Nyhedsanalysen
fw - onsdag
Er der noget, amerikansk politik er berygtet for (altså udover den øgede polarisering, den galoperende populisme og det generelle demokratiske mismod), er det pengenes uforholdsmæssigt store indflydelse. Både når det kommer til de enkelte kandidaters kampagnebudgetter, men i dén grad også når det kommer til lobbyismens lange arme. Så galt er den heldigvis ikke fat i Danmark; i hvert fald ikke på papiret. Som Xenia Heiberg Heurlin imidlertid skrev onsdag med udgangspunkt i journalist Jesper Tynells nye bog Af hensyn til erhvervslivet, har “toneangivende erhvervsinteresser siden 1980’erne spillet en aktiv rolle i at forhindre hullerne i skattelovgivningen i at blive lukket“, ligesom internationale storbanker har haft indflydelse på den lovgivning, der skulle forhindre fremtidige svindelsager med udbytteskat. Så måske bør vi også være mere på vagt over for lobbyismens indflydelse herhjemme?
Vagtsomme er man også i Grækenland. Måske ikke lige med hensyn til lobbyismen (det skal vi ikke kunne sige), men i hvert fald over for klimaforandringernes fortsatte indtog i landet. Såvel hedebølger som skovbrande bliver hyppigere og mere intense, hvilket sidste år fik den græske regering til at nedsætte et spritnyt ministerium for klimakrise og civilbeskyttelse. Jeg – David Dragsted, χερετισμός – var taget til Athen for at tale med klimakriseministeren Christos Stylianides, ligesom turen også gik forbi den førende klimaforsker Christos Zerefos.