Dit Svin. Din Hund.

I midten af december 2015 rammer en på på samme tid komisk og skræmmende historie international presse.

En ung thailandsk fabriksarbejder, Thanakorn Siripaiboon bliver anklaget for have slået en sarkastisk post op på Facebook om kong Bhumipols yndlingshund, det kongelige gadekryds, Tongdaen. Anklageren går efter en straframme på 37 års fængsel. Sagen er siden mørkelagt, ligesom anklagemyndigheden aldrig har gengivet de sarkastiske fornærmelser i deres oprindelige ordlyd. Thanakorns Facebook-profil eksisterer ikke mere.

Anklagerne kan forekomme groteske; men Thailand har meget strikse regler for majestætsfornærmelse. Militæret har i årevis øget brugen af de såkaldte lèse-majesté-love. Og nu har man så valgt at inddrage royale kæledyr.

Men der er også tale om en ganske særlig hund.

I kongens bestseller om yndlingshunden fra 2002 beskriver Bhumibol dyrets unike natur og personlighed.

“Tongdaeng er en respektfuld hund med gode manerer. Hun er ydmyg og kender til protokollen. Hun vil altid anbringe sig i en lavere position end kongen, selv når han løfter hende op til sig og omfavner hende. Tongdaeng vil krybe sammen mod gulvet, mens hun sænker sine øre i en respektfuld ludende position. Som om hun villle sige: “Det vover jeg ikke”.

Sådan skriver hans kongelige højhed Bhumipol Aulyadej i forordet til sin biografi om hunden, “Historien om Tongdaeng”

“Gadekryds er exceptionelt trofaste i forhold til deres ejere. Der er som om, de er taknemlige for deres venlighed”, hedder det videre.

Kongen, der selv anses for at være en nærmest guddommelig figur, skriver bogen om Tongdaeng efter i en periode at have trukket sig tilbage for at opnå en højere grad af oplysning. Det synlige resultat, da han endelig stiger ned blandt folket, er den bedst sælgende bog i Thailand nogensinde.

Der er ingen grænser for, hvor exceptionel en hund, vi har med at gøre. Og frem for alt hvilket fuldstændig unikt forhold, der udfolder sig mellem majestæten og hunden.

Tongdaeng har dertil en perfekt gang, en udsøgt holdning, den hverken lugter eller gør, og så er Tongdaeng ydmyg.

En grundig gennemlæsning af bogen afslører dog, at  beretningen om Tongdaeng  først og fremmest rummer en konges forventning til den perfekte undersåt. Om at gøre sig fortjent til kongens kærlighed.

Kærlighed til konge og kæledyr

Her holdes det perfekte spejl op for et helt folk. Den enkelte undersåt får ikke alene en præcis anvisning på opførsel og etikette. Kærligheden til det ophøjede bliver gjort konkret, og to af de stærkeste sentimentale følelser går op i en højere enhed. Kærligheden til kongen og kærligheden til kæledyret. Bogen som umiddelbart kan forekomme infantil både i tekst og grafisk udtryk er i virkeligheden et stykke sofistikeret propaganda. Og lige netop den manøvre var næppe lykkedes, hvis det havde været en kanariefugl, en skilpadde eller for den sags skyld en gris.

Inden vi vender tilbage til hundens emotionelle egenskaber, skal vi lige en tur omkring de historiske og praktiske årsager til, at hunden er blevet menneskets bedste ven.

Historiker og forfatter, Rikke Agnete Olsen har skrevet bogen “Hunden i Historien” og har kæmpet hårdt med de relativt få kilder der er til hundeliv – i særdeleshed, hvis man går længere tilbage end 1500-tallet. Der er dog masser af billeder. Både mytologiske som vi kan finde dem på Glyptoteket i København i form af skulpturen af Anubis med hundehovedet, som var ægyptisk dødsgud og knyttet til Osiriskulten. Eller som det ses på et relief fra det 6. årh. f. Kr. fra Det Arkæologiske Museum i Thasos, hvor man kan se vild harejagt med hunde fra Alexanders gamle Makedonien.

Også her kommer grisen til kort. Den dur ikke til jagt. Den er heller ikke særlig god til at holde vagt. Og selv om den til gengæld kan finde trøfler, er den ikke god til at opspore jagtbytte eller fanger på flugt.

Og her er vi i følge Rikke Agnete Olsen inden ved kernen.

“Den kan meget mere end grisen. Da jeg skrev min bog kunne man spore tamme hunde helt tilbage til for 15.000 år siden. Men der er senere fundet beviser for tamme hunde i Belgien, der går 35.000 år tilbage,” fortæller hun og tilføjer:

“Men jeg tror det går langt længere tilbage i tiden. Så længe vi har været jægere og samlere, er der stor sandsynlighed for, at vi har brugt hunde.”

