Illustration: Midjourney og Føljeton
Der er mange ting i verden, som er uforståelige. Og så er der mange ting, som er direkte forargelige. Som det at lade en båd med 34 mennesker synke midt ude i den Engelske Kanal uden at sende hjælp.
Tragedien i kanalen den 24. november 2021 var en fuldstændig unødvendig kulmination på de to landes, Storbritanniens og Frankrigs, årelange stramninger af flygtningepolitikken. Et år senere er det eneste, der er sket som følge af tragedien, at de to lande mandag underskrev en revideret aftale, der lægger otte mio. pund oveni de eksisterende 55 mio., som briterne betaler franskmændene årligt for at sørge for, at ingen krydser kanalen. Pengene skal gå til bl.a. droner og flere hunde.
Samme dag som aftalen blev underskrevet af den franske indenrigsminister Gérald Darmanin og den britiske pendant Suella Braverman, kunne henholdsvis den franske avis Le Monde og filmholdet bag en dokumentar om tragedien, The Crossing, fra hver sin side af kanalen afsløre, at da båden med 34 mennesker ombord kæntrede, ignorerede begge kystvagter aktivt råbene om hjælp.
Le Monde har fået indsigt i de dokumenter, som den franske kystvagt har udleveret i forbindelse med efterforskningen. Dokumenterne viser, at der var opkald fra omkring 20 både den aften, men især én ringede igen og igen. Trods op til 17 minutters lange samtaler med forskellige personer fra den synkende båd, fralagde både den britiske og den franske kystvagt sig ansvaret med det resultat, at ingen foretog sig noget. Fem mennesker er stadig meldt savnede, og 27 mennesker døde.
Når opkaldstonen er fransk
Det første nødopkald, som franskmændene registrerer kommer kl. 01:48, men fire minutter forinden, kl. 01:44, modtager den franske kystvagt en email fra Dover Maritime Rescue Coordination Centre.
I mailen, som Le Monde er i besiddelse af, står der, at når man (altså de britiske maritime myndigheder) har forsøgt at ringe tilbage til en af personerne ombord på det sunkne fartøj, så har “opkaldstonen” indikeret, at båden var placeret i fransk farvand. Den britiske kystvagt har endnu ikke udleveret en registrering af aftenens nødopkald til den igangværende efterforskning. Men emailen afslører altså, at båden har ringet til den britiske kystvagt først, der så har “vurderet“, at de ikke “kunne“ hjælpe, fordi båden ifølge kystvagten var franskmændenes ansvar.
Opkaldene viser, at både den franske og den britiske kystvagt har sendt ansvaret for båden frem og tilbage natten igennem. Klokken 02:10 sendte en af personerne ombord sin placering på appen WhatsApp, der lokaliserede den i fransk farvand. Flere mennesker ombord fortsætter med at ringe, og under et af opkaldene fem minutter senere høres der råb og skrig i baggrunden, imens franskmanden i røret lyver og siger, at en redningsbåd er på vej.
Klokken 02.28 ringer franskmændene tilbage til briterne: “Lige nu er de i jeres område.“
Og da et forbipasserende skib ringer ind til den franske kystvagt senere på natten og spørger, hvad de skal gøre – om de skal redde de druknende – får de at vide, at de bare kan fortsætte, da et fransk patruljeskib er på vej. Klokken 04:23 instruerer den franske kystvagt stadig de druknende til at ringe 999, den britiske alarmcentral.
Vi ved godt, hvordan historien ender. Klokken 13:49 opdager en fransk fisker 15 lig liggende i vandoverfladen, spredt ud over et par hundrede meter, hvorefter fiskeren ringer ind til den franske kystvagt.
De, der flygter
Samme dag, som afsløringerne fra natten den 24. november ramte de franske aviskiosker, havde dokumentaren På flugt fra Danmark premiere herhjemme. Og hvor 32 af de 34 mennesker på båden aldrig nåede frem, fortæller På flugt fra Danmark historien om, hvad der sker med dem, der har overlevet de traumatiserende bådrejser med menneskesmuglere – og efterfølgende ankommer til Danmark.
En af dokumentarens store afsløringer har været, at Udlændingestyrelsen sender breve om udvisning til børn under 18 år. Det er bl.a. Ghazal på 12 år, den lille pige, man i dokumentaren ser sidde med hånden ivrigt oppe i vejret i skolen og glad fortæller til kameraet, at hun har mange venner, der har modtaget breve personligt fra Udlændingestyrelsen, om at hun skal udvises til Syrien. Det er helt barbarisk at høre et barn læse brevet op, hvori hun bliver fortalt, at hun kan “udsendes tvangsmæssigt“, hvis hun ikke rejser frivilligt.
Eller tag den 18-årige Abdullah Alsalloum, der efter fem år i Danmark blev udvist sammen med sin mor sidste sommer. Siddende i kirkeasyl af Tyskland, fuldstændig isoleret fra omverdenen, fortæller Abdullah grædende, at han ville gøre alt for bare at bruge én dag sammen med sine venner fra sit gamle fodboldhold i Tornby i Jylland. Både Abdullah og Ghazal er fra Damaskus-området i Syrien, hvor Danmark – sammen med Ungarn – er de eneste europæiske lande, der mener, at det er sikkert nok at sende folk tilbage til krig.
Der er mange ting i denne verden, der er uforståelige og forargelige. Den kollektive ansvarsfralæggelse når det gælder mennesker på flugt er en af dem – uanset om den er på engelsk, fransk eller dansk. Som Ghazals far Bashir siger, inden de skal møde i Flygtningenævnet om forlængelse af deres opholdstilladelse: “Vi kommer til at dø, hvis vi bliver smidt ud herfra.“ /Astrid Plum