Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Pilen begynder for alvor at pege mod et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre. Ikke alene er magtspillet mellem Mette Frederiksen (S) og Jakob Ellemann-Jensen (V) blevet selve det omdrejningspunkt, som alle de andre partiledere går og venter på i forhandlingerne, som nu er rykket fra Marienborg til Statsministeriet. Den faktiske udvikling giver nu også klare tegn på politisk forsoning.
Valget af den kontroversielle Venstremand Søren Gade som ny formand for Folketinget er en klar markering af øget tillid mellem partiformændene for de to største partier.
Idéen med at give Søren Gade den formelt set højeste civile post i kongeriget Danmark opstod hos Jakob Ellemann-Jensen, som har mindst to motiver til at skubbe den tidligere forsvarsminister op i formandsstolen.
For det første har Venstres formand brug for at teste tilliden. For et år siden udtalte han selv: “Jeg stoler ikke på Danmarks statsminister.“ Og der er derfor brug for helt grundlæggende tillidsøvelser, før Socialdemokratiet og Venstre kan gå sammen i den regeringskonstellation, som de realpolitisk langt hen ad vejen allerede er enige om i substansen. Lige nu handler det om – igen – at kunne stole på hinanden.
Da Jakob Ellemann-Jensen sidste onsdag ringede til Mette Frederiksen og foreslog at gøre Søren Gade til formand, var den fungerende statsminister hurtig til at træffe en bekræftende beslutning. Hun gav straks Socialdemokratiets opbakning, og på under et døgn blev det således afklaret, og den første præmis for et SV-regeringssamarbejde dermed etableret.
Hvis man skulle være i tvivl om mekanismen, forklarer Søren Gade selv, hvordan forløbet bliver fortolket af ham selv og Venstre, nemlig som et vigtigt og nødvendigt, men endnu ikke tilstrækkeligt skridt mod dannelsen af en samlingsregering: “Statsministeren rækker hånden bredt ud i Folketinget, når hun vælger at gøre det ikke-indlysende,“ siger Søren Gade til TV 2, og fortsætter:
“Ved at pege på en udenfor sin egen flok – i det her tilfælde mig – så signalerer Mette Frederiksens handling: Det, jeg siger, med det brede, det mener jeg. Set med min erfaring i politik, så er det om ikke drastisk, så i al fald et nybrud.“
Men Jakob Ellemann-Jensen har også et andet motiv, som på mere indirekte vis er et endnu klarere tegn på viljen til at danne en SV-regering. Venstres formand ønsker på forhånd at skabe våbenhvile i sin egen folketingsgruppe. Han er nødt til at sikre sig, at de mange Venstrefolk, som instinktivt vil være imod et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, forholder sig i ro. Og her spiller Søren Gade en afgørende dobbeltrolle, som både potentiel uromager og brutal fredsmægler.
59-årige Søren Gade har ofte været bragt i spil som en modkandidat til Jakob Ellemann-Jensen som partileder, og de fleste af Venstres jyske vælgerforening ville foretrække at se den jævne Holstebro-arbejderknægt lede partiet frem for den nuværende Hørsholm-overklassedreng. Men ved at løfte ham op som formand for Folketinget er Ellemann-Jensen nu lykkedes med at neutralisere sin værste rival.
Fremover vil Søren Gade ikke kunne blande sig aktivt i almindelig indenrigspolitik, og han vil slet ikke kunne optræde i sin hidtidige rolle som intrigemager i Venstres folketingsgruppe. Hans mange gamle skandalesager – fra særligt Irak-lækagesagen i 2007 over misinformation om civile drab i Afghanistan i 2008 til den spektakulære jægerbogsag i 2009 – vil også glide i baggrunden, og han vil ikke som et ellers muligt ministeremne skulle risikere at blive grillet for fortidens synder.
Udover at opnå en tillidserklæring fra Mette Frederiksen har Venstres formand således vundet noget endnu vigtigere: Jakob Ellemann-Jensen har fået ryggen fri til at kunne koncentrere kræfter fremadrettet om at aftvinge Socialdemokratiet politiske indrømmelser. Og pludselig er signalerne påfaldende positive.
“Nu er jeg jo ikke på statsministerens parti, men jeg vil da rose statsministeren og sige, at hun rækker over midten, og hun har vel også vist, ved at gøre mig til formand for Folketinget, at det, hun siger, er det, hun gør,“ lyder det fra Søren Gade, og dermed er han sendt frem som en fortrop, en spejdereskadron, som skal berede offentligheden på en snarlig SV-regering.
Næste runde handler om reelle reformer. Den nye omgang af tillidsøvelse kredser om en række centrum-højre-drejede tiltag, som kan skubbe Mette Frederiksen tilbage til udgangspunktet under Helle Thorning-Schmidt. Jakob Ellemann-Jensen stræber efter at slå Socialdemokratiet tilbage til 2011, dengang den daværende S-statsminister lod sig presse til at “videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand“.
Nu skal Mette Frederiksen presses til at acceptere bl.a. SU-besparelser, en lavere beløbsordning og nye skattelettelser: “Vi kommer til at teste dem på den reformvillighed, som regeringen viste i løbet af valgkampen, eller gav udtryk for. Er der et ønske om at lave reformer i Danmark?“ spørger Jakob Ellemann-Jensen, og her på weekendens landsmøde i Herning Kongrescenter vil han nok også nøjes med at spørge til Mette Frederiksens vilje.
Selv om forhandlingerne stadig kan nå at bryde sammen, indtil flere gange, og intet er bare tæt på at blive konkluderet, har de snart 40 møder og seminarer siden valget trukket Danmark tættere og tættere på et Frederiksen-Ellemann mix. Og bemærkelsesværdigt nok uden både De Radikale og Lars Løkke Rasmussen (M). Selvom det første og eneste eksperiment med en SV-regering brændte sammen efter blot 1 år og 57 dage tilbage i 1979, ser begge partier ud til at ville gøre forsøget. /Lars Trier Mogensen