Her skal ikke inhaleres. Et portræt af verdens sværeste og roligste branche

Kgs. Nytorv, Februar 2008

Bestyrelsesformand Jørgen Tandrup inviterer til pressemøde i Hotel d’Angleterres gamle balsal på Kongens Nytorv. Han skal til at præsentere en afgørende beslutning på vegne af Skandinavisk Tobakskompagni. Det er et punktum for en æra i dansk erhvervshistorie.

Skandinavisk Tobakskompagni er i politisk modvind. Et stort set samlet folketing har året forinden indført en rygelov, der forbyder rygning på offentlige og private arbejdspladser, heriblandt restaurationer, hvor kun værtshuse under 40 m2 er undtaget. Cigaretforbruget i Danmark er det laveste i tobakskompagniets historie. Samtidigt foregår der en massiv konsolidering i tobaksbranchen, hvor konkurrenterne Phillip Morris (PMI) og British American Tobacco (BAT) vokser i størrelse, mens flere af de mindre regionale tobaksselskaber må bukke under.

Jørgen Tandrup annoncerer, at man sælger datterselskabet House of Prince til British American Tobacco (BAT) for 20 mia. kr. De kendte og vellidte varemærker Prince, King’s, Look og Cecil ophører således med at være på danske hænder.

»BAT er en bedre ejer af cigaretforretningen end vi,« konstaterer Jørgen Tandrup foran den fremmødte presse.

Hvad han mener med det, bliver der ikke spurgt ind til. Men tilbage står Skandinavisk Tobakskompagni uden en eneste maskinfremstillet filtercigaret i sit sortiment. Til gengæld vil de fortsætte deres forretning inden for rulletobak, cigarer og pibetobak, hvorfra de erklærer en optimistisk målsætning om at ville være verdensførende.

Nyheden bliver modtaget med blandede reaktioner. Er det her en desperat krampetrækning, der blot ligger forud for den uundgåelige død? Eller er den ambitiøse erklæring reel og et udtryk for rettidig omhu?

Uanset hvad kan den optimistiske festtale ikke ændre på det klare faktum, at Skandinavisk Tobakskompagni netop har sagt farvel til en årlig omsætning på 14,3 mia. kr. og en forretning, der har forgyldt dem i et halvt århundrede.

Gladsaxe, Maj 2016

Hovedkontoret ligger ved et stille vejkryds i Gladsaxe. Scandinavian Tobacco Group’s administrerende direktør Niels Frederiksen har fra sit hjørnekontor udsigt til en Statoil tank og distriktspsykiatrien. Og så har han en 45 sekunders gang fra sit skrivebord til medarbejdernes rygelokale.

Han er hurtigt ude at forsvare rygelokalets knap så mondæne indretning.

»Da vi flyttede hertil, skete det i meget stor hast, så indretningen er ikke super gennemtænkt. Når vi på et eller andet tidspunkt flytter i nye kontorer, så vil jeg gerne gøre noget mere ud af det,« forklarer han.

I dag er Scandinavian Tobacco Group (STG) verdensførende inden for salg af pibetobak og cigarer. I USA sidder de på stort set hele det markedet for håndrullede cigarer, hvor de senest i samarbejde med den glamourøse rapstjerne Jay Z udviklede en luksuscigar.

I forhold til at være hovedkvarter for et multinationalt selskab med fabrikker placeret eksotiske steder i Den Dominikanske Republik, Nicaragua og Indonesien er det noget bemærkelsesværdigt, at rygelokalet til forveksling kunne ligne et lærerværelse på en dansk folkeskole i 1990’erne. Men en en-til-en sammenligning ville nu heller ikke være rimelig. Lokalet er udstyret med et højbord, hvor ca. otte rygende medarbejdere kan stuves sammen. I det ene hjørne står et mahogni skab med et udvalg af forskellige cerutter og Bali Shag-tobak, mens der i det andet hjørne står en lille mixerpult med tre bøtter Escort og værktøjerne til at producere sin egen håndlavede cigaret. Alt er til fri afbenyttelse.

Alligevel har en del af medarbejderne valgt at medbringe deres egne cigaretter hjemmefra. De ryger gerne Prince, selvom det er overgået til konkurrenten. Niels Frederiksen ryger derimod kun STG’s egne produkter.

