Nyhedsanalysen
[ugerevy - mandag]
Det blev heller ikke i denne uge, Danmark fik en ny regering. Mens vi stadig venter på at finde ud af, hvilken rolle Lars Løkke Rasmussen og hans “klovnebus“ – som Føljetons Lars Trier Mogensen i weekenden kaldte Moderaterne på TV 2 – får i magthierarkiet, holdt Nye Borgerlige årsmøde på Comfort Hotel ved Københavns Lufthavn. Og mens partimedlemmerne bekrigede toppen med diskussioner om topstyring, er det, som Oliver Stilling skrev mandag, som om det ellers fremmedfjendske Nye Borgerlige er blevet mere moderate gennem tiden: “Det er dybt problematisk og trist, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens regimente er blevet så højreorienteret på udlændingeområdet. Det eneste gode, man kan sige om det, er, at det har lukket luften ud af Dansk Folkeparti og gjort Nye Borgerlige ligegyldigt.“
Apropos mærkelig udlændingepolitik havde Emilie Ewald samme dag fat i den bahrainske menneskerettighedsforkæmper Maryam Al-Khawaja til en snak om hendes far, den dansk-bahrainske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja, der sidder fængslet i Bahrain for at stå i spidsen for en række prodemokratiske demonstrationer under det Arabiske Forår. Al-Khawaja, hvis sag hastede for snart 10 år siden, kæmper stadig for at komme ud af fængslet, men ifølge datteren skal der mere til end stille diplomati: “Hvis den danske regering ikke taler offentligt om min far, så er budskabet til Bahrain, at min far ikke er en vigtig nok sag for Danmark. Jeg forstår på et logistisk plan, at den danske ambassadør ikke altid selv kan tage til Bahrain. Men Bahrain forstår det, som om min fars sag har en lavere prioritet, og at de kan slippe af sted med mere.“