8.000.000.000

Vi er nu otte milliarder mennesker på jorden. Ifølge FN rundede vi milepælen tirsdag, og i dagens anledning udsendte FN’s generalsektrær, António Guterres, en pressemeddelse, som han indledte således:

“Milliarder af mennesker kæmper; hundredevis af millioner står over for sult og endda hungersnød. Rekordmange flytter for at afsøge nye muligheder, væk fra gæld, nød, krig og klimakatastrofer.“ Verdensborger nummer otte milliard har næppe vist, hvilken virkelighed vedkommende ville møde.

Er vi for mange?

Siden midten af sidste århundrede er verdensbefolkningen mere end tredoblet. Den udvikling har givet bekymringer om overbefolkning. Har vi nok mad? Hvad med klimakrisen? Og er der overhovedet plads til alle?

I 1968, da verden husede under halvt så mange som i dag, skrev professor i biologi ved Stanford University Paul R. Ehrlich og hans kone Anne Ehrlich bogen Befolkningsbomben. Deres påstand var, at befolkningstilvæksten ville skabe verdensomspændende hungersnød. Allerede på bogens første side står der: “Mens du læser disse ord, vil fire mennesker dø af sult.“

Befolkningsbomben er en af de mest berømte bøger om overbefolkning. Politiken interviewede for nylig den ene halvdel af forfatterparret, den nu pensionerede Paul R. Ehrlich, som stadig holder fast i bogens tese: “Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke brugte stærke nok ord. Fra mit perspektiv var bogen for optimistisk,“ sagde han og tilføjede: “Da vi skrev Befolkningsbomben, var der omkring 3,5 mia. mennesker i verden. Nu nærmer vi os otte milliarder mennesker. Tallene er forfærdende. Lad os se det i øjnene: Der findes ikke nogen løsning på verdens problemer uden gradvist at mindske størrelsen på det menneskelige foretagende.“

Overbefolkning har endnu ikke skabt altomfattende hungersnød og massedød, som forfatterne ellers forudsagde. Ikke desto mindre lever myten – som mange nu kalder den – om overbefolkning videre, særligt i forhold til klima. For hvis mennesker er skyld i klimaforandringer, så må det da være et problem, at der kommer flere af os?

Det er i hvert fald et udbredt argument, at klimakrisen hænger sammen med den voksende befolkning. Eksempelvis har den berømte britiske naturdokumentarist Sir David Attenborough udtalt: “Alle vores miljøproblemer bliver lettere at løse med færre mennesker, og sværere – og i sidste ende umulige – at løse med stadig flere mennesker.“

Ser man på en graf over befolkningstilvækst og forbrug af fossile brændstoffer i de sidste to århundreder, ser man da også, at de to kurver følges ad. Men det betyder ikke nødvendigvis, at den voksende befolkning er årsag til klimaforandringer.

Befolkningstilvæksten sker i stigende grad i verdens fattigste lande, hvor der også udledes mindst drivhusgasser per indbygger. Studier tyder på, at selv hvis befolkningstallet i lavindkomstlande steg med flere milliarder, ville det ikke i sig selv have nogen markant effekt på den globale udledning af drivhusgasser. En analyse fra Oxfam Ibis viser også, at en person fra den rigeste pct. i Danmark udleder lige så meget som 912 personer fra den fattigste halvdel i Ethiopien, som i øvrigt er ét af de otte lande, hvor FN forudsiger, at befolkningen vil stige mest. Nogle forskere mener derfor, at problemet ikke er overbefolkning, men overforbrug, særligt i de velstillede lande.

Det gælder blandt andre antropologen Jason Hickel. Vi lever rigtig nok i en tid, hvor mennesket påvirker naturen, men ifølge Hickel er der nogle personer, som påvirker naturen mere end andre. Det er altså ikke vores art som sådan, der er skyld i klimaforandringer – det er særlige dele af vores art. Tror man, det er mennesker som helhed, der skaber den nuværende klimasituation “er det klart, at man bekymrer sig om befolkningstilvækst i Det Globale Syd,“ mener han: “Hvis vi vil vide, hvem der er skyld i vores økologiske krise, taler data helt tydeligt. Siden 1990 er det årlige globale forbrug steget med hele 33 mia. tons […] Væksten i forbruget pr. indbygger i rige lande tegner sig for 81 pct.“

Er vi for få?

Set i det lys kan man måske glæde sig over, at befolkningstilvæksten stilner af i de velstillede lande. Men den udvikling vil fremover også ske globalt. Mens det tog 12 år at vokse fra syv til otte milliarder, vil det tage omkring 15 år at nå ni milliarder. “Et tegn på, at den overordnede befolkningstilvækst aftager,“ skriver FN.

Tempoet for væksten har stort set været faldende, siden den toppede for ca. 60 år siden og ligger nu på mindre end én pct. om året. Det skyldes bl.a., at der fødes færre børn. I dag lever to tredjedele af verdensbefolkningen i lande eller områder, hvor fertiliteten er mindre end 2,1 fødsler per kvinde.

Så bliver bekymringerne pludselig anderledes: Voksende ældrebyrde, færre mennesker til arbejdsstyrken og mindre velfærd. Derfor ser man i nogle lande kampagner, der skal få folk til at få flere børn. I Danmark havde vi i 2015 fertilitetskampagnen ‘Har du talt dine æg i dag?’, og i Storbritannien diskuterede man i sommer, om barnløse par skulle betale en form for ekstraskat.

Kontrol af befolkning

Uanset om der er tale om over- eller underbefolkning er spørgsmålet, om det overhovedet giver mening at kontrollere kroppe. Også her er forskere uenige. Nogle mener tilmed, at befolkningsregulering både den ene og den anden vej har en snert af racistiske undertoner. Det kommer til udtryk, når man i Det Globale Nord ønsker flere af “sine egne“, og samtidig vil begrænse befolkningstilvæksten i Det Globale Syd og af brune, sorte eller oprindelige folk. Senest er det kommet frem, hvordan danske politikere i 1960’erne var bekymrede for et stigende antal grønlandske børn og derfor gav spiraler uden samtykke til grønlandske kvinder og piger helt ned til 13 år.

Otte milliarder er et overvældende tal, men forsøg på at kontrollere befolkninger risikerer at gå på kompromis med kropslig autonomi og retten til at bestemme over egen krop. Et tal – uanset hvor overvældende – bør ikke angribe den rettighed. Tilbage er der blot at byde verdensborger nummer 8.000.000.000 velkommen! /Xenia Heiberg Heurlin