Christopher Leaman
Afskaffe familien? Du kan lige så godt afskaffe tyngdekraft eller gud. Så! Venstrefløjen forsøger nu at tage bedstemor væk og beslaglægge børnene, og det skal forestille at være progressivt? Hvad fuck!?
– Sophie Lewis, Abolish the Family, 2022.
Sophie Lewis ser ikke sig selv som en “provocateur”. Også selvom det hun skriver til tider godt kan tolkes sådan. Nej, når hun skriver, at hun vil “afskaffe” familien, handler det ikke om, at hun vil chokere eller såre nogen. Hun mener det helt oprigtigt. Vi skal afskaffe familien, ikke “udvide” eller “reformere” den. For familien fungerer ikke. Eller i hvert fald ikke familien, som vi kender den.
Den britiske feministiske tænker Sophie Lewis skrev sig først ind i den såkaldte “familieafskaffelsesbevægelse” i 2019 med værket Full Surrogacy Now: Feminism Against Family, der argumenterede, at vi bliver nødt til at forstå svangerskab som et decideret arbejde på grund af de fysiske krav, det stiller til den gravide. “Det er et under, at vi lukker fostre inde i os,” undrede Lewis sig i bogens første linje.
Generelt beskæftiger Lewis sig med at undre sig over dele af vores tilværelse, som vi ellers ser som helt “naturlige”. Eksempelvis svangerskabet – eller at vi baserer hele vores verden på én slags familiestruktur. I Lewis’ seneste værk, manifestet Abolish the Family: A Manifesto for Care and Liberation, der udkom i oktober i år, sætter hun netop spørgsmålstegn ved familien som idé.
For ‘familien’, altså i dens klassiske kernefamiliekonstellation, har nemlig ikke altid set ud, som den gør i dag:
“Familien gik forud for kapitalismen. Men med dens intensivering blev kapitalismen katapulteret. Under ’udskiftningen’ [i 1500-tallet, hvor landbruget blev privatiseret, red.] blev privatiseringen af pleje, der pludselig rykkede ind i de private husholdninger, en central del af den primitive akkumulationsproces, der dannede grobund for kapitalismen. Så, når jeg siger familie, taler jeg om den kapitalistiske familie. Førkapitalistiske familieformer var oftest en ’samling af slaver’; det var det, ordet oprindeligt betød,” fortæller Lewis på en videoforbindelse fra hendes hjem i Philadelphia, da Føljeton spørger hende, hvorfor det nu er, at familien ikke fungerer.
“Lad mig være tydelig: Der er værre ting end familien, der potentielt kunne eksistere,” siger Lewis og fortsætter:
“Lige nu udfylder familien en masse funktioner, der opretholder og redder menneskers liv hele tiden. Den er sammenfiltret i den næring, identitet og nydelse, som mennesker modtager og kultiverer og behøver. Problemet er bare: Der er al den her vold, der foregår på samme tid. Det er så ekstremt. Og den måde, hvorpå arbejde bliver distribueret, er fuldstændig irrationel. ’Familiens’ fiaskoer er så betydelige! Så, selvom det måske er rigtigt, at familien er det bedste, folk har kørende for sig lige nu, er vi stadig nødt til at kræve bedre. Det må være muligt, at den måde, hvorpå vi organiserer omsorg, kan være anderledes. For familien underminerer sig selv konstant.”
“At sige, at noget er det bedste vi har nu her, er ikke nødvendigvis en specielt høj standard. Det er lidt som da tænkerne inden for “social reproduktionsteori” [såsom Silvia Federici i 1970’erne, der skrev Wages Against Housework, der italesatte det ubetalte huslige arbejde, mange kvinder gjorde, red.] pointerede, fuldstændig rigtigt, at kapitalisme og det kapitalistiske samfund ikke kunne eksistere uden det ubetalte arbejde i den “sociale fabrik”.”
“Vi bliver nødt til at være virkelig tydelige, når vi siger, at husarbejde er arbejde: Det er ikke en moralsk værdsættelse af det! Reproduktionen af samtiden er ikke bare en god ting. Ej heller er produktion og reproduktion i sig selv “godt”. Vi bliver nødt til hele tiden at spørge: Hvad vil vi gerne reproducere?”
Kritikken af noget godt, i håbet om noget bedre
At være kritisk overfor familien betyder ikke, at man er kritisk over for lige præcis din familie. Den er sikkert helt okay. Men statistisk set er den nok ikke. Først og fremmest er det egentlig de færreste af os, der bor i lige præcis dén konstellation. For det andet sker meget af den vold, der bliver begået i samfundene, ved familiens hånd, både psykisk og fysisk. ‘Familien’ er igennem historien blevet mobiliseret som den ypperste form for sammenkobling af mennesker. Mor, far og børn. Måske inklusiv villa, vovse og Volvo. Men hvad betyder det for alle dem, der ikke passer ind i den?
Folk, der forelsker sig i personer af samme køn; folk, der ikke kan få børn; folk, der bliver skilte; folk, der ikke har et godt forhold til sin familie; folk, der oplever vold begået af sin familie imod én. Hvor efterlader det dem?
“Familien er en beholder, som vi har, der fortæller os, at en relation er for evigt, er automatisk, er naturligt. Det er en måde at skjule den virkelighed, at pleje og omsorg altid er et arbejde, for os. Slægtskab er altid et arbejde! På den måde handler familieafskaffelse om at stole på kærlighedens betingede arbejde. