Kære læser

Hvem har nøglerne til regeringsmagten?

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

“Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene“
Matthæusevangeliet, kapitel 16, vers 19.

 

Lars Løkke Rasmussen (M) kunne gå på vandet, da uret nærmede sig kl. 23 på valgaftenen, og knap 70 pct. af stemmerne var optalt. I partiformandens sejrstale – for sådan en var der unægteligt tale om – blev der hverken sparet på de retoriske floskler eller de lurepassende fremtidsudsigter. Løkke havde som forventet dansk politik i sin hule hånd: Magtbalancen stod og faldt med Moderaterne. Prognoserne talte deres tydelige sprog, i hvert fald hos DR. Den var simpelthen næsten hjemme. Som en mand, der kender sin egen værdi, kunne Løkke færdiggøre sin kongemager-kroning med en sidste besværgelse:

“For en stund skal nøglerne i hvert fald forlade statsministeren… Om hun eller en anden skal have dem igen, beror på, om man i den kommende tid kan finde til rette om et bredt regeringsprogram, der bringer Danmark videre.“

Uheldigvis for Løkke er besværgelser dog ofte ret skrøbelige. Mystiske ting sker, når klokken passerer midnat; græskarrene er ikke altid, hvad de tager sig ud for at være – spørg bare Askepot. Med alle stemmerne færdigoptalt var dansk politiks selvudnævnte frelser ved et trylleslag blevet forvandlet til en trist pedel, der øjensynligt havde tabt sit nøglebundt. Tilbage stod rød blok med 90 mandater, og dermed med et flertal helt uden Moderaternes indflydelse. Ånden fra 1998, hvor ét enkelt afgørende færøsk mandat fældede Uffe Ellemann-Jensens statsministerdrømme, var utroligt nok begyndt at hjemsøge Christiansborg lige efter allehelgensaften.

Set i det lys var der ikke meget at sige til, at blå blok så flere og flere spøgelser, i takt med at aftenen skred frem. Venstres gamle nestor Claus Hjort Frederiksen – der ikke genopstillede, og derfor heller ikke havde noget at tabe – var ikke bleg for at smide Konservative under bussen for deres foreslåede topskattelettelser, endog med sammenligninger mellem partileder Søren Pape Poulsen og Storbritanniens ekstremt kortvarige premierminister Liz Truss.

I sin valgtale var Søren Pape Poulsen tilsvarende fanget i et kulørt drømmeland trods partiets ydmygende deroute. “Stadigvæk er der en chance for, at lige om lidt er det farvel og tak, Mette Frederiksen,“ lød det fra Pape, der endnu ikke havde indset, hvad klokken havde slået. Sidenhen skulle Alex Vanopslagh (LA) endog forsøge at bortforklare det røde flertal med de nordatlantiske mandaters indflydelse – omend med en meget vigtig indvending: “Men nu er vores demokrati, som det nu engang er.“

For nej, selvom Folketingsvalget bød på den laveste stemmeprocent i mere end 30 år, kan man dårligt undgå at blive betaget af demokratiets forunderlige troldspejl. Trods Løkkes præmature bebudelser findes der ikke længere kun ét nøglebundt, der kan åbne regeringsmagtens hellige haller.

Mandaterne er hverken bundet i himlen eller på jorden, alt kan vitterligt ske, når statsministeren i skrivende stund besøger Amalienborg for at orientere dronning Margrethe om valgresultatet. Det snævre flertal, som rød blok så hårdt har tilkæmpet sig, vil måske ikke engang blive taget i brug af Socialdemokratiet, der ifølge fungerende finansminister Nicolai Wammen stadig går efter en bred regering over midten. Fintællingen skal også gå sin gang, ligesom der ikke skal meget fantasi til at forestille sig, at et enkelt opportunistisk mandat pludselig skifter partifarve.

Den store bogstavleg er med andre ord først lige begyndt – med næsten uoverskuelige konsekvenser for fremtidens politiske landskab. Samtidig kan Radikales store – og i høj grad selvforskyldte – valgnederlag, som Stéphanie Surrugue flere gange kvitterede for på DR med et “av av av“, utroligt nok blive vendt til en sejr.

Som nattens partilederdebat illustrerede, står Radikale i hvert fald med muligheden for at give blå blok (og Moderaterne) et flertal, hvorfor selv Nye Borgerlige nu gør kur til dem. Det vil givetvis være politisk selvmord for Radikale at hoppe med på den galej, men har partiet med sit krav om et folketingsvalg ikke allerede bevist, at man er villig til at holde en selvudslettende kamikazekurs? Vi må naturligvis heller ikke glemme Lars Løkke, der måske ikke længere vogter nøglerne til Himmeriget, men stadig kan “gøre helvede hedt for enhver“, som en borgerlig politiker skulle have sagt det uden for citat til Politiken.

Kun én ting synes nu mere eller mindre sikker: At dagene for den socialdemokratiske etpartiregering er talte. Midt i virvaret ledes tankerne i den forbindelse tilbage til Mette Frederiksens ønske om et tryghedsvalg, og sossernes dertilhørende slogan: “Lad os passe på fremtiden.“ For hvad er det overhovedet for en fremtid, der stiles mod? Og hvordan skal det lidt tvetydige “passe på“ overhovedet tolkes?

Skal vi faktisk værne om fremtiden, dæmme op for klima- og sikkerhedstruslerne med progressiv handling og hårde, men nødvendige grønne beslutninger? Eller skal “passe på“ snarere læses som en advarsel, som et ønske om bagstræberisk at ignorere fremtidens problemer med brede og ufarlige løsninger, som reelt ikke løser andet end at sosserne ikke behøver at bekymre sig om at blive væltet? Og hvis ja til sidstnævnte, hvordan skal Mette Frederiksen så overhovedet forklare sig over for alle de røde vælgere, der føler sig godt utrygge over måden, hvorpå deres stemme er blevet knust af den nødesløse march mod midten? Vi har desværre ikke svarene her dagen efter valget – men spørgsmålene hober sig allerede op. /David Dragsted 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12