Vi skal følge pengene for at forstå dem

“Hvis vi ikke tror på pengenes værdi, så smadres økonomien. Det er en skræmmende tanke, der samtidig giver magten tilbage til os,“ siger den unge museumsvært omtrent halvvejs inde i omvisningen på Nationalmuseets nyeste udstilling KA-CHING! Show me the money.

Vi er en mellemstor gruppe, der er mødtes i foyeren en lørdag formiddag i november for at lære mere om penge, og hvordan de har formet vores samfund og historie.

“Ej, sidst jeg prøvede det her var på Alcatraz!“ udbryder en kvinde begejstret, da vi bliver tildelt det elektroniske headset på, som museumsværten vurderer, giver bedst mulighed for, at vi alle kan være med på lige fod. Efter omkring 15 minutters roden med bluetooth-forbindelser og anden teknisk bøvl, må vi dog se os nødsaget til at fortsætte uden. På vej op til udstillingen får vi at vide, at vi bare “skal følge pengene“. En meget fin analogi, der værdsættes af alle i gruppen.

Udstillingens første del består af et “Hamsterhjul“ til mennesker, nok primært tiltænkt børn, men hvori der altså ved gruppens ankomst står en fuldvoksen, meget muskuløs mand og prøver at “tjene penge“. Hamsterhjulet er en metafor for fysisk arbejde, bliver vi forklaret. Ved siden af er der placeret et glasbur, hvori der ligger en masse pengesedler på jorden og venter på at bliver blæst rundt i buret, idet man træder ind.

Begge dele, forklarer værten, har til formål at formidle, hvordan det at have og få penge kan være et spil. Fx ved at investere, som man får lov til at gøre med sine indtjente penge fra Hamsterhjulet i et decideret “Pengespil“, der står gemt lidt væk ovre i et hjørne. Det at have og tjene penge nok til at kunne investere er et privilegie, formidler værten meget sensibelt. Hun får samtidig pointeret, at det er lidt sjovt, at udstillingen er åbnet netop nu, hvor vi alle sammen er begyndt at tale meget mere om penge. Det har vi jo ikke rigtig gjort før, siger hun, imens gruppens ældre medlemmer smiler nikkende tilbage.

Vi kan ikke tale uden at tale om penge 

Der er nok mange i jantelovs-Danmark, der vil nikke genkendende til, at det er en uskik at tale om penge. I den Emma Gadske indstilling til pengesnak ignoreres dog et ret vigtigt aspekt: At dem, for hvem det er en uskik at diskutere privatøkonomi ved spisebordet, også er dem, der ikke behøver at bekymre sig om det. At det ikke at snakke om penge i sig selv er et privilegie.

Men i dag skal vi altså snakke om dem. Museumsværten fortæller os, at de tidligste tegn på skriftsprog kan findes på stentavler, der opgør folks formuer, så skriftsprogets udvikling har fulgt valutaens: “Det er ret skørt at tænke på, at uden penge og handel, så ville der ikke findes kærlighedsromaner i dag,“ påpeger hun.

For at forstå pengenes magt, bliver vi nemlig nødt til at forstå de kulturelle implikationer tillagt valuta, og hvad der har gjort, at vi som samfund har “troet“ på pengene. Museumsværten fører gruppen hen til en lille glasmontre og peger på nogle små, hvide muslingeskaller, der ligger i bunden. Hver kultur har haft sin egen særegne valuta, forskellige genstande, der er blevet tillagt mere værdi end andet, og som har kunnet fungere som møntfod længe inden mønten blev opfundet.

Kauriskallerne, der er blevet brugt som betalingsmiddel i Afrika, Asien og Oceanien, er eksempelvis blevet tillagt al mulig symbolik. Deres på den ene side runde form er blevet tolket som en gravid mave, hvorfor deres værdi sammenkobles med frugtbarhed og fertilitet. Nogle andre forskere har ment, at betydningen har ligget i skallernes anden side, hvis aflange samling har lignet et symbol til at holde onde ånder væk.

Varierende værdier

“Ej, er det ikke Maltes jakke?!“ hviner en ældre kvinde ved synet af en guldjakke siddende på en mannequin, der derudover også er iført guldsko og masser af guldkæder. Flere af deltagerne kigger forvirret, indtil hun forklarer: “Jamen, altså Gulddreng!“

Det såkaldte “Showroom” må siges at være udstillingens mest finurlige. I en glasmontre over for mannequinen hænger nogle gennemsigtige kugler med påskrift såsom “relationer“, “natur“ og “tid“ – og foran Gulddrengs guldjakke lægger museumsværten an til en snak om de ting, vi ikke kan putte en pris på.

“Sundhed!“ svarer flere af gruppens gråhårede deltagere, som må siges at bære kommunikationen mellem gruppen og vores vært på nuværende tidspunkt. “Min far sagde altid, at et godt helbred ikke kan købes for penge, og han var altså født i 1902.“ En anden kvinde byder forsigtigt ind: “Altså, jeg kommer jo til at tænke på ensomhed, som vi snakker så meget om i dag. Det er jo ligesom Palle alene i verden, han kunne købe sig til alting, men han havde ingen at dele det med.“

Udover at anspore vigtige samtaler, rummer udstillingsrummet også flere skatte. Man kan fx prøve at løfte en vaskeægte guldbar, som der kun findes tre af i Danmark. Samtidig får jeg at vide af et spejl, at jeg er 34 mio. kr. værd.

Efter vi hurtigt og simplificeret får vendt kryptovalutaer og NFT’er, afslutter vi historien om penge med historien om overforbrug. På en tilpas sober måde – så alle de deltagende kan være med i den mere kapitalismekritiske del af omvisningen – forklarer vores vært os om “Earth Overshoot Day“. Altså den dag, hvor menneskeheden har opbrugt alle de biologiske ressourcer, som Jorden regenererer i løbet af hele året. I Danmark lå den i år tilbage i marts.

Vores lille omvisning ender altså med at pege på en anden ting, der er svær at forstå værdien af: vores planet. Stimlet sammen i et hjørne på Nationalmuseets tredje sal kommer vores gruppefører med en opsang om, at vi skal tænke over vores tilgang til overforbrug, og at vi skal huske vores privilegier. Bare det at kunne købe en chokoladebar i Netto er en gave, når de mennesker, der har lavet den, formentlig aldrig kommer til at smage den. Husk det næste gang du spiser Marabou. Alle nikker eftertænksomt.

Det er vigtigt, at vi snakker om penge. Og om det sker ved spisebordet eller på Nationalmuseet er egentlig lidt underordnet. Trods forklaringsproblemer når det kommer til de mere abstrakte pengeforhold i dag, har Nationalmuseet faktisk fået skabt en fin økonomisk overflyvning. Om museumsbilletten så i sig selv er pengene værd, er vist en anden snak. /Astrid Plum