»Jeg ryger en bred vifte af det meste. Alt fra vores hjemmerullede cigaretter til vores små cigarer og store cigarer. Piben har jeg kun fremme, når jeg holder fri. I rygelokalet vil jeg typisk ryge Escort Menthol eller en cigarillos. Det kan være en hjælp, når jeg skal koncentrere mig,« siger han.

Lige nu ryger han en Café Creme, der er en af de bedst sælgende miniature-cigarer, der særligt er populære i Frankrig.

Inhalerer du sådan en Café Creme?

»Det er der nogen, der gør. Jeg gør ikke.«

Nå, okay. Men du inhalerer Escorten?

»Nej.«

Nej?

»Næ, jeg er en meget atypisk ryger. Jeg kan godt lide røg, men jeg har aldrig inhaleret.«

Niels Frederiksen har aldrig røget som ung. Det var først, da han som 35-årig var udstationeret i fjernøsten for ØK, at han blev draget af kollegaernes cigarillos og fik lyst til at smage. Siden han i 1999 kom til Skandinavisk Tobakskompagni har han med sine egne ord »trappet op løbende«.

En tobaksvenlig nation

For at forstå Skandinavisk Tobakskompagnis betydning er det nødvendigt at forstå Danmarks historie som et tobaksproducerende land.

I begyndelsen af 1900-tallet var der over 1500 virksomheder i Danmark, der producerede tobak, hvoraf størstedelen af virksomhederne var familieejede og havde under fem ansatte. I den periode udgjorde tobaksarbejdere over 10 pct. af landets samlede industriarbejdsstyrke. Konkurrencen fra udlandet var stort set ikke-eksisterende, fordi der blev opkrævet told på udenlandske tobaksprodukter. Men i kølvandet på 2. verdenskrig, hvor man udviklede et europæisk handelssamarbejde, vurderede den danske tobaksindustri, at man for at kunne håndtere den udenlandske konkurrence var nødsaget til at rotte sig sammen.

De tre største tobaksdynastier i Danmark (C.W. Obel, Augustinus og Færch) slog sig sammen og dannede Skandinavisk Tobakskompagni i 1961.

Årtierne efter var Skandinavisk Tobakskompagni ikke alene urørlige på det nordeuropæiske marked, men også en hæderkronet monopolvirksomhed og en magtfaktor i dansk erhvervsliv. Udover deres tobaksvirksomhed ejede de bl.a. Tivoli og grossistkæden Dagrofa og var samtidigt flittige bidragsydere til det danske kulturliv, deriblandt som hovedsponsor på Det Kongelige Teater. De havde stor politisk goodwill og bidrog i øvrigt med penge til flere af Folketingets borgerlige partier. Skandinavisk Tobakskompagni var med andre ord en del af etablissementet i det danske samfund.

Måske var det også en del af forklaringen på, at man i Danmark først indførte advarsler om tobakkens sundhedsskadelige effekt på de danske cigaretpakker i 1986. 20 år efter de blev indført i USA. I 1970’erne udpegede den amerikanske tobaksgigant, Philip Morris, Danmark som »en vigtig allieret« i kampen mod de tobaksfjendtlige initiativer i både EF og Nordisk Råd. Selv daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) blev under sin regeringstid kritiseret for at have et »venskabeligt forhold« til tobaksindustrien.

Det var først på den anden side af årtusindskiftet, at det politiske etablissement for alvor vendte tobakskompagniet ryggen. Efter nogle års pres fra EU stemte et bredt flertal i Folketinget i 2001 for et reklameforbud af tobaksprodukter. Og i 2007 blev den såkaldte ”Lov om Røgfri Miljøer” vedtaget.

Nr. 1 i Rom

Salget af House of Prince kan tolkes som en opgivende reaktion på det dalende forbrug og den øgede politiske modstand. Men ifølge direktør Niels Frederiksen var hverken det historisk lave cigaretforbrug eller de europæiske rygelovgivninger udslagsgivende for beslutningen om at sælge cigaretvirksomheden.

