Hvad gør dig så vred, Monsieur?

I et tjekket, tydeligvis nybygget studie sidder der to mennesker, en mand og en kvinde. Begge upåklageligt klædt. Studiet emmer af grandeur med tre enorme skærme bag dem, opsat i en halv heksagon. Selv sidder de ved et glasbord opløftet på et stort sort/hvidt podie. Han har snakket længe, herren, imens hun har lyttet tentativt og indimellem forsøgt at indvende med et par spørgsmål, dog uden meget held. Han fastholder ordet i et stålgreb og formår at parere afbrydelser med taktiske greb, som fx at tale lidt højere, når hun prøver at bryde ind – eller ved at løfte sin ene finger, som for at indikere, at han lige har en sidste ting, han bare må have med.

Men pludselig går den ikke længere. Som en kernereaktor, der langsomt overophedes, eksploderer han pludselig, og den ellers kontrollerede stemmeføring ryger. “Hvad er det, der gør dig vred?” skynder journalisten sig at spørge. “Det er kynismen, og det er rodet!“ lyder det sammenbidt fra Frankrigs præsident Emmanuel Macron, imens han fastholder journalist Caroline Roux’ blik med lynende blå øjne.

Trin nr. 1: Tænk før du taler. I øjeblikkets hede er det nemt at komme til at sige noget, som du senere vil komme til at fortryde.

På den nyudklækkede politiske programsatsning L’évenement på France 2 onsdag aften forrige uge, blev den sidste måneds politiske tumult for meget for den franske præsident. Efter at have båret sig igennem anden halvdel af en to-udgavers interviewserie med titlen “Verden i krise(r)“ med sin vanligt påtagede fattede persona – og stopfuld af lange, fabulerende ikke-svar på de sparsomme spørgsmål fra Roux – var det ordet “mistillidsvotum“, der fik bægeret til at flyde over for Macron.

Trin nr. 2: Når du er rolig, udtryk da dine bekymringer. 

Mandag samme uge var der landet to mistillidsvotummer på Macrons premierminister Élisabeth Bornes bord. Den ene kom fra venstrefløjskoalitionen Nupes ledet af Jean-Luc Mélenchon, den anden fra Marine Le Pen og Rassemblement National. Men selvom situationen var træls, så var den også forventelig efter sommerens parlamentsvalg, hvor Macron mistede sit flertal i Nationalforsamlingen. Så nej, det var ikke bare mistillidserklæringer, der fik præsidenten til at miste besindelsen.

Som reaktion på, at premierminister Borne nu for fjerde gang har brugt den polariserende artikel 43.9, der tillader regeringen at gå udenom Nationalforsamlingen for at trumfe sin politik, kom Marine Le Pen i sidste øjeblik med den chokerende udmelding, at hun og hendes højrefløjsparti valgte at gå med og støtte Nupes’ mistillidserklæring til Bornes regering. Og med ét var den uhellige alliance fra hver sin yderfløj blot en knivsæg fra at kunne vælte regeringen – kun 50 stemmer fra. At se sine to værste fjender fuldstændig uventet og radikalt forene sig om et fælles had til en selv og ens regering – det fik bægeret til at flyde over Macron.

Trin nr. 6: Hold dig til formuleringer, der starter med ‘jeg’. 

“Frem for alt beviste de, at de var parate – socialister, økologer, kommunister og La France Insoumise – til at gå hånd i hånd med Rassemblement National, mens der er krig i Europa, mens der er krise, mens der er uorden i så mange familier, og mens vi er nødt til at stå sammen som franskmænd. De har bevist én ting – at de ikke på værdiernes, på ordenens, på ​​arbejdets side. At de ikke er på løsningens og ​​fremskridtets side. De har valgt at være på ​​uordenens og kynismens side,“ fik præsidenten tordnet henover glasbordet.

Det kan godt være svært at holde på formerne, når først man bliver vred, og i løbet af det alenlange program må præsidenten simpelthen have glemt sin skoling i konfliktnedtrapning. For det kan da ikke være Macron og hans egen regerings skyld, at der var lige ved at udbryde parlamentarisk kaos?

Nej, trods forsøg fra Caroline Roux fik Macron igen og igen sagt, at det var altså de andres skyld. Den verserende brændstofkrise som følge af strejker? Nej nej, Madame, det er ikke præsidentens ansvar, det må folk selv rode bod på. Prisstigninger som følge af inflationen? Nej, for som du kan se på den graf, jeg lige død og pine får dine ansatte til at hive op på storskærmen, så Frankrig er faktisk det land i Europa, der har det allernemmest, så det er ikke som sådan et problem.

