Kære læser

Det kosmiske Folketing

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Så er det dag… 3… Næ, vent, det er kun dag 2 efter valget. I de her dage er det, som om dansk landspolitik er et rumskib, der flyver med warp speed gennem universet. Hvis vi må have lov at blive i rum-analogien, så er der lige nu, så få timer efter danskernes stemmeafgivelse, en behagelig følelse af kosmos – altså kosmos som modsætning til kaos. Alt ligger på sin rette plads. Moderaterne er braget ind med 16 mandater, Danmarksdemokraterne med 14. Det virker dumt og ubegribeligt, men det er nu engang sådan, det er. Der er blevet luftet ud og ryddet op. Nogle politikere er røget ud af Folketinget på røv og albuer, andre, der virkelig knoklede for at komme ind, og som måske ville have kunnet ‘gøre en forskel’, er forblevet ude i kulden og må nu se sig om efter noget andet at lave.

I visse kredse vækker det forargelse, at Lars Løkke Rasmussen åbenbart et stykke ud på valgnatten, da resultatet af valget stod klart, ringede til Aaja Chemnitz fra det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit (IA) for at høre, om hun mon kunne være interesseret i at pege på “en ren blå regering“ i stedet for en regering ledet af Socialdemokratiet.

Men som manuskriptforfatteren Søren Frellesen konstaterer på Facebook: “Okay, hvis det allermest desperate, beskidte Machiavelli-Mephisto-Keyser Söze-luskebuks-stunt i dansk politik er at ringe til en grønlænder for at høre, om hun kunne overveje at ændre sin stemme, når den potentielle belønning er at blive statsminister, så kan jeg godt leve med det.“

Og tænk lige over det. Manden rækker efter stjernerne, og når det ikke lykkes (hvad det gudskelov ikke gør), så er prisen tårnhøj: Lars Løkke er dømt til i årevis at være daglig leder af et beskyttet værksted fuld af benovede, lalleglade, politisk tonedøve novicer, hvoraf formentlig ingen når ham til sokkeholderne i det der politiske håndværkeri, som alle siger, han behersker så suverænt. Sikke en rædsom skæbne! Og ærgerligt, at Løkke med sine strategiske evner ikke har kunnet efterlade et mere positivt aftryk. Men hvad er det nu, man siger? 38.439 personlige stemmer i Sjællands Storkreds tager ikke fejl.

Mette svømmer i stemmer

Hvad skal man så lægge i de 60.837 stemmer, som Mette Frederiksen (S) har –  ja, her ville vi gerne have skrevet “skrabet sammen“, men det er jo ikke dækkende. Det er jo et decideret stemmebad. Trillebør efter trillebør fuld af stemmer er blevet kørt hen til hende af ydmyge arbejderister, der hovedløst og lemmingeagtigt skovler dem over på deres dronning.

Kender vi danskerne ret, er de mange personlige stemmer næppe ment som et mandat til, at Mette Frederiksen sammen med sin mørke soulmate Barbara Beatrice Bertelsen bare kan gå ud og lave mere lort og rav i den med detailstyring, bersærkergang, forhastede beslutninger på et for dårligt oplyst grundlag, og hvad der i øvrigt klæber til hende af kæmpe skandaler (læs: mink og Findsen). Hvor antihierarkiske og nede på jorden danskerne end er, så foretrækker de åbenbart en leder, der udstråler, at her styrer vi med fast hånd, grænsende til det autoritære. Husk på, at Anders Fogh Rasmussen fik 70.024 personlige stemmer ved valget i 2001.

Noa Redington, der i sin tid var spindoktor for Helle Thorning-Schmidt (S), kaldte i en klumme i Politiken (betalingsmur) for halvandet år siden meget præcist vælgerne for “kyniske og opportunistiske“. Og som han skrev videre: “De slagter de svage og spiser de sårede. De spotter skånselsløst, når magten siver.“

Og her kommer De Radikale ind i billedet. Vælgerne har svunget kniven og mere end halveret partiets folketingsgruppe. Men ikke nok med det: Partiets leder (indtil i går) Sofie Carsten Nielsen er blevet straffet med et utroligt lavt antal personlige stemmer (2.467), det næstlaveste i hendes egen gruppe.

Men hvis vi nu vender det rundt og ser på det gennem de kosmos-briller, vi havde på længere oppe i teksten, så er det måske meget godt, at der er ryddet lidt op. De Radikales nye gruppe består nu af to mænd i halvtredserne og fem kvinder, som er fra 40’erne og nedefter. Det er godt! Den samme kønsmæssige fordeling ses (næsten) hos Enhedslisten, hvor kvinderne akkurat er i overtal, og endnu vildere hos Alternativet, hvor det næsten virker som om Torsten Gejl har holdt skuden oven vande med sine 50 ordførerskaber, indtil kvinderne blev valgt ind og reddede dagen – fem ud af de seks mandater er kvinder, herunder forperson Franciska Rosenkilde, Theresa Scavenius og Christina Olumeku.

Kan du se, hvor kosmisk det hele er lige nu? Og vi har ikke engang talt om klimaet, og om hvordan det gamle liberale parti Venstre nu måske endelig er kommet fri af landbrugets snærende lænker. Landmændene har formentlig deponeret deres stemmer hos Danmarksdemokraterne og Moderaterne. Er valget også en ny begyndelse for Venstre? /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12