»Jeg mindes ikke, at det var noget, vi diskuterede i ledelsen dengang. Vores cigaretforretning var faktisk vokset i en årrække. Vi sad på 90 pct. af cigaretmarkedet i Skandinavien og havde også store markedsandele i Polen, Tyskland og Baltikum,« siger han og forklarer videre, at tobaks- og cigaretindustrien altid har været vant til stigende restriktioner.

»Det er vilkårene og en betingelse for at være i industrien. Det har vi for længst accepteret. Hvis man synes, det er urimeligt, så skal man ikke være i tobaksindustrien.«

Ifølge Niels Frederiksen havde man fået et »attraktivt tilbud«. Tidspunktet var ganske rigtigt upåklageligt. Økonomien buldrede derudaf, og ordet ‘finanskrise’ var endnu ikke kommet på nogens læber.

Men selvom House of Prince var en sund nordisk forretning i 2000’erne, buldrede de største globale tobaksselskaber PMI og BAT frem med endnu større hastighed og opkøbte cigaretfabrikker i flere europæiske lande. House of Prince havde i samme periode forsøgt at udvide til andre nordeuropæiske lande, men her faldt den populære Prince-cigaret ikke god smag.

I stedet blev billedet af nogle meget store globale spillere i forhold til nogle mindre regionale spillere mere og mere tydelig.

»Vi var simpelthen for små til at kunne konkurrere globalt med PMI og BAT. En meget stor del af vores indtjening var koncentreret omkring nogle få markeder, hvilket gav os et stort risikoelement til vores portefølje. PMI og BAT havde ikke samme risikoelement, fordi deres cigaretindtjening var spredt over flere markeder geografisk,« forklarer Niels Frederiksen.

Salget var altså ifølge Niels Frederiksen en del af en bevægelse, der altid har foregået i tobaksindustrien såvel som i mange andre brancher. I takt med globaliseringen vokser de store selskaber, mens de mindre virksomheder må give tabt. Den samme udvikling er sket parallelt i bl.a. bryggeribranchen, teknologibranchen, mejeribranchen og dagligvarebranchen.

Skandinavisk Tobakskompagni var store i Nordeuropa og særligt Skandinavien. Men de var ‘underdogs’ sammenlignet med giganterne PMI og BAT. Det var i virkeligheden det, Jørgen Tandrups udtalelse om, at BAT var “en bedre ejer af cigaretforretningen end vi”, omhandlede. Tankesættet lyder, at des mere konsolideret en virksomhed er, des lettere har den ved at håndtere eventuelle udfordringer. Billedligt talt: Des større planten og dens rødder er, des nemmere vil den have ved at overleve en tørke eller storm. Beslutningen om at sælge House of Prince hvilede derfor på den samme markedsanskuelse som lå bag selve oprettelsen af Skandinavisk Tobakskompagni i 1961.

Julius Cæsar sagde engang, at han hellere ville være nr. 1 i en flække end nr. 2 i Rom. Samme filosofi kan overføres til tobaksindustrien. Forskellen er, at i en globaliseret verden er “kejseren af Rom” også kejseren af de små flækker. I dag siger Niels Frederiksen, at han hellere vil være verdensførende på et lille nichemarked, end han vil være en regional spiller på et stort marked.

Med pengene fra salget af House of Prince kunne de opkøbe et hav af mindre producenter af pibetobak og cigarer. I 2010 fusionerede de med den cigarproducerende del af det svenske snus- og tobaksselskab Swedish Match. Og få år efter var de små rester af det gamle kompagni pludselig blevet verdens største producent af pibetobak og maskinfremstillede cigarer med fabrikker i Caribien, Centralamerika, Indonesien og Europa.

STG’s nylige børsnotering vil i den nærmeste fremtid afgøre, om deres startegi og transformation vil være en succes.

Cigarrygeren i Silkegade

I Silkegade i indre København ligger STG’s eneste danske tobaksforretning “Davidoff – My Own Blend”. Cirka to gange om ugen finder man Michael C.G. Iversen i forretningens kælderetage, hvor han typisk fyrer op for en god cigar. Han er mønstermodellen på den kunde, som STG målretter sine produkter til. Dagbladet Børsen har før tituleret ham som “danmarksmester i tobak”. Typisk når han besøger forretningen, hilser han på ekspedienten, hvorefter han stiler direkte i retning af det fugtkontrollerede hjørnelokale og udvælger sin cigar fra en af de mange hylder. Han betaler sjældent selv for den. For han er en ven af huset, hvilket tydeligt kan mærkes, da jeg en fredag eftermiddag følger ham ned ad trapperne til den pænt møblerede kælderlounge.

