”Kære Matisse”

Uden for indgangen til Statens Museum for Kunst står der en gammel dame med en lille taske. Selvom hun har stillet sig ind i skyggen bag søjlerne, der bærer facaden over trappen, bemærker man hende straks. Det er, som om hun lyser op. Hun er velholdt og velklædt, knapperne på hendes jakke blinker gyldent, mens hun vinker til nogen nede på pladsen og råber noget, som ingen kan høre. Skal hun se udstillingen med et barnebarn? Hun ser ud til at være gammel nok til at kunne have hilst på Matisse med en fremstrakt barnehånd (han døde i Nice i 1954).

Inde på museet er der kø til billetsalget, folk står i en lige linje helt ud i lobbyen. Ingen i køen, bortset fra en enkelt eller to, lader til at være under 70. ‘Det røde atelier’ er en seksstjernet vandreudstilling, stablet på benene af Museum of Modern Art over fire år i samarbejde med SMK, som ejer tre af udstillingens malerier, og er blevet fløjet hertil efter at have lagt anmeldere og publikum ned på Manhattan.

Vandreudstilling er så meget sagt; ‘Det røde atelier’ vandrer ikke videre, men bliver opløst efter opholdet i København. Men udstillingen er en rigtig identitetsmarkør. På sin private Facebook-profil anbefaler en historiker, der ellers “ikke er udtalt fan af netop denne maler“, enhver at se den på grund af dens stærke og enkle idé, som han finder “konsekvent gennemført“. I kommentarfeltet svarer en, at han skam allerede “så den i NYC!“

Straks glasdøren ind til udstillingen lukker bag museumsgæsten, mærkes det, at noget er på færde. Selvom der ikke er noget at se, før man kommer rundt om hjørnet, er det som at træde ind i en katedral med uendeligt højt til loftet. Og der, midtfor til højre, hænger det, Det røde atelier, Henrik Matisses utrolige oliemaleri på 181 x 219 centimeter. Det røde atelier er et billede, som kunsthistorikere i årtier har – undskyld udtrykket – gennemkneppet, fordi det er så brillant og banebrydende, og nu hænger det så her i en lyssætning, som er blændende (i overført forstand).

Nu kommer pensionisterne i samlet flok ind i rummet. Deres omviser, viser det sig, er den gamle dame fra trappen ved indgangen; hun var her ikke for at se Matisse, men for at formidle ham. Hun er ti år ældre end sit publikum og gør det så godt, at jeg forsøger at google hende frem på min mobiltelefon. En henvisning til en 21 år gammel artikel i Jyllands-Posten dukker frem. Overskriften er fra før, medierne begyndte at appellere til læserens laveste instinkter med nedrig clickbait: “Kære Matisse“, står der bare med anførselstegn og det hele. Artiklen er bag betalingsmur, men der står, at den handler om kunsthistorikeren Hanne Findsen, som “har været optaget af den franske maler Henri Matisse siden studieårene, da hun mødte ham i Nice“. Er den ældre omviser den stadig levende kunsthistoriker Hanne Findsen? I så fald er hun 97 år! Er det Matisse, der holder hende ung? Hun ser virkelig ikke ud til at være en dag over 82. Lidt ekstra research leder frem til, at omviseren ikke er Hanne Findsen, men den noget yngre Alice Fanøe, som er i gang med udstillingsomvisning nr. 4 ud af 10 omvisninger på 10 kunstmuseer fordelt på 10 søndage.

Foran maleriet

På Det røde atelier har Matisse gengivet sit atelier i Paris-forstaden Issy-Les-Moulineaux, som han så det. Historien er, at han ligesom har følt, at det var hans skæbne “at forenkle maleriet“ – det havde hans mentor Gustave Moreau i hvert fald sagt til ham tilbage i 1890’erne. Men at han dækker det meste af maleriet med farven venetiansk rød kommer lidt pludseligt, og så på et tidspunkt, hvor “det monokrome endnu ikke rigtig er blevet en del af den moderne kunsts vokabularium“, som MoMA-kuratoren Ann Temkin formulerer det. Og Matisse er alligevel 39 år, da han gør det – dvs. ikke helt så ung som Pablo Picasso, det 20. århundredes andet store billedkunstnergeni.

Åh, der kunne skrives så meget om udstillingen, men det har andre gjort, og nogle har gjort det bedre. Man må håbe, at sikkerheden omkring udstillingen tillader, at at en masse børn også ser den, selvom det må rejse en del spørgsmål i deres hoveder. Hvorfor står der en kustode ret op og ned lige ved siden af Det røde atelier, og hvorfor ser han så olm ud? Er det maleriet, der giver ham det udtryk, eller er det hele udstillingen? Er det frygten for, at klimaaktivister vil hælde en eller anden substans ud over billedet, mens han står der?

De ældre udstillingsgæster ænser ham nærmest ikke. De har lært at abstrahere fra museumsvagter. Alle har prøvet at sætte en alarm i gang. /Oliver Stilling