Og forholdet er blevet stadigt tættere og også mere avanceret op igennem historien.

I romerriget avlede man for eksempel ikke med henblik på at udvikle den perfekte jagthund. De brugte simpelthen flokke med alle mulige slags hunde – noget man stadig kan opleve, hvis man er så heldig at blive inviteret med til jagtselskab på Korsika.

Senere er der brugt mange kræfter og indsigt på at fremavle hunde med særlige egenskaber både som vagt-, spor-, kamp- eller jagthunde.

En schæfer sviner som en firehjulstrækker

I vore dage bliver de fleste kræfter til gengæld brugt til at fremavle kæledyr. Og selv om der er flere katte end hunde i Danmark viser tal fra Danmarks Statistik alligevel, at hunden er menneskets bedste ven. 550.000 hunde var i 2000 fordelt på ca. 450.000 familier. Kattene er med 650.000 i overtal; men de er fordelt på kun 370.000 familier. Danmarks Statistisk har ikke kigget nærmere på udviklingen siden; men eksperter er ikke i tvivl om, at talene er vokset.

Og hundene koster kassen. En enkelt hundeliv står i næsten 190.000 kroner – et tal der ligeledes er vokset siden forbrugermagasinet Samvirke regnede på det i 2010. Samlet brugte danskerne i 2010 3,6 milliarder kroner på kæledyr.

Her er vi retur ved svinet. For selv om hunde ikke når grisen til midt på de fire skinneben, når det kommer til miljøbelastning, er hundene godt med. Arkitekturprofessorerne Brenda og Robert Vale fra Victoria University udgav i 2009 debatbogen “Time to eat your dog”, hvor de argumenter for, at vi så hurtigt som muligt bør æde vores kæledyr. De nåede frem til, at miljøbelastningen ved at eje en schæfer svarede til at køre over 10.000 kilometer om året i en Toyota Land Cruiser, som (for de uindviede) er en kraftig og temmelig forslugen firehjulstrækker. En kat er knap så slem; men den sætter alligevel et miljø-aftryk på niveau med en VW Golf. Så her giver det pludselig mening at proppe det lille populære rovdyr i mikrobølgeovnen.

Der er ca. 2,4 millioner personbiler i Danmark. De udleder trods alt mindre pr. bil sammenlignet med for blot ti år siden. Antallet af kæledyr vokser til gengæld, og de bliver stadigt mere forkælede. Spørgsmålet er, hvornår de tilsammen belaster miljøet lige så meget som den samlede danske bilpark.

Og her skal det for god ordens skyld tilføjes, at der ikke – som mange tror – er nogen lov imod at spise hunde. Enhver er i sin gode ret til at tage for sig. Dog skal restaurationer have en særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen både hvis de selv står for slagtningen og hvis de vælger at importere slagtet hundekød.
Under samtalen med Rikke Agnete Olsen er historikeren ude at lufte sin hund ved en strand. Det er en labrador. Hun forklarer, hvordan også den race har ændret sig. Flere og flere bruger racen til jagt, og der er fremavlet en lidt mindre type – Formel 1 – der er glad for vand.

Selv foretrækker hun den lidt ældre type, der er større og stærkere.

Da vores samtale nærmer sig sin afslutning, kan hun ikke få øje på sin hund. Hun forklarer, at hun plejer at slå smut med småsten sammen med den og antyder, at den sikkert føler sig lidt overset.

Hun blæser i fløjten, og få sekunder efter kommer den forsvundne labrador halsende tilbage.

Det er helt naturligt, mener Anette Røpke, da vi fanger hende på ferie i Sydfrankrig, hvor hun er slået et slag omkring Monaco. Hun er en af landets førende dyreadfærdsspecialister.

“Når du taler i telefon, så er der en anden, der er trængt ind over territoriet. Men en telefon er abstrakt. Så laver hunden en såkaldt ny-orienterende adfærd og vender den mod fugle eller andre potentielle indtrængende. Det handler her om det, man kunne kalde territorial intelligens,” forklarer hun om Rikke Agnete Olsens midlertidigt bortløbne labrador.

Anette Røpke har ud over sit arbejde med at forstå hunde og ikke mindst relationen til deres ejere blandt meget andet arbejdet i en årrække på Novo Nordisk og Lundbeck, hvor hun har trænet grise. Hun har også “shapet” grise i film og reklamer, ligesom hun  har vejledt mange mennesker i omgangen med kælegrise.

(Lyt her til Anette Røpkes udsendelse på Radio 24/7, hvor hun blandt andet taler med tidligere Zoo-direktør Bengt Holst om grise )

Hundens artsspecifikke emotionelle kommunikationssignal system

Hun har derfor indsigt i såvel svin som hunde og kan om nogen tale med om forskelle og ligheder.