»Der har vi jo præsidenten,« lyder det fra en ældre herre, der sidder i hjørnet med en jævnaldrende.

De knap fyrre kvadratmeter er indrettet med øer af fintbetrukne lænestole om små borde, mens der står et højt langbord for enden af lokalet. På hvert bord er placeret tallerkenstore askebægre, cigarklippere og lightere.

Men Michael C.G. Iversen har medbragt sin egen cigarklipper og lighter. Og det er ikke tilfældigt. Han er iklædt et italiensk dobbeltradet jakkesæt med pink nålestriber, der matcher grundtonen i slipset og silkekluden i brystlommen.

»Jeg er en “all in-type”. Jeg kan godt lide, at tingene er gennemført. Jeg har piber og lightere, der passer til al slags påklædning. Uanset hvilket sæt tøj jeg vælger at iklæde mig, så kan jeg finde de piber, lightere eller cigarklippere, der passer bedst til det sæt tøj,« siger han og tænder op for sin CAO dobbelt Maduro, hvorefter han elaborerer på sit udsagn:

»Jeg har det sådan… Denne her cigar og mig, vi klæder hinanden lige nu.«

Michael Iversen begyndte at ryge pibe på sit drengeværelse som 14-årig. Men det var først som 18-årig, at han med sine egne ord startede sin tilværelse, som »superseriøs, dedikeret og teoretisk velfunderet piberyger«. Dengang var han en del af 1980’ernes punkrockmiljø, hvor det var en anelse usædvanligt at ryge pibe. Til gengæld var det almindeligt blandt hans gymnasielærere på Sønderborg Statsskole.

I dag stopper han tobak i piben på daglig basis, mens der heller ikke går en dag, hvor han ikke sætter minimum en time af til en god cigar. Trods sit arbejde som konsulent i Akademikernes A-Kasse er det noget, han altid vil sætte tid af til. Cigaretterne har han til gengæld aldrig haft den store fidus til. Han mener ikke at have røget mere end 10 smøger i hele sit liv.

»Det er jo to vidt forskellige ting. Cigaren forbinder jeg med nydelse, mens cigaretter er lavet til, at man kan blive nikotinmæt ved at tage tre hurtige hiv ned i lungerne. Cigarer og pibetobak er en meget mere langsommelig proces,« forklarer han.

De andre i Silkegades cigarlounge taler ofte om ”Iversen-måden” at ryge på. Begrebet bliver brugt, når man nærmest falder bagover i sig selv, fordi man er i nydelsens vold. Men ifølge Michael Iversen er det hverken noget han har tillært sig selv eller tænkt voldsomt meget over.

»Det giver for mig helt sig selv. Det er umuligt at være sur på nogen, når man sidder med sådan en her,« siger han og løfter cigaren i vejret.

Og i øvrigt, så inhalerer han heller aldrig.

»Næh. Jeg har ingen smagsløge i lungerne, så jeg kan ikke se nogen grund til at hive røgen længere ned. Jeg har fine net af blodkar på tungen og i mund og svælg, som optager rigeligt med nikotin. Jeg sidder jo typisk med en cigar i en time til halvanden. Så jeg kan snildt nå at blive nikotinpåvirket, selvom jeg ikke inhalerer,« forklarer han.

Faktisk kan det være en lumsk oplevelse at ryge cigar, fordi nikotinforgiftningen ofte kan komme som et snigende bagholdsangreb på grund af den langsomme optagelse.

»Jeg har prøvet en sjælden gang med noget virkelig kraftig tobak fra England, hvor jeg det ene øjeblik nyder smagen, og det næste øjeblik mærker, hvordan hårene på min arm rejser sig. Så ved jeg godt, at det er for sent. Og så bliver det ubehageligt.«

Mindre hetz på den fine tobak

Michael C.G. Iversen har aldrig oplevet, at han er blevet stigmatiseret eller set ned på, fordi han ryger. Anderledes er det for cigaretrygerne.

