Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter drømmen ellers blev opgivet tilbage i 2013, vil Italiens nye højrefløjsregering nu atter afsøge muligheden for at bygge en gigantisk, fem kilometer lang bro mellem det italienske fastland og Sicilien. Infrastrukturminister Matteo Salvini – leder af det kontroversielle parti Lega – kalder det et “velsignet“ projekt, og håbet er da også, broen vil blive en nådegave til de fattige, sydlige regioner, der ofte har følt sig afskåret fra resten af landet. Alligevel er det langt fra alle, der ser optimistisk på brobygningen. Udover at projektet potentielt vil ødelægge mange af de lokale økosystemer, påpeger kritikere også, at man vil spille hasard med offentlige midler. For hvor smart er det lige at kaste adskillelige milliarder efter en bro, der skal bygges midt i en jordskælvszone?
Nej, det er desværre ikke altid, at den mest bæredygtige løsning er at bygge bro i blind tro. Så meget står da efterhånden også klart i Qatar, hvor DBU’s tidligere udtalelse om, at man ikke truer med at blive væk, men snarere “truer med at møde op“, står stadig mere vissen og afpillet tilbage. Det er ved Allah ikke nemt at mødes på midten, når et forbryderisk regime på den ene side er komplet uinteresseret i at tage den åbne dialog, mens det danske landshold på den anden side er villig til at bøje sig selv for den mindste trussel. Udsigten til et gult kort – som der i øvrigt ikke er hjemmel til at give ifølge Fifa’s egen lovbog – var åbenbart alt der skulle til at for at ryste de hjulmandske værdier og styrte landsholdets ophøjede status i grus. Så var det hele alligevel ikke større. Nej, risikable protestaktioner er noget de iranske spillere kan få lov til at have helt for sig selv.
Sjovt nok arbejder nemesis tilsyneladende også hurtigt i Qatar. En trist 0-0-kamp mod et på papiret uimponerende Tunesien kunne det tirsdag blive til, efter DBU og kompagni forinden havde ofret alt på sportens alter. Regnbueanførerbindet var blevet gemt pænt væk som følge af Fifa’s trusler, og det samme var danskernes målnæser. Man kunne næppe bede om et bedre billede på, hvor nem en mulighed landsholdet har formøblet for at stå fast på egne værdier, end da Andreas Cornelius headede bolden på stolpen foran et frit mål. Havde man blot trodset Fifa’s advarsler, og alligevel båret One Love-armbåndet, var der næsten ikke grænser for, hvor mange nemme point man havde scoret. Hele verden havde talt om det danske mod, om hvordan der alligevel var grænser for Fifa’s og Qatars dræbende ensretning. I stedet står man ydmyget tilbage, mens spørgsmålene håber sig op om, hvordan man overhovedet kan brænde noget så vigtigt.
Dermed ikke sagt, at landsholdet er alene om at have en lang næse. I Tyskland har supermarkedskæden Rewe eksempelvis taget konsekvensen og ophævet sit sponsorat af Die Mannschaft, efter det tyske fodboldforbund ligesom Danmark har droppet regnbuebindet. Adspurgt af DR, er der dog ingen af de danske hovedsponsorer, der kunne finde på at gøre noget lignende. “Vi er stolt sponsor af landsholdet, og det bliver vi ved med at være,“ lyder det eksempelvis fra Hummel. Med tanke på, hvor knægtet landsholdet allerede lader til at være, virker særligt sidste del af sætningen måske lidt satset. Vil man også være stolt at landsholdet, hvis de pludselig omfavner Fifa-præsident Gianni Infantino og siger ting som “i dag føler jeg mig som en hykler“? Eller hvis man mod forventning trykkede hånd med emir Tamim bin Hamad Al Thani og roste ham for de flotte stadionbyggerier?
Heldigvis for Hummel virker begge scenarier så godt som utænkelige. Men er der én ting, man kan lære af den moderne topfodbold, er det, at principper altid kan være til salg. Af gode grunde ses det som en overvældende succeshistorie for Saudi-Arabien, at man kort inden Danmarks kamp formåede at slå Argentina 2-1. Men ret beset kom den helt store sejr allerede tidligere i år, da den argentinske superstjerne Lionel Messi takkede ja til at blive turistambassadør for Saudi-Arabien. Regimets bløde magt siver – ligesom hos Qatar – ud i alle sportens afkroge, mens kronprins Mohammed bin Salman danser på Jamal Khashoggis parterede grav. Det ville efterhånden være verdens mindste overraskelse, hvis VM-slutrunden i 2030 fandt vej til Riyadh. Og en om muligt endnu mindre overraskelse, hvis DBU og herrelandsholdet gladeligt troppede op med de mest højhellige intentioner om slet ikke at gøre noget. /David Dragsted