Kære læser

Britisk fodnotepolitik

Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix

Det nytter sjældent kun at læse konklusionerne. Tag landbrugsaftalen, der sidste år blev annonceret af den nu kun fungerende regering og samtlige partier med undtagelse af Alternativet og Frie Grønne. Den skulle gøre det danske landbrug grønt ved at indføre et bindende reduktionsmål for landbruget på 55 til 65 pct. i 2030 – men hvor man helst undgik at nævne det, der rent faktisk stod i teksten: At reduktionerne skulle komme fra teknologier, der end ikke var hverken konkretiseret eller opfundet.

Eller tænk på dengang, den daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) – nu direktør i Bryggeriforeningen – kunne fortælle, at Danmark skulle leje 300 fængselspladser i Kosovo (betalingsmur) for at “aflaste“ de danske celler, men ventede til dagen efter med at offentliggøre nyheden om, at man årligt ville give landet 45 mio. kr. i udviklingsbistand uden at komme nærmere ind på, hvem der så skulle have mindre.

Det samme gælder torsdagens efterårserklæring af den konservative britiske finansminister Jeremy Hunt, der blev indsat i sidste måned og dermed har siddet på posten under både ekspremierminister Liz Truss og den nuværende Rishi Sunak. Erklæringen, der svarer til præsentationen af den danske finanslov, kom oven på en mørk udmelding fra Kontoret for Budgetansvar (OBR), en uafhængig analysegruppe nedsat af regeringen: De kommende år kommer briternes levestandarder til at falde, mens økonomien officielt og for første gang siden 2008 er gået i recession.

Sagt på en anden måde ser de millioner af briter, der de seneste år har måttet gå sultne i seng og sove på gaden, ikke ud til at få det bedre lige foreløbigt. Derfor har Hunt nu lanceret en plan, der skal afbøde de værste konsekvenser af de konservatives kuldsejlede økonomiske planer og særligt forgængeren Kwasi Kwarteng og Truss’ minibudget, der fik pundet til at falde til det laveste i årtier. Som altid ligger djævlen i detaljen: Blandt tiltag som særbeskatning af energiproducenters overnormale profitter og højere skatter for særligt den britiske middelklasse, kommer besparelser i det offentlige til at ramme landet langt hårdere, end Hunt vil have det til at se ud.

Mens det i en fodnote lyder, at bankernes indtjeninger skal fredes, forventer finansministeren at fjerne op mod 28 mia. pund fra de offentlige udgifter med effektiviseringer, der ikke skal indføres nu, men først gradvist over de næste to år. På den måde bliver briterne ikke så sure, at de straffer toryerne, mens man først tager de værste slag på den anden side af valget, der skal afholdes senest den 25. januar 2025.

 

De konservative røde

På den måde efterlader Jeremy Hunt Labour-leder Sir Keir Starmer – der beskylder de konservative for at stjæle fra befolkningens pengepunge – med lidt af en hovedpine, da han skal vælge, om partiet vil gå med på præmissen eller i stedet skal komme med egne forslag til at få den britiske økonomi på fode igen. Foreløbig ligner det, at oppositionspartiet vil acceptere besparelserne, hvorfor de allerede er blevet døbt “de røde toryer“. Samtidig fortsætter Hunt – hvis ministerium netop er rykket på det sociale medie Discord – stilen med at skyde skylden for landets økonomiske problemer på “Putins krig i Ukraine“ og “global modvind“ frem for på partiets egne beslutninger.

Selvom pundet langsomt er på vej op igen, siden minibudgettet blev droppet, er det stadig vanskeligt at overbevise investorerne om, at de næste år bliver stabile i britisk politik. Reelt har Hunt blot udskudt de sværeste beslutninger til senere, hvilket eksperter mener “sår tvivl om troværdigheden“ af planerne, som Paul Johnson, direktør for det britiske Institute for Fiscal Studies, formulerer det.

Ironien er i hvert fald til at tage at føle på: For få måneder siden, da hun var storfavorit til posten som premierminister, var skattelettelser Truss’ eneste våben for at redde økonomien. Nu er toryernes politik den stik modsatte. Som Labour-parlamentsmedlem Chris Bryant skriver på Twitter, er det ikke så underligt, at vælgerne ikke længere stoler på de konservative: “De ville ikke engang kunne navigere en Tesco-indkøbsvogn i grøntsagsafdelingen.“ /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12