Livstilsekspert Christine Feldthaus arbejdede i slutningen af 1980’erne på et reklamebureau, hvor hun blandt andet havde House of Prince som kunde. Det var dengang, man stadig måtte lave ”in store marketing” for tobaksprodukter.

Selv inhalerer hun flittigt sine Blå Camel og oplever også på egen krop, hvordan rygningen er gået fra at være trendy til lavstatus.

»Cigaretter er jo ikke særlig hipt længere. Jeg kan mærke, at folk kigger på mig, som om jeg er faldet ned fra månen, når jeg starter en smøg i min foredragspause. Personalegruppen i Novo Zymes, der spiser ramsløgspesto til frokost og løber maraton, vil hellere have benene op i en grenknuser end at tilbringe en aften med mig, når jeg kæderyger mine blå Camels,« siger Christine Feldthaus.

Til gengæld kan trendforskeren se et potentiale i STG’s nye strategi, fordi fokusområdet pibetobak og cigarer i højere grad bliver forbundet med nydelse. Hun mener, at pibe- og cigarrygning falder ind under ”slow-begrebet”, som er blevet mere og mere udbredt i den vestlige del af verden.

»Hvis du giver dig tid til at lave simremad med krydderurter fra haven, så signalerer du også, at du har et stort mentalt overskud. Samme signal bliver sendt, når du ryger en cigar eller en pibe, fordi også det kræver tid og overskud. Du kan ikke gokke en cigar ned på fem minutter,« forklarer Christine Feldthaus og fortsætter:

»Jeg kunne godt forestille mig, at de eksrygere, der forlod cigaretten, fordi de blev skammet ud, kunne få ørenlyd for at gå i cigarklub.«

Stadig afhængig

Tilbage i kælderloungen i Silkegade sidder Michael Iversen og udstråler netop det beskrevne image.

Han signalerer, at han er kvalitetsbevidst person med mentalt overskud til at nyde tobakken i stærk kontrast til den tidspressede cigaretryger, der slavisk pulser nikotinen dybt ned i lungerne for at dulme nerverne og afreagere på stressede situationer.

Men Michael Iversen indrømmer, at han også selv er afhængig.

»Jeg har absolut glæde af nikotinen som en beroligende nervegift. Det kan have samme effekt som den første slurk af en whisky efter en lang arbejdsdag. Det tager lige toppen. Både fysisk og mentalt.«

STG flyver under radaren

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton sendte i 1992 chokbølger gennem sin vælgerskare, da han som den første i sit embede indrømmede, at han i sine unge dage havde eksperimenteret med cannabis. Han tilføjede dog straks efter, at han ikke inhalerede, hvilket blev tolket som et lettere patetisk forsøg på at bevare en smule uskyld over for den amerikanske befolkning.

Ifølge Christine Feldthaus er STG’s transformation fra en mainstream cigaretvirksomhed til en nichevirksomhed ikke kun i takt med tidens trendbølger, men er også med til at skabe et relativt sundere og mere uskyldigt image. Hovedparten af STG’s produkter i dag er ikke beregnet til at inhalere. Og det kan i bedste Clinton-stil tage brodden af de angreb, der måtte komme, og dermed give STG et pusterum fra den negative omtale, mener hun.

»Jeg tror, at STG har haft en interesse i at komme ud af cigaretmarkedets prispres og sundhedspolitiske angreb. Ved at gå ind på et lille nicheområde får de mulighed for at flyve lidt under radaren med nydelsesmidler som cigar og piberygning. Det lugter alt andet lige mindre af afhængighed og mere af livsnyderi og luksus,« lyder analysen fra Christine Feldthaus.

Adm. direktør Niels Frederiksen er kun delvist enig i den analyse. Han afviser, at det har været en bevidst strategi, men erkender samtidig, at den negative mediebevågenhed er dalet.

»Udgangspunktet for os har altid været, at ligegyldigt hvad vi sælger af tobak, så erkender vi, at det har en negativ sundhedsrisiko. Vi ønsker ikke at gradbøje sundhedsrisici, så det mindes jeg ikke har været en del af bevæggrunden. Men det er sandt, at mediebevågenheden er anderledes. Det kan vi tydeligt mærke,« siger Niels Frederiksen.