Det er altså ikke god skik i konfliknedtrapning ikke at kunne se indad, monsieur le président.

Trin nr. 7: Bær ikke nag. 

Men Macron har givetvis heller ikke været helt i stødet onsdag aften. Tidligere på dagen havde præsidenten mødtes med en af sine andre politiske hovedpiner, hvor den franske charmør uundgåeligt må føle sig lidt forsmået. “Olalaf“ stod der på dagens forside af avisen Libération.

En kølig frokost var, hvad det blev til mellem Macron og den tyske kansler Olaf Scholz, der i modsætning til sin forgænger må siges ikke at have noget tilovers for den franske charme. “Ja ja, vi havde en fin udveksling,“ lød svaret, da Roux spurgte ind til mødet, hvor Macron noget fornærmet ikke havde tilbudt Scholz et efterfølgende pressemøde, som det ellers er skik.

Efter Scholz i september belejligt “glemte“ lige at ringe og informere franskmanden, inden han i slut-september præsenterede en 200 mia. euro stor hjælpepakke til den tyske industri, er den dårlige fransk-tyske stemning gået fra ondt til værre. Scholz’ “hemmeligholdelse” anses af Paris som værende en direkte fornærmelse, da det giver de tyske virksomheder en fordel.

“Målet er at få Berlin til at forstå, at der er et problem,“ er en fransk embedsperson citeret for at have sagt om konflikten; en formulering, der om noget må ræsonnere hos alle personer i parforhold, og som synes kun at understrege vigtigheden af ordentlig kommunikation. Embedspersonen kunne også afsløre, at Macron og Merkel plejede at sms’e hinanden dagligt, hvorfor den pludselige stilhed på linjen kun må gøre ondt for franskmanden.

Trin nr. 9: Øv dine afslapningsfærdigheder. 

Emmanuel Macron har haft mange følelser siddende under den stramme skjorte onsdag aften. Som en fin afrunding på anden runde fik Caroline Roux også lige peget på de mange beskyldninger om Macrons inkompetence, der har floreret i forbindelse med det voldsomme drab på den 12-årige pige Lola d. 14. oktober.

Selvom pigens forældre aktivt frabedte sig, at hendes død blev brugt som et politisk redskab, så der gik ikke langt tid, før højreradikale Éric Zemmour fik døbt mordet et “francocide“, og hele affæren alligevel blev mobiliseret af højrefløjen. Morderen er en 24-årig algerisk kvinde, der opholdt sig ulovligt i landet efter at have ignoreret en såkaldt Obligation de quitter la France (OQTF).

I studiet kunne Caroline Roux nemlig fortælle, at Macron i 2019 havde “lovet“, at han ville sørge for, at 100 pct. af dem, der har modtaget en OQTF, og som ”forstyrrer den offentlige orden”, ville blive udsendt. Men idet Roux begyndte at hive tal op på storskærmen, blev det tydeligt, at det tal havde Macron og hans regering haft et lettere afslappet forhold til, og procentdelen af udsendte i første halvdel af 2021 var kun 5,67 pct.

Macron må have glemt sine afslapningsøvelser, for som reaktion på tallet, der så meget lavt ud ift. de 100 pct., kom præsidenten med et nyt løfte om, at Frankrig skal have en endnu hårdere udlændingepolitik, efterfulgt af beskyldningen om at halvdelen af den kriminalitet, der bliver begået i Paris, begås af udlændige, der enten opholder sig ulovligt i landet eller afventer udsending.

Inden man kommer med en så voldsom påstand, kunne det have været godt lige at trække vejret forinden. Tallet rummer nemlig alle personer med udenlandsk baggrund, både lovlige og ulovlige – og der sondres ikke mellem, hvilken type kriminalitet der er tale om. Som vi husker fra Les Miserables, så er der stor forskel på at stjæle et brød eller at tage nogens liv.

Trin nr. 10: Anerkend, hvornår du skal søge hjælp.

Men efter en meget lang dag, uge, måned, hvor det ene problem efter det andet har stået i kø ved døren til Élyseepalæet, må Macron altså være kørt død i at skulle komme på nye måder at formulere, at han bærer omkring nul procent af skylden for noget.

Når lokummet brænder på, og temperamentet løber af med os, så husk, at man sjældent når nogle vegne ved at give alle andre skylden for ens egne problemer. Også selvom man er Frankrigs præsident. /Astrid Plum

Nogle gode råd er dyre. De her er nu tyvstjålet fra nettet og kan findes lige her.