siger ikke, at liv i det Globale Syd er mindre vigtige, men I skal alle vide, at klimaforandringerne er her. De er lige her, og de har ødelæggende konsekvenser.“
Klimademonstrationer har det med at tiltrække lidt af hvert, særligt i den mere gøglede del af spektret, men efter Bens tale står alle – inklusive folk i isbjørnekostumer – og ser alvorlige ud. Chefredaktør for Zetland, Lea Korsgaard, der er vært for arrangementet, takker Ben og beder forsamlingen om at holde et minuts stilhed for klimaforandringernes ofre.
Ben forlader scenen, og Lea Korsgaard vender blikket fra forsamlingen og ser ned i jorden. Der er bomstille, ingen rør sig. Den eneste bevægelse kommer fra vinden, der hiver i de mange bannere. Nogle deltagere efterligner Lea Korsgaard og bøjer hovedet nedad, mens andre fastholder blikket på scenen. Desværre varer stilheden ikke ved. Over Slotspladsen kommer en flyvemaskine til syne. Godt nok en lille en af slagsen, men alligevel med et insisterende lydniveau. De fleste bevarer stædigt ro i kroppen, mens enkelte sniger et blik op mod flyveren, der på hoverende vis brøler til de demonstrerende, at klimaet stadig ikke har vundet. Den lykkes dog ikke med at bryde stilheden fra folkemængden, der holder stemmerne inde. Endelig er der grønt lys fra Lea Korsgaard, der annoncerer, at “nu må I larme“, og et brag af en klapsalve sender flyveren på retræte.
Weekendens klimamarch viste, at der stadig er meget at kæmpe for. Tilbage er der nu blot at lade applausen give genlyd i stemmeboksen. Rigtig god valgdag derude! /Xenia Heiberg Heurlin