Han understreger dog, at tiden, hvor Skandinavisk Tobakskompagni havde særstatus i Danmark, for længst er forbi.

»I takt med bevidstheden om sundhedsrisici er alles renommé dalet. Vi er ikke den store og betydende virksomhed i dansk sammenhæng, som vi har været. Jeg oplever ikke, at vi i dag har nogen særlig goodwill. Vi er en tobaksvirksomhed på lige fod med alle andre,« siger han.

Professor i social marketing ved Stirling University i Skotland, Gerard Hastings, har i årtier fulgt tobaksindustrien og blandt andet arbejdet for den globale sundhedsorganisation WHO, samt rådgivet stater i regulering og kontrol af tobak og dets markedsføring.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at det har været STG’s hensigt at finpudse sit image.

»Det image, som cigarer og pibetobak har, er mere gunstigt. Det leder i en angelsaksisk kultur tankerne over på ældre gentlemen og folk i den øvre ende af den sociale rangstige. Så STG siger ikke, at de sælger et mere harmløst produkt, fordi de ved, at de ikke kan sige det offentligt. Men de har helt sikkert en interesse i at sende det signal. Og selvfølgelig søger de at sminke deres image,« siger Gerard Hastings.

Fabrikken på Fyn

Syd for ringvejen i Assens ligger et mindre industrikvarter indhyllet i kuperede forårsgrønne marker og frisk havvind. Men duften af saltvand og flora overtrumfes af en sødlig tobaksduft, der stiger op fra skorstenene på STG’s 16.ooo kvadratmeters pibetobaksfabrik. Her produceres årligt 1500 tons pibetobak til 75 lande. Fra de nærliggende varehuse læsser gaffeltrucks kasser på 200 kg. til fabrikkens bagindgang, hvor de stilles på paller på række og åbnes. Kasserne er fyldt med tørrede tobaksblade sendt direkte fra Nicaragua, Den Dominikanske Republik, USA og Brasilien. Fabrikken, der blev etableret i 1864 og opkøbt af STG i 2008 efter salget af House of Prince, beskæftiger i dag lidt over 100 medarbejdere.

En af dem er Lasse Berg. Han har lige siden begyndelsen af 1990’erne arbejdet i tobaksindustrien – både på fabrikken i Assens og i tobaksforretningen i Silkegade. Han er STG’s helt egen “master blender” og er samtidig sidste led i produktionskæden på fabrikken i Assens, når det kommer til specialprodukterne “My Own Blend”.

På hans kontor, der fungerer som et slags tobakslaboratorium, er hylderne fyldt med store bøtter tobak, som han blander op i en kobberskål på en vægt. På en hylde under operationsbordet står omkring 20 forskellige flasker likør og spiritus, til når han skal hælde de sidste dråber i blandingen for at give tobakken en god smag på toppen. Han står bag mere end 50 forskellige blends og eksperimenterer fortsat på at udvikle den næste blanding.

For seks år siden introducerede han markedet for en blanding, som han i dag stolt viser frem. En kunde havde efterspurgt en pibetobak med lakridssmag. Der fandtes allerede rigelige mængder af tobak med lakridsduft, men det var straks en anden udfordring at få smagen til at sætte sig på tungen.

»Det tog mig to år at udvikle,« fortæller han om blandingen, der vandt prisen for den mest innovative pibetobak på tobaksmessen InterTabac i Dortmund i 2013.

»Tobakken blev til ved en blanding af forskellige typer Cavendish, og så Virginia’en for at give noget farvespil. Aromaen fandt jeg en kombination af sambuca, anis og ahorn. Jeg har slet ikke kommet lakrids i, for så blev det alt for besk og mærkeligt,« forklarer han.

Lasse Bergs blanding hedder ”no. 33”. Den skulle have heddet Lakrids, men det har EU’s seneste tobaksdirektiv forbudt.

»Så er det jo bare op til kunderne at døbe den det, de vil,« siger han.

Til produktionen af pibetobak arbejder man med syv forskellige grundtobakker. Virginia, Burley, Orient, Latakia, Cavendish, Kentucky og Perique. Dertil arbejder man med over 100 forskellige grader, som defineres ud fra tobakssorten, men også hvor kraftig dens nikotinindhold og karakter er.

