Klimaløsninger for oliepenge

I 2050 skal Europa være verdens første klimaneutrale kontinent. Det lyder måske som varm luft, men siden EU’s nye klimalovgivning blev vedtaget sidste år, er ambitionen gået fra grønt håb til bindende forpligtelse.

Samtidig har krigen i Ukraine intensiveret jagten på at erstatte kul og gas med grønne løsninger. Men det tager tid at sadle om. Så hvad skal der til, for at vi når målet i tide? Hvilke problemer står medlemslandene hver især overfor? Og hvor findes de mest innovative ideer?

Føljeton rejser rundt i Europa for at møde kontinentets første klimaflygtninge, tage temperaturen på kernekraftværkerne og komme helt tæt på den smeltende indlandsis. Dette er femte del af serien – vi har også været i Nederlandene, Tjekkiet, Grønland og Grækenland.

 

 

97.722. 107.342. 116.872. Et orange rør føres langsomt, men kontrolleret, mod havbunden, hvor den skal ende på 2.500 meters dybde. Manden, der kontrollerer røret, har smidt både beskyttelsesjakke og hjelm, for her – i det, der ligner cockpittet på et fly, men hvor der her er færre skærme at holde styr på – går tiden langsomt: Dybden skal ligesom tryk og hastighed observeres med opmærksom præcision, for uden for de duggede ruder i den midlertidige pavillon er der mere end bare rørets vinkel på spil.

Omkring anlægget på Øygarden bor de anlægsarbejdere, der er fløjet hertil fra Nederlandene for at grave de første huller til det, der har potentiale til at blive Norges næste “månelanding“ – som den blev kaldt af den daværende statsminister og nu Nato-chef Jens Stoltenberg: Allerede for femten år siden var det meningen, at man skulle kunne fange CO2 i atmosfæren og lagre det langt under Nordsøen. Men det kom aldrig til at ske: Fangsten blev dyrere og dyrere, deadlines blev overskredet, og de politiske uenigheder blev større. Prestigeprojektet kollapsede og blev aldrig til noget.

Nu prøver man igen.

Med projektet Langskipet, der ikke er et skib i egentlig forstand, skal Norge for første gang fra start til slut kunne fange CO2 fra atmosfæren og lagre det under 2.500 km under havoverfladen, hvor den – forhåbentlig – aldrig skal slippe op.

“Én frygt var, at det blev en norsk ting. At det er noget, vi kun gør i Norge, fordi vi har så mange penge, men hvor det ingenting betyder for det globale klima,“ siger Sverre Overå i ly for efterårsvinden i den nybyggede reception, der i dag står tom, men hvor man allerede næste år skal have folk til at sidde bag computerskærmene. Overå, der er projektdirektør for Northern Lights og dermed står for den ene tredjedel af projektet, peger fra kontoret og ud over vandet, hvor man kan ane at par olietanke i horisonten.

Vi befinder os i Øygarden syd for Trollfeltet, som er Nordens største olie- og gasområde. Det er næsten så langt på den norske vestkyst, man overhovedet kan komme – en time fra Bergen – hvor mørket har lagt sig som en dyne over landskabet, selvom klokken end ikke har passeret frokost. Udenfor bærer anlæggets medarbejdere rundt på alskens byggedele, og om få dage kommer de seks store tanke, der skal opbevare den flydende CO2. Ingen tid går til spilde: Nu gælder det om at komme i mål.

 

 

Engang var formålet med karbonfangst at nedbringe udslippet fra netop den fossile industri, hvorfor projektet mødte kritik for at give de største energiselskaber carte blanche til at fortsætte business as usual.

Sådan er det ikke længere, forklarer Sverre Overå.

