Kære læser

Mettes klimapraleri

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Der er al mulig grund til at være en smule på vagt over for folk, der bruger fraser som “i al beskedenhed“ og “ikke for at prale“. Det første er et rigtig Uffe Elbæk-udtryk (prøv at google Uffe Elbæk og i al beskedenhed); det andet er sådan noget, som den tidligere bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment, Flemming Østergaard, plejede at sige, ja, egentlig både før og efter at han blev idømt en ubetinget fængselsstraf for kursmanipulation.

Når det så lykkedes nogen at presse begge formuleringer ind i samme sætning, så bør man virkelig være på mærkerne.

Ved Folkets Klimamarch i København forrige søndag, hvor a whopping 50.000 mennesker deltog, gjorde statsminister Mette Frederiksen (S) sig bemærket ved pludselig at dukke op og gå med. Det er sikkert et lidt forbandet dilemma. Da hun deltog i Folkets Klimamarch på samme tid sidste år, blev hun fra flere sider kritiseret for sin tilstedeværelse. Klimabevægelsens sekretariatsleder Frederik Sandby anerkendte gestussen, men udtalte samtidig, at det godt kunne føles “provokerende i og med, at klimarchen er en demonstration mod den førte politik“.

Det er kun et år siden, men det var dengang, hvor statsministeren stadig var rød, før hun var grøn, indtil hun tilsyneladende skiftede mening og brugte en hel kronik i Politiken på at redegøre for, at hun var klar til at “lægge forbeholdet væk“. Så man kan sige, at det på en måde var en smule mere naturligt, at Frederiksen viste sig ved klimamarchen i år. Ekstra Bladet kunne så fortælle, at hun kun gik med på 150 meter af den godt og vel 3,5 km lange rute.

Og så når vi frem til pointen: Da en journalist spørger, om hun er gået med for at fremstå lidt grønnere inden det forestående folketingsvalg, svarer hun: “I al beskedenhed… og man må jo helst ikke prale… så er det helt vildt, hvad vi har nået, hvis man ser over de seneste tre år på klimaet.“

Mangelfuldt Klimaprogram

Nu er det ikke til at vide, hvem Mette Frederiksens “vi“ præcis dækkede over. Den socialdemokratiske regering? Regeringen og dens støttepartier? Danskerne? Som Den Grønne Ungdomsbevægelse vurderede i en analyse af regeringens klimapolitik i Føljeton inden valget, har den konsekvent “spillet lavt ud“. “Både på infrastruktur, landbrug og under forhandlingerne af CO2-afgiften var Socialdemokratiet udspil så utilstrækkelige, at støttepartier og grønne organisationer var i oprør over, at de ikke på nogen måde kunne føre til 70 pct.-reduktion i 2030.“

Ifølge klimaloven skal den til enhver tid siddende regering hvert år udsende et klimaprogram, der gør status over, hvordan det går med at opfylde de nationale klimamål, heriblandt en nedbringelse af drivshusgasudledninger med op til 5-6 mio. tons CO₂ i 2030. Regeringen udsendte et program på 195 sider i september. I en “kommentering“ på klimaprogrammet, som blev offentliggjort tirsdag, skriver Klimarådet, at der da er blevet lavet “et solidt analysearbejde“, men at der er for mange huller i programmet. For stor en del af strategien er lagt over på “landbrugets udviklingsspor“ – et andet ord for teknologiske løsninger, som ikke eksisterer, men som man håber dukker op i tide.

“Vi mangler stadig at se, hvordan man politisk vil sikre, at landbruget kan levere de nødvendige reduktioner. Det er positivt, at flere partier har talt for, at landbruget skal have en drivhusgasafgift, men vi ved stadig ikke, hvad man politisk beslutter,“ udtaler Klimarådets formand, Peter Møllgaard.

Det kunne være godt med en ny regering, som tager Klimarådets anbefalinger seriøst, så vi ikke længere skal se overskrifter som ‘Klimarådet dumper regeringens klimaindsats – igen’ (Information, 26. februar).

Lige nu er der COP27 i Egypten, og den store nyhed herhjemme er, at fungerende klimaminister Dan Jørgensen tager af sted – med et begrænset mandat. Det behøver han virkelig ikke. Bare få styr på den danske klimaindsats. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12