»Des lavere fra planten, du tager bladene, des lavere er dens styrke og karakter. Derudover påvirker skiftende klimaer også tobakken forskelligt. Men vores slutprodukt skal smage ens hvert år, så derfor blander vi os ud af herligheden,« forklarer Lasse Berg.

De fleste mainstream cigaretter er lavet på Virginia og Burley, som har en rund og naturlig sødme. De bliver brugt til at bygge en base op omkring pibetobakken. Lasse Berg introducerer hver enkelt grundtobak, som var han i gang med at omtale syv kammerater, han havde kendt gennem et langt liv. Særligt da han skal beskrive Perique’en, kan man høre, hvordan han liver op.

»Det er pibetobakkens svar på peberet. Det er verdens kraftigste tobak, men også den dyreste, for der er kun to farmere i Louisiana, der laver det,« siger han og forklarer, hvordan de grønne tobaksblade kommes i Whisky-fade og »rådner i sin egen herlighed« i halvandet år, hvilket giver tobakken en sur-sød duft.

»Jeg bruger den ofte som bund, hvis min blanding er lidt let i det. Det holder en 7-8 pct. nikotin, så man skal kun give den et lille dash. Dengang jeg arbejdede som elev, prøvede jeg at ryge det rent. Det kan ikke anbefales. Det er som at gå op til Mikkel Kessler og få en lige højre. Så har man brug for et stort glas mælk bagefter,« siger Lasse Berg.

I fabrikkens ene maskinrum arbejder mændene med at læsse den tilsendte tobak op på transportbånd og ind i diverse store tumblere, der skærer, fugter og lufttørrer tobakken. Som et af de sidste led i produktionskæden bliver tobakken presset af en 7 tons vægt, så den får sin hårde konsistens.

Mange af medarbejderne har arbejdet på fabrikken i flere årtier. Størstedelen af medarbejderstaben er selv piberygere og er i hele deres ansættelsestid blevet honoreret med tobak til privat forbrug.

I Holstebro og Nykøbing Falster har STG også fabrikker, der producerer finskåren rulletobak, mens produktionen af de maskinfremstillede cigarer, deriblandt Niels Frederiksens yndlings Café Creme, foregår på fabrikker i Holland og Belgien. De håndrullede cigarer produceres på STG’s fabrikker i Nicaragua og Den Dominikanske Republik.

Stadig ild i piben?

Scandinavian Tobacco Group er i dag langt fra samme økonomiske størrelse, som dengang de ejede House of Prince. Til gengæld er deres geografiske udbredelse vokset. De er verdens bedst sælgende pibetobaksproducent, og er nr. 1 på salget af håndrullede cigarer i USA og nr. 1 på salget af maskinfremstillede cigarer i Europa. Mens PMI og BAT har kastet sig over markederne i den tredje verden, hvor sundhedsreguleringerne endnu ikke er så skrappe, findes STG’s målgruppe primært i den vestlige del af verden. 89 pct. af STG’s samlede omsætning ligger i USA, Canada og Europa.

Netop i den vestlige verden bliver rygning mindre udbredt på grund af politisk regulering og anti-rygekampagner. For nylig vedtog de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA en såkaldt “grandfather dato”, der skulle ligge den 15. februar 2007. Det betyder, at cigarer og pibetobaksprodukter, der er lanceret efter den dato, skal have en væsentlig lighed med et tidligere produkt for at blive godkendt af FDA. Konsekvensen bliver, at det er meget svært at komme på markedet med nye produkter.

Men ifølge Niels Frederiksen kan STG ende med at drage fordel af lovgivningen.

»Det bliver dyrere at overholde lovgivningen, fordi man skal teste sine produkter og rapportere for ingredienser. Men det er vi gode til på grund af vores størrelse. Derimod risikerer nogle af vores mindre konkurrenter, at de må stoppe deres forretning, fordi de ikke har ressourcerne til at håndtere det. Og det vil styrke vores egen position,« siger Niels Frederiksen.

