Kære læser

De uføjelige

Wana News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

Har vi mennesker en fri vilje? Er alting forudbestemt, eller er vi vores egen lykkes smed? Det er en diskussion, der efterhånden har optaget filosoffer og andre kloge hoveder i flere tusinde år. Og i sidste uge dukkede den så op igen. Denne gang i en lidt anden kontekst:

Som følge af kampagnen ‘Kvindernes sidste arbejdsdag’, som intet mindre end 17 fagforeninger er gået sammen om, blussede en debat op om, hvorvidt den gennemsnitlige lønforskel mellem mænd og kvinder egentlig er selvvalgt. Kampagnens afsæt var den lønforskel på 13,5 pct., som gør, at kvinder fra den 17. november arbejder “gratis“ året ud. KVINFO pointerer, at tallene er baseret på bruttolønsforskellen, altså den “rå“ forskel på, hvad m/k tjener i timen – uden at tage højde for brancher, sektorer etc.

Kampagnen gik sin sejrsgang på sociale medier, hvor flere delte billeder af sig selv iført et armbånd med påskriften ‘frivillig kvinde i arbejde’. En af dem var forskeren Anja C. Andersen. Og hurtigere end man kunne sige “lønforskel“, blev hendes kommentarspor overrendt af mænd, der fx skrev:

“Når man som du (og en del andre kvinder) skriver sådan noget vås, så tænker jeg næsten, at det ville være fortjent hvis det var sandt. For så er i virkelig dårlige til at forstå tal og den rette sammenhæng. Faktisk er 13,5% alt for lille en forskel hvis det du skriver er niveauet“

 

Det er da dit eget valg?

Men er kvinder så dårligere til at regne end mænd? Nej. Til gengæld vælger kvinder i sjældnere grad jobs i fx den private finanssektor til fordel for jobs i den offentlige sektor. Og det leder til slutningen, at det er kvindernes eget valg, at de tjener mindre.

I søndagens afsnit af Deadline med overskriften “Ligeløn, køn og det frie valg“ kunne man præsentere et tal, der viste, at 95 pct. af de ansatte sygeplejersker, Sosu-assistenter og andre omsorgsjob er kvinder, og eftersom man bliver betalt mindre i den offentlige sektor generelt – og det er der, størstedelen af kvinder på arbejdsmarkedet er – så er lønforskellen ikke resultatet af ulighed, men derimod selvforskyldt. De kunne jo bare have valgt et andet job, en anden sektor?

“De valg, vi træffer ift. uddannelse og karriere, de opstår ikke i vakuum. Vi er påvirkede af den kultur og de omgivelser, vi opvokser i. Det vil sige, at der er nogle samfundsstyrede forventninger, der går ind og påvirker os i de her valg,” understreger en af programmets gæster Christina Lundsgaard Ottesen, ph.d. i psykologi, og skaber dermed genklang til filosoffen Simone de Beauvoirs kendte diktum fra 1949: “Man er ikke født som kvinde, man bliver det.“

En, der er uenig i den analyse, er Liberal Alliances ligestillingsordfører Sólbjørg Jakobsen. Udover at få sagt, at ligestilling opnås gennem lovgivning – men at hun ikke mener, at der behøves at lovgives mere på området – kommer ligestillingsordføreren også med den her absurditet:

“Og igen, jeg kan ikke lide, at vi generaliserer det så meget, fordi jeg selv falder udenfor mange af punkterne, men én ting som kvinder er gode til, det er at være føjelige.“

 

Hvem fanden kalder du føjelig?

Lad os lade Liberal Alliances rimelig fortærskede kvindesyn, hvor kvinder er bedre til at være forældre (og passe børn, og passe husligt arbejde, og være hjemmegående – ser du også et mønster forme sig?) ligge. Lad os i stedet vende os mod dem, der minder os om flere århundredes bevisførelse for, at kvinder ikke er en skid mere føjelige end mænd.

I søndags blev de to skuespillere Hengameh Ghaziani og Katayoun Riahi anholdt, som følge af at have optrådt uden deres tørklæde i offentligheden i sympati med demonstrationerne mod præstestyret i Iran. Efter den 22-årige Jina Mahsa Amini blev dræbt den 16. september er op mod 15.000 demonstranter blevet arresteret, 2.000 af dem er officielt sigtet, og seks af dem er idømt dødsstraf.

Imens verdens øjne er rettet mod det ligeledes menneskerettighedskrænkende VM i Qatar, er demonstrationerne i Iran kun taget til og kun blevet voldeligere. Onsdag den 16. november resulterede volden i et mord på bl.a. en niårig dreng.

Ud af de i 1.265 demonstrationer i Iran mellem den 16. september og den 11. november, er i hvert fald 1.158 anført og arrangeret af kvinder. Så imens vi herhjemme sidder fast i, om kvinder selv aktivt vælger at tjene mindre end mænd i gennemsnit, fordi de er mere “føjelige“, behøver vi ikke kigge længere væk end til Iran, før det argument skydes i sænk. /Astrid Plum

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12