[ugerevy - onsdag]

Tirsdag aften landede et missil i den polske landsby Przewodów ved grænsen til Ukraine. Ingen ved endnu, hvor missilet kommer fra, men det har ikke holdt Ukraine og Rusland fra at beskylde hinanden for at stå bag – eller Berlingske fra at advare om en “tordnende“ risiko for en tredje verdenskrig. David Dragsted holdt derimod hovedet koldt, da han – med en afstikker til Missil-Olsen og hans hovsa-missil – onsdag udfoldede, hvordan selv de mindste forskydninger kan skabe ravage, og hvor svært det egentlig kan være at placere et ansvar for historiens gang:

“Hvem kan eksempelvis sige præcis, hvad der forårsager et strømsvigt? Er det en simpel fejl på en elledning? En politisk beslutning, der tidligere har ført til, at elledningen ikke er blevet udskiftet? For stor efterspørgsel? Eller noget helt fjerde? Ansvar skal ikke nødvendigvis findes i individet, men i de systemer, vi uafværgeligt er filtret ind i – hvor provokerende eller juridisk problematisk det så end måtte lyde.“

Midt i krigen er vi rundet 8.000.000.000 mennesker på jorden, og det betyder, at befolkningen er tredoblet siden midten af det sidste århundrede. Som FN-generalsekretær António Guterres skrev i en pressemeddelelse, er tempoet for befolkningstilvæksten nu fladet ud, og det betyder, at bekymringerne er vendt på hovedet og pludselig handler om voksende ældrebyrder og færre mennesker på arbejdsmarkedet. Men giver det overhovedet mening at forsøge at kontrollere, hvor mange mennesker vi skal være på kloden? Xenia Heiberg Heurlins svar er et rungende nej.