En anden trussel for STG’s position på det amerikanske marked er åbningen af Cuba. Den amerikanske handelsembargo med Cuba har indtil nu været årsagen til, at STG’s håndrullede cigarer har kunnet sidde så massivt på det amerikanske marked. Også her vil STG kunne drage fordel af FDA’s nye lovgivning, fordi det gør det vanskeligere for cubanerne at komme ind på markedet, forklarer Niels Frederiksen.

Udsagnet provokerer utvivlsomt de lovgivere, der forsøger at kvæle tobaksindustrien. Professor Gerard Hastings, der i årevis gennem WHO har lovgivet imod tobaksindustrien, erkender, at der er noget om snakken.

»I et hvilket som helst reguleret marked er størrelse en fordel, fordi man har ressourcerne til at reagere på disse reguleringer. Så lovgivning og afgiftsstigninger kan være en fordel for enkelte virksomheder, fordi reguleringen ikke retter sig så meget mod virksomhederne som mod markedet,« forklarer han, men forsvarer samtidig reguleringen.

»Vi har oplevet en massiv reduktion i antallet af rygere på grund af vores reguleringer. Det kan i en vis udstrækning være til fordel for de store virksomheder i en eller anden pervers forstand. Men i det store og hele gavner det ikke industrien, men den offentlige sundhed,« siger Gerard Hastings.

I det lange løb må reguleringerne have en negativ konsekvens. Også for STG. Ikke mindst set i lyset af at antallet af rygere i den vestlige verden er reduceret markant. Men det lader endnu ikke til at være en bekymring hos Niels Frederiksen.

»Langt hovedparten af lovgivningen er drevet af, hvordan vi undgår at unge mennesker starter med at ryge. Det rammer os ikke så hårdt, fordi vi ikke har mange kunder i det helt unge segment,« siger han.

Niels Frederiksen siger, at han ikke ønsker at få unge mennesker til at begynde med at ryge. Derimod vil de gerne have de folk, der i forvejen ryger cigaretter, til at skifte til STG’s produkter. Og således kan de have en ambition om at få flere kunder uden at gå op imod deres egne etiske kodeks.

Ifølge Niels Frederiksen vil der altid være nogle unge mennesker, som på et tidspunkt beslutter sig for at ryge. Måske fordi de ønsker at være på kant med samfundet, forklarer han.

»Langt de fleste starter på cigaretter. Når de når 30-årsalderen, tager de stilling til, om de vil fortsætte. Det er typisk i forbindelse med en ændring i livsforholdet, f.eks. når man flytter sammen med kæresten, får børn eller begynder et arbejdsliv. Og her vælger nogle, at de vil fortsætte, men ønsker samtidig at have mere kontrol med det, de ryger. Mange af dem går over til cigarer eller pibetobak. Det er der, vores fremtidige kundegruppe skal findes,« lyder det fra Niels Frederiksen.

Han er sikker på, at der fortsat vil være et marked for tobak langt ud i fremtiden.

»Du må huske på, at der er folk, der har dødsdømt tobakskategorien i årtier. Og den lever stadig i ganske god form. Det som industrien har vist, er, at selvom markedet har været faldende, så har industrien evnet at udvikle forretningen og tjene flere penge,« siger han.

Det er ifølge Niels Frederiksen en kombination af, at man kan hæve priserne, øge sine markedsandele, og at man bliver mere effektive til at producere.

New Zealand har som det første land formuleret en erklæret målsætning om at blive tobaksfri i 2025. Hvis andre lande følger trop og måske endda går helt til den yderlighed tobak, kan det være dødsstødet for Scandinavian Tobacco Group. Men også her forholder Niels Frederiksen sig helt rolig.

»Man skal aldrig udelukke noget. Men jeg bruger ikke så mange kræfter på dem, der ønsker at gøre verden totalt røgfri. Tobak er et politisk reguleret produkt. Vi giver udtryk for vores synspunkter, som er, at der skal være plads til både rygere og ikke-rygere. Og at rygere skal være bevidste om sundhedsrisikoen, men at det skal være deres eget valg. Det er de teltpæle, vi holder fast i. Hver gang vi møder nye lovgivninger, så vil nogle af vores konkurrenter falde. Jeg har det fint med, at vi er de sidste, der står tilbage.«