Ifølge Overå har man indset, at man ikke behøver bruge CO2-fangst til det hele. At erfaringerne alligevel kan bruges i de industrier, der ikke umiddelbart kan omstille til vedvarende energi: Særligt for cement og beton, der står for en større del af verdens udledninger end flybranchen tilsammen: “​​Det koster mange penge at installere anlæg til fangst, transport og lagring. Men hvis du ikke gør det, går al CO2 op i atmosfæren. Kan du bare få noget af det væk, er det meget bedre end ingenting.“

 

Norsk enegang

Der er flere måder at fange CO2 fra atmosfæren. I langskibsprojektet gøres den flydende, fragtes på skibe fra Oslo til den norske vestkyst og sendes gennem en rørledning under havet.

“Vi bruger en kemisk blanding til at fange CO2. Ved atmosfærebetingelser er den som en gas. Du ser eller lugter den ikke, men den er der. CO2 er normalt ikke transporterbar, fordi den optager så stor plads. Så vi køler den ned og øger trykket ved komprimering. Når vi gør de to ting, får den til minus 25 grader og 15 bar, bliver den flydende og ligner vand. Det er den mest kompakte form, du kan få CO2 i, og sådan kan du transportere den i en tank og pumpe den op på skibene,“ siger Overå.

Op mod 80 pct. af CO2-udledningen skal nedbringes i den industriproduktion, der ikke kan erstattes af vind og vand, som Norge i normale tider har rigeligt af. Rørledningen har de allerede på lager. Næste år skal den kobles til for enden af anlægget og løbe cirka 11 kilometer ud for kysten. Her skal den føres langt ned under en sandbanke, der har flere lags tyk skifer: “Det er som en helt tæt og fast sten, som det gulv, vi har her i receptionen,“ siger Overå.

Når man bevæger sig rundt på anlægget (Hugs verneutstyret, står der venligt på skiltet), går man i fodsporene af norske statsministre og kongelige: Nordmændene har altid været glade for karbonfangst, siger Overå. Og rundt omkring i Europa er interessen kun steget, ligesom USA, Canada og Australien internationalt er gået foran. “Bekymringerne er der ikke længere. Også EU er gået fra at være lunkne til at være meget interesseret,“ siger Overå, der har fået EU-midler til dele af projektet.

IPCC og Det Internationale Energiagentur (IEA) har peget på karbonfangst som en af de mest sikre måder at holde den globale opvarmning ved 1,5 grader, som det er målet i Parisaftalen. Men organisationer som Greenpeace, mener at risikoen for læk af CO2 er for stor: Som da 1.700 mennesker døde, da et jordskælv frigav 1,2 mio. tons ren CO2 fra Lake Nyos i Cameroun. Andre understreger usikkerheden i, at man aldrig har gennemført projekter i så stor skala før.

Men ifølge Sverre Overå spiller det en rolle, at man opererer så tæt på et eksisterende olie- og gasfelt – og man dermed allerede ved, hvordan der ser ud under havet: “Erfaringerne fra de sidste 25 år viser, at vi har fuld kontrol, og at der ingenting sker. CO2’en bliver der, hvor den skal være. Den vil blande sig med vandet og kommer ikke ud nogle steder. Der, hvor røret skal ned, er der et stort hul. Når vi er færdige med projektet, skal vi igen fylde hullet med 2.500 meters cement. I den norske del af Nordsøen forventes det, at du kan lagre 80 gigatons CO2,“ siger han.

“Vi er længere nede end Trollfeltet, der ligger på cirka 1.500 meter. Vi er på 2.500 meter. Der er ingen mekanismer, der viser, at det skal kunne lække. Selv hvis du laver en hypotese om, at det kan ske – selvom det egentlig ikke kan – så vil det komme op i den sandsten her, som er i Trollfeltet. Den er jo tæt. Selv hvis der skulle være læk, skal CO2’en stadig igennem 1.000 meter med sten. I et sådant tilfælde får du en boble med CO2, som bevæger sig, og det vil tage så lang tid, at du når at opdage det.“

 

 

Derfor overvåger Northern Lights området med seismik: “Du får måske et kort hvert andet år. Vi har jo en model af undergrunden, og med seismikken kan vi se, om det stemmer. Derudover laver vi selvfølgelig også overvågning med undervandskameraer, for at se om der kommer udslip af CO2 – og den sandsynlighed er meget lille. Det gør vi både inden og løbende,“ siger Overå.

