Foto: Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix
Jorge Mario Bergoglio, også kendt som Frans, den 265. pave siden apostlen Peter (der i øvrigt angiveligt efter eget ønske blev korsfæstet med hovedet nedad), har problemer med det ene knæ. For faste læsere af Føljeton er det velkendt viden; vi berørte problematikken allerede tilbage i juni, hvor vi slog fast, at “skaden er aldersbetinget, paven er 85 år, det er ikke en sportsskade“.
Smerte – herunder smerter i knæet – er individuelt, så det er svært at vide, hvor ilde tilredt knæet er, men det har nu aldrig virket som indbildt syge. Smerterne betød, at paven ikke kom på den tur til Sydsudan primo juli, som hans tilhængere på de breddegrader var blevet stillet i udsigt. Til gengæld rejste han til Canada senere samme måned medbringende en rullestol.
Man forestiller sig, at mange læger må have tilset det pavelige knæ i den forgangne tid, og nu er det kommet frem, at han også har haft besøg af doktor José María Villalón, som ifølge The Guardian er et stort navn inden for tramatologi. Villalón, der er spanier, har siden 1995 været tilknyttet fodboldklubben Atlético de Madrid, så han må virkelig have haft en del knæ forbi sin klinik, men formentlig ikke så mange knæ, der er lige så gamle som pavens. José María Villalón har udtalt til en katolsk radiostation, at han var “meget nervøs“, da han talte med paven første gang. Det er mærkeligt ærligt. Hvis der er noget, man ikke ønsker at vide som patient i sundhedsvæsenet, så er det 1) at et menneske, der måske skal operere en, er 1) alkoholiker eller 2) “meget nervøs“.
Måske er det derfor, pave Frans ikke ønskede at blive opereret? José María Villalón beskriver paven som en “meget rar, men meget stædig patient“ og forklarer, at det skal forstås på den måde, at han med stor vedholdenhed har sagt nej tak til de kirurgiske forslag, som han er blevet forelagt, hvorfor “han må tilbydes mere konservative behandlingsmetoder“.
Landbruget tager bestik af situationen
Den forstokkede konservatisme, som paven synes at lægge for dagen i denne sag, kender vi udmærket herhjemme fra landbrugsindustrien. Landbrugets magtfulde lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer har i årevis kæmpet med næb og kløer mod en afgift på biologiske processer, dvs. udledning af drivhusgasser fra dyr, planter og marker. Til at begynde med var landbruget helt imod afgifter. Men da det efterhånden stod klart, at landbruget som storudleder af drivhusgasser nødvendigvis måtte bidrage til Danmarks nationale mål om en en 70 pct. CO₂-reduktion i 203, begyndte konventionelle landmænd at tale om, at de var med på den, men at det måtte være muligt at bidrage til det i ro og mag og i øvrigt “frivilligt“.
I dagens udgave af Berlingske ventilerer Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard pludselig en ny holdning, fordi, som han formulerer det, “vi kan konstatere, at de partier, der er tæt på [regeringsforhandlingerne], alle ønsker en CO₂-afgift på landbruget“.
Berlingske præsenterer artiklen sådan (betalingsmur), at dansk landbrug nu “giver efter for presset“ og melder sig “konstruktivt“ ind i forhandlingerne om en CO₂-afgift. Men læser man, hvad der står, og hvad Søren Søndergaard rent faktisk siger, så er “konstruktivt“ godt nok at stramme den. “Vi synes stadig ikke, at en CO₂-afgift på landbrugets biologiske processer er klog klimapolitik. Det er det ikke i dag, det er det ikke i morgen, og det var det ikke i går,“ siger formanden på den der bastante måde, som formentlig går rent ind ude vestpå, hvor Venstre og Inger Støjberg står stærkt.
Og så lancerer han “fem principper“, som han håber kan komme i et kommende regeringsgrundlag. De fem principper kan googles, men ifølge Torsten Hasforth, der er seniorøkonom i tænketanken CONCITO, så er der tale om en række “velkendte bekymringer“: “Det ville være betydelig mere interessant, hvis Landbrug & Fødevarer sagde, hvordan en afgift kunne se ud, frem for hvordan det ikke måtte se ud.“
Et øjeblik så det ud, som om dansk landbrug var kommet ind i kampen. Men det var også næsten for godt til at være sandt. Til gengæld må man håbe, at pave Frans vil lade sit knæ komme under kniven. /Oliver Stilling