Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix
Ét enkelt missil har magten til at ændre historiens gang – eller i hvert fald til at skabe nervøse krampetrækninger hos alle involverede parter. Tænk blot på missilkrisen i Cuba, der kunne have udløst en atomkatastrofe, hvis ikke den sovjetiske flådeofficer Vasilij Archipov havde holdt hovedet koldt. Ja, eller på hovsa-missilet – for nu at tage noget i den lidt lettere ende – der i 1982 ødelagde fire sommerhuse i Lumsås i Odsherred, efter det ved en fejl var blevet affyret fra krigsskibet Peder Skram.
Manden der trykkede på knappen, missilekspert Henning Godtfred Olsen (også kendt som Missil-Olsen), troede jo egentlig, at alt var i sin skønneste orden, lige indtil han kunne konstatere, at et Harpoon-missil med mere end 200 kilo sprængstof var blevet sendt afsted mod et ukendt mål. Det kunne være endt så meget værre end med en sjov historie og nogle knuste sommerhusdrømme i det nordvestsjællandske.
Som den efterfølgende debat om Missil-Olsens ansvar også viste, kan det sommetider vise sig ekstremt svært at gennemskue, hvem og hvad, der er skyld i, at tingene udfolder sig, som de gør. I hovsa-missilets tilfælde var der ikke bare tale om et tryk på en forkert knap, men om en sikkerhedsnøgle, der skulle have forhindret ulykken, og om mulige svagheder i selve missilsystemet. For selvom vi gerne vil tænke, at verden styres af gennemtænkte og bevidste handlinger, er virkeligheden ofte en anden.
Den amerikanske filosof Jane Bennett bruger eksempelvis Deleuze og Guattaris forestilling om “assemblagen“ til at illustrere, hvordan sammensætninger af alle mulige former for materialiteter – kroppe, kemikaliestrømme, kul, elektroniske kraftfelter, computerprogrammer, etc. – gensidigt påvirker hinanden og gør det ekstremt svært at tale om agens i klassisk forstand.
Hvem kan eksempelvis sige præcis, hvad der forårsager et strømsvigt? Er det en simpel fejl på en elledning? En politisk beslutning, der tidligere har ført til, at elledningen ikke er blevet udskiftet? For stor efterspørgsel? Eller noget helt fjerde? Ansvar skal ikke nødvendigvis findes i individet, men i de systemer, vi uafværgeligt er filtret ind i – hvor provokerende eller juridisk problematisk det så end måtte lyde.
Set i det lys må vi hellere lige omformulere vores indledende tese: Det er ikke så meget selve missilet, som de mange forbundne reaktioner på det, der har magten til at ændre historiens gang. Om noget har vi i hvert fald set det seneste døgn, hvordan selv de mindste forskydninger kan skabe ravage.
Bedst som det amerikanske rumfartsagentur Nasa gjorde klar til at skyde verdens mest kraftfulde rumraket mod Månen – og dermed kickstarte den storstilede Artemis-mission, der skal føre menneskeheden ud i en ny æra for rumudforskningen – ramte et missil tirsdag den polske by Przewodów tæt ved den ukrainske grænse og dræbte to mennesker. Med et trylleslag blev der nu sat helt nye spørgsmåltegn ved, om vi overhovedet når at kolonisere rummet, førend vores egen planet er gået rabundus.
Polen tog af gode grunde ikke let på hændelsen, og da landet samtidig er medlem af forsvarsalliancen Nato, var der heller ikke andre, der gjorde det. Hvis det her vitterligt var et missilangreb fra Rusland, kunne Natos famøse musketered meget vel blive sat på prøve. Heldigvis er der efter nattens storpolitiske tumult dog ikke meget, der tyder på, at den såkaldte artikel fem – der siger, at et angreb på ét Nato-land er et angreb på alle – står til at blive udløst lige foreløbigt.
De nyeste amerikanske efterretninger fortæller umiddelbart, at missilet kom fra det ukrainske forsvar, hvilket alt andet lige fjerner nogle af de værste katastrofescenarier. Samtidig maner flere prominente verdensledere til besindighed med henvisning til, at hændelsen først og fremmest må blive ordentligt undersøgt. Heldigt nok var alle de toneangivende nationer da også allerede samlet til G20-topmødet i Bali, så det har næppe været et problem at afvikle diverse krisemøder.
Mens de russiske luftangreb fortsætter i Ukraine, må Nato nu forsøge at ramme den helt rigtige tone og det helt rigtige modsvar. Det er utvivlsomt lettere sagt end gjort i krigens sprængfarlige assemblage. Er der tale om et ukrainsk uheld, kan det vise sig at være verdens held. Ikke at det vil være den store trøst for de dræbte i Polen, eller for krigens utallige ofre i Ukraine. Men med så komplekse forhold på spil, må man i hvert fald håbe, at der kommer mindre “hovsa“ og mere is i maven à la Vasilij Archipov. /David Dragsted