“Personligt er jeg ikke bekymret, om vi lækker en, to eller tre pct. Hvis du kan tage det meste væk, har du et positivt regnskab. CO2’en er ikke giftig. Den dræber ikke noget. Det er på en måde helt uproblematisk. Den skal ikke lække, men man skal ikke være så bange for det.“ For mens et CO2-felt unægteligt har konsekvenser for havmiljøet, er man langt væk fra mennesker – og ved et område, der allerede er i brug til olie og gas.

 

Viljen til penge

Norge har umiddelbart det hele. De er foran på vind og vand, har en udbygget elbilindustri, og toget fragter dig fra Bergen til Oslo på blot seks-syv timer. Med krigen i Ukraine er Norge ikke bare blevet et sikkerhedspolitisk mål, men også på samme tid klimakrisens – og energikrisens – helt og skurk. Mens man brander sig som grønt foregangsland, pumper Norge stadigt mere olie og gas op af undergrunden, ligesom man netop har forlænget en kulmine på Svalbard.

Karbonfangst er ikke nogen nem øvelse, hverken teknologisk eller politisk. Én ting er, om det praktisk er muligt at gennemføre. En anden er, om der bliver råd til det. Igen.

Prisen for hele Langskipet lød oprindeligt på 25 mia. norske kroner, hvoraf staten står for 16,8 mia. – mens man fra begyndelsen har forventet, at det vil gå over budget. Det har man allerede gjort. Kan så mange penge ikke kanaliseres andre steder hen i bedre og mere effektive klimaløsninger?

I hvert fald kan man ikke undgå at se bort fra, at det er som firmaer TotalEnergies, Shell og Equinor – det gamle Statoil – der står bag Northern Lights. Derfor bliver spørgsmålet, om noget er bedre end ingenting, når projektet finansieres af firmaer, der historisk er blandt verdens største udledere – eller om det bliver en sovepude.

“Det er selvfølgelig en mistanke, der kan fremmes. Og det er der mange, der gør. Det er lidt vanskeligt. Vi arbejder kun med industrielle udslip, som ikke har noget alternativ. På sigt er det jo ikke utænkeligt, at nogle vil se på muligheden for at håndtere fossile udslip, men det gør vi ikke i dag,“ siger Sverre Overå.

 

 

“Vi har sagt det tydeligt, at vi skal tage et samfundsansvar, når vi er så store og har tjent så mange penge. Vi dækker en niche, som ellers ikke ville være dækket, og vi har den kompetence, der skal til, for at kunne gennemføre det. Det ligger der en forpligtelse i,“ siger Sverre Overå.

Han er sikker på, at Danmark også kommer efter det i dag, hvor man ligesom flere andre lande ser på fangst, men hvor det går langsommere med lagerfaciliteterne. Energistyrelsen har netop igangsat høringer om CO2-lagring “på land og kystnært“.

 

Norges svar på Aalborg Portland

“Det kommer ikke til at ske. Det er ikke kommercielt tilgængeligt, og det kommer ikke til at blive kommercielt bæredygtigt,“ sagde Jeremy Rifkin, forfatter og klimarådgiver for flere regeringer, for syv år siden til The Guardian.

Men meget tyder på, at karbonfangst kan blive økonomisk bæredygtigt. I hvert fald, hvis det står til Per Brevik, direktør i HeidelbergCement, der står bag cementværket Norcem, den anden tredjedel af Langskipet.

Spørgsmålet er bare, om det er hurtigt nok.