Det kræver indsigt i de “artsspecifikke emotionelle kommunikationssignalsystemer”, som hun har døbt det. For Røpke er det også vigtigt at indsigten spreder sig over så mange arter som muligt. Hun er enig i, at grises kognitive evner er fuldt på højde med hundes, selv om kognition er artsspecifik og derfor svær at sammenligne.

“Hunde og grise minder for eksempel mere om hinanden end hunde og kvæg. Men hundens emotionelle artssystem er tættere på menneskets.”

En anden vigtig forklaring er, at hunde er rovdyr. Det var derfor vi tog dem til os, så  de kunne beskytte os, og vi kunne jage sammen.

“Og her kommer der en nyhed. I følge den nyeste svenske forskning har man fundet indikationer på, at vi tog hundene til os så langt tilbage som for 135.000 år siden.”

Det fremgår af en videnskabelig undersøgelse fra universitetet i Upsala, der har studeret den domesticerede hunds DNA af biologen Olof Vadell.

Men hvor der før var tale om jagt og beskyttelse og senere også hyrde-, kamp-, spor- og alle mulige andre slags hundefunktioner, er der i dag for det meste tale om kæledyr. Ofte er hundene dog familiemedlemmer, der har langt flere funktioner end kæleri.

“Det handler i høj grad om menneskers behov. Jeg er lige nu forbi Monaco, hvor der virkeligt er mange hunde. Mange dyre racehunde, der er iført mærkeligt tøj og ofte bliver båret rundt i tasker, der er mindst lige så dyre som hundene.”

De fleste mennsker har et stort behov for at blive akcepteret og anderkendt. Vi bygger et image op, så vi bedre passer ind i de grupper vi har valgt eller befinder os i af alle mulige grunde.

Bling-Bling, selfies og trivsel

“Man kan sige, at jo flere selfies, vi har behov for, jo mere har vi brug for kæledyr. Og i særdeleshed hunde, som evner at reagere på mennskelige emotioner. Selv er dyrene emotionelt neutrale. Men de reagere med en stor variation af udtryk. Og det mønster er ikke så detaljeret hos grise,” forklarer Anette Røpke og fortæller, at hun virkeligt har en fest i Monaco, som næppe overgås af mange byer, når det gælder “bling-bling”-kæledyr og det virvar af sociale meddelelser, de eksklusive hundeejere bruger hundene til at signalere.

Det kan til gengæld være en barriere for relationen til en hund, hvis mennesker – som Kong Bhumipol tydeligvis gør – lægger for mange mennskelige følelser ind i relationen. Altså spejler sit eget eller en hel nations følelsesliv og behov i en hund.

“Selv om hunde kun er tilstede i nuet, så udvikler de et mere betinget sæt af emotionelle systemer, baseret på de omgivelser, de befinder sig i.”

Churchill er blevet citeret for følgende:

“Hunde ser op til os. Katte ser ned på os. Svin kigger os lige i øjnene.” (egen fri oversættelse)

Anette Røpke kan godt lide citatet; men uddyber:

“Det er jo ikke sådan, at katten ser ned på os. Den har bare ikke brug for os. Hunde derimod – der ikke befinder sig i deres egen flok – de har brug for at være en del af vores flok. Svinet befinder sig midt imellem de to positioner. Men det handler altså ikke om, at dyrene har følelser, som vi kender dem eller at de reflekterer over sig selv.”

Hun mener vi går galt i byen, når vi overfører vores eget følelsesliv til dyrene.

“Det er vigtigt at forstå, at hos dyrene handler det om de emotioner, der er tilstede i nuet. En større forståelse for dette, ville gøre det lettere og også mere påtrængende for os at øge dyrenes trivsel.”

Anette Røpke arbejder aktivt for, at vi som dyreejere i det hele taget bliver bedre til at forstå, hvor stort et behov dyr har for trivsel.

Det bliver vi bedre til, hvis vi anderkender ikke alene hunde men også andre dyr for dem, de er og de behov, de nu en gang har.

R.I.P. Tongdaeng

Det samme kunne man sige om den danske svineproduktion. Her handler det stort set udelukkende om kroner og ører, og produktions-formerne har i følge Røpke bevæget sig så langt ud ad en tangent, at det hverken er etisk forsvarligt eller økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt.

“Både dyrene og os selv bliver tabere, hvis vi ikke forstår deres behov og holder op med at læsse vores behov over på dem. Fremtiden kommer til at stå i dyre-trivslens tegn,” forudser hun.

Ikke en gang en konge bør blot spejle sine egne behov i et enkelt individ som Tongdaeng, der både må bære kongens egne men også en hel nations trang til at reflektere et kunstigt og unaturligt forhold – i dette tilfælde et militærdiktatur, der dækker sig bag et monarki og sammen kræver lydige undersåtter.

Tongdaeng døde få dage efter at anklagen blev rejst mod Thanakorn Siripaiboon.