Illustration: Midjourney og Føljeton
No one pays attention to these killings, but the secret of the world is hidden in them.
– Roberto Bolaño, 2666.
Vi kan stadig ikke finde ud af at tale om det. Eller – det er egentlig forkert. Vi gør faktisk ikke andet, hvis man kigger på avisforsider og breaking-bjælker. Vi kan bare ikke finde ud af at tale om det på en ordentlig måde. I stedet bliver det i en facon, der formår at isolere det mest tragiske, der kan hænde et menneske og ignorere de strukturelle implikationer, for så at proppe det ind i endnu en makaber underholdningskategori som fx “KRIMI“.
Det ovenstående citat kommer fra den chilenske forfatter Roberto Bolaños mastodontiske værk 2666 (2004), og de omtalte mord er femicides – kvindedrab. Vi kom i tanke om citatet efter forrige uges mord på en 37-årig, gravid kvinde, der blev slået ihjel af en mand på vej hjem fra arbejde. I modsætning til Bolaños citat, har der været rigeligt af opmærksomhed på mordet gennem weekenden. Men alligevel føles det, som om opmærksomheden er distræt, udelukkende fokuseret på de morbide opdateringer fra efterforskningen.
Som vi skrev sidste år i forbindelse med mordet på den britiske kvinde Sarah Everard, der blev myrdet på vej hjem, betyder det noget, hvordan vi taler om kvindedrab. Udover at vi bliver nødt til at tale om de strukturelle implikationer, der får mænd til at slå kvinder ihjel, så er der også et væsentligt syntaktisk element i, om vi skriver: “Gravid dræbt“ eller “Mand dræber gravid kvinde“. Om vi taler om kvindemord i passiv eller aktiv, og om voldsudøveren indgår i sætningen eller ej. Nu er det ikke, fordi vi skal gennemtærske sidste års pointe, men igen må vi nedtrykte erkende, at vi ikke er kommet længere. Samtalen forbliver passiv.
Databasen vokser
Bolaños værk er baseret på hans vens, journalisten Sergio Gonzales, virkelige dækning af de mere end 307 femicides, der blev begået i byen Ciudad Juárez i Mexico mellem 1993 og 1995. Værkets fjerde del, “The Part about the Crimes“, begynder i januar 1993 med mordet på en 13-årig pige og afsluttes i december med mordet på en 50-årig kvinde.
Bolaño fortæller med forensisk nøgternhed om de 112 kvinder, der er blevet myrdet, i årets løb. Hvordan de bliver fundet, hvilke detaljer om deres liv, politiet fandt ud af. Men alligevel er det ikke mordsagerne og deres opklaring, der optager politiets og befolkningens opmærksomhed. Derimod er blikket vendt mod en mere sensationspræget sag om en mand, der urinerer i kirker. Kvinderne bliver bare endnu et nummer i rækken.
“Partnerdrab bliver i medierne ofte dækket som løsrevne enkeltsager, men forskning viser, at der er nogle mønstre, der går igen forud fra drabene, og dermed er der også et forebyggelsespotentiale. Men det misser vi, hvis ikke der bliver samlet systematisk op på det,“ udtalte Mette Marie Yde, direktør for Danner, til Politiken tilbage i oktober i forbindelse med avisens udgivelse af en database, der kortlægger sager om partnerdrab.
Blot 10 dage efter databasens lancering måtte den opdateres, da en mand slog sin hustru og deres barn ihjel.
Isolerede tilfælde
Når kvinder bliver slået ihjel af mænd, er tendensen, som Yde udtrykker, at vi ser på det som et isoleret tilfælde. At det var noget særegent, der gik galt for lige præcis dé to mennesker. “Det er jo ikke alle mænd“, ville nogle typer foranledige sig til at sige. Vi bliver så chokerede af de “blodige“ detaljer, at vi glemmer at se det større perspektiv. Og inden drabet på den 37-årige kvinde bliver opslugt og proppet ned i en religiøs kasse – som der allerede er blevet spekuleret i – så behøver man ikke kigge længere end mod Politikens database for at se sammenhængene:
“De havde været gift i over 50 år, men bekendte har fortalt, at der var problemer i ægteskabet. Kvinden havde ifølge naboerne længe talt om, at hun ønskede at flytte fra manden, og hun havde netop fået tilbudt en ny ældrevenlig bolig og ville derfor flytte. Dagen efter, at hun havde fortalt bekendte om boligbrevet, fandt hjemmehjælpen hende død i hjemmet i Svendborg. Hendes mand blev kort efter anholdt og erkendte ved et grundlovsforhør at have kvalt sin hustru. Der er endnu ikke sat dato for retssagen.“ [24. april, 2022]
Partnerdrab er den største enkeltstående type drab i Danmark, og forrige år kunne WHO i en rapport berette, at vold mod kvinder oftest begås af en bekendt. En fjerdedel af kvinder mellem 15 og 49 havde oplevet fysisk og/eller seksuel vold fra en partner, og på verdensplan er 38 pct. af alle kvindedrab begået af nære pårørende.
Den 2. juni i år fremlagde regeringen et udspil til en handleplan mod partnervold og partnerdrab. Den første af slagsen, der har til formål at opfange partnervold tidligere og forbedre mulighederne for at forlade en voldelig partner. Blot en uge senere dræbte en 84-årig mand først sin kone og senere sig selv.
Frygten for at åbne øjnene
På en date diskuterer betjenten Juan de Dios Martinez i Bolaños 2666 forskellige fobier. Da snakken falder på de mange kvindedrab siger hans date, direktøren, at alle mænd i landet lider af gynofobi – frygten for kvinder. Det kan da godt være, at nogle mænd lider af det, siger betjenten, men det kan da ikke være alle sammen.
“’Hvad tror du, optofobi er?’ spørger direktøren. ’Opto, opto, noget med øjnene at gøre, min Gud, frygt for øjnene?’ ’Endnu værre: frygt for at åbne øjnene. I overført betydning er det et svar på det, du lige sagde om gynofobi’.“
Der er mange ting, vi endnu ikke ved om drabet i sidste uge. Og der er mange ting, vi kan gå og gætte på. Men inden mordet bliver pakket ned i en enkeltstående kasse, bliver vi nødt til at overkomme vores kollektive optofobi og åbne øjnene for de strukturer, der ligger til grund for, at mænd slår kvinder ihjel. /Astrid Plum