Som ejer af landets største cementfabrik, der ligger to timer om kap mod ladeangsten fra Oslo, er Brevik på fornavn med statsministeren. Norcem kan siges at være Norges svar på Aalborg Portland, hvor cementindustrien ligesom herhjemme har stærke bånd til arbejderpartierne.

“Men når det gælder CCS [carbon capture and storage, red.] i Norge, så har der ikke været nogen forskel på, om regeringen har været rød eller blå, og projektet blev vedtaget af en konservativ regering,“ understreger han.

Vi står på udsigtspunktet over Norcem, der foreløbigt ikke er lige så tilgængeligt som Øygarden, men hvor man har gjort klar til, at skibe hver fjerde dag skal hente den CO2, man har fanget fra værkets røggas. HeidelbergCement er en af de største cementproducenter i verden – og dermed også udledere. Samtidig kræver det en stor mængde energi overhovedet at fange CO2. Men forskellen på Langskipet og månelandingen er, at man modsat tidligere nu ikke behøver varme udefra, siger Per Brevik.

“Månelandingen var meget dyr. Alene prisen skræmte jo industri og myndigheder fra at gå videre. Vores forslag handler om at ændre fokus fra olie- og gasindustri til traditionel procesindustri, og udvikle en løsning for den.“

“Dertil prøver vi at reducere fodaftrykket ved at erstatte mest muligt kul med affaldsbaseret brændsel. Det er også et positivt klimatiltag, fordi det bidrager til god udnyttelse af affald. Man kan selvsagt bruge mindre cement, og så får du et lavere udslip. Men beton er verdens mest brugte byggemateriale, særligt når det gælder udvikling af infrastruktur. Jeg er vel en betonmand, men hvis du skal have et bæredygtigt samfund, vil jeg sige, at cementindustrien må bidrage til at fange CO2. Det har vi et ansvar for.“

Planen er, at man allerede i 2024 skal kunne fange 55 tons CO2 i timen, inden det sendes vestpå. Men igen er projektet udskudt ad flere omgange på grund af økonomiske problemer, hvor budgettet er sprunget med næsten 1 mia. norske kr:

“Da vi i oktober 2021 orienterede myndighederne om, at vi ville overskride budgettet, var der nogle journalister, der ville køre det op og lave politik ud af det. Måden, de brugte tallene på, er at sammenligne æbler med pærer. Diskussionen om finansiering er en sag mellem myndighederne og os, og der kommer snart en officiel løsning,“ siger Brevik.

“Vi holder tidsplanen nogenlunde. Men selv hvis vi får fire-fem måneders forsinkelse på et så stort projekt på næsten fire år, synes jeg ikke det er så voldsomt.“

 

 

Ifølge Brevik diskuterer man lige nu, hvordan man kan lave flere og mindre anlæg, der kan fange og konditionere – gøre CO2 flydende – med separate tanke, der kan koble sig på Northern Lights’ system for at nedbringe prisen for fangsten:

“Omkostningerne er den ene side af det: Hvor meget billigere kan man fange CO2? Og så kommer et andet spørgsmål, som er utroligt vigtigt: Skal vi nødvendigvis gå efter 100 pct. karbonfangst? Mon ikke 75 til 80 er mere rigtigt? Nu kan du godt høre, at jeg er økonom. De sidste 10 til 20 pct. er altid lige så dyre som resten. Og 80 pct. er ganske meget bedre end nul.“

 

Alternativet er altid dyrere

Netop spørgsmålet om at gå til nul er noget, man bekymrer sig om hos tænketanken Zero. Her argumenterer man i en ny rapport for, at karbonfangst er nødvendigt, ikke hvis skal til nul, men også en del under. Derfor er det nødvendigt at have separate mål: “Du skal gøre alt andet først, men du skal også lave karbonfangst,“ siger fagchef Stig Schjølset på sit kontor med udsigt over det centrale torv i Oslo, hvor fagforeningerne historisk har hørt til.

“Du skal have klimamål først og CO2-fjerning bagefter. Vi argumenterer for, at rige lande som Norge, som har et meget stort historisk ansvar for problemet – og god økonomi – og dermed et ganske særligt ansvar for at udvikle teknologi, der går til helt nul eller under nul. Hvis ikke vi gør det, er der jo ingen andre, der kommer til at gøre det.“

Det er altså først, når man har elektrificeret hele energisektoren, man kan begynde at tale om karbonfangst, mener han. Schjølset er det, man kan kalde en klimaoptimist. Som han forklarer i et interview i det norske Dag og Tid, går al udvikling langsomt i starten, hvor der for tiden ser der “ud til at være mere håb i markedet end i politik“. Krigen i Ukraine har bevist, at vedvarende energi nu er blevet omkostningseffektivt – og det samme tror han kan ske med karbonfangst.

“Det bedre alternativ er altid dyrere,“ siger han.

“Det er jo sådan med alt teknologi, at det er dyrt i starten at skalere. Danmark har også været et foregangsland på vindkraft, som nu er det billigste i verden.“

 

Nogle gange er det måske også kontraproduktivt, at det bedste modargument er, at det er dyrt?

“En opvarmning på to eller tre grader er dyrere totalt, end de tiltag vi har brug for, for at løse klimaproblemet. Omkostningen er økonomisk og ganske rationel. Men når man snakker om at fjerne CO2, er spørgsmålet jo, hvem der skal betale for det. Og det er vanskeligt. Der er jo for eksempel en diskussion, om man skal inkludere det i EU’s kvotesystem at pålægge store selskaber med store udslip at lave CO2-fjerning.“

“Hele samfundsøkonomien skal omstilles. I nogle sektorer er det jo dyrere, i hvert fald i en overgangsperiode. Men det er en omkostning, vi må tage. Hvis ikke gør det, får vi lige om lidt to mio. flygtninge fra Bangdalesh. Omkostningerne kommer før eller siden.“

 

Smuthuller og bagdøre

Men kan vi overhovedet overlade os til en teknologi, kaste milliarder efter et projekt, der ikke engang alene kan få os helt i mål, og som er på et usikkert grundlag? Langskipet har splittet den norske miljøbevægelse, der er grundlæggende uenige om, hvor stor en indflydelse man skal give fossilindustrien. Men spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre uden – hvorfor tage til Månen, når man kan tage til Norge?

“Alle de store energiselskaber har jo sat mål om, at de vil nedbringe udledningerne, typisk inden 2050. Men hvis du begynder at se på de mål, og ser hvor meget de skal gøre, er der nok ingen, der vil sige, at de er helt troværdige. Det er lidt med smuthuller og bagdøre. Men de sidste 10-15 år har vi set, at karbonfangst og lagring er blevet meget mindre kontroversielt,“ siger Stig Schjølset.

“Det er jo store kommercielle selskaber, der kommer til at prøve at tjene penge uanset. De bygger faciliteter for en masse vedvarende energi, som de kommer til at tjene på. De bygger et karbonlager, fordi de skal tjene penge. Men selskaberne kommer ikke til at forsvinde.“

Men trods udfordringerne er der “i alle seriøse analysemiljøer“ ikke længere nogen, der tror på, at vi kan nå klimamålene uden at fjerne CO2 fra atmosfæren, mener Schjølset.

“Det er fortsat dyrt og teknologisk udfordrende at fange og lagre CO2. Det vil derfor kræve en ambitiøs klimapolitik i mange lande, for at det skal ske. Derudover kræver karbonfangst meget energi, så vi må udbygge mere fornybar energi for at opskalere teknologien. Det vil være krævende de næste år. Men som vi skriver mange gange i rapporten, er det vigtigste, at det ikke skal blive et quick fix. Det bedste er at reducere udslippet, og det vil det altid være.“ /Emma Louise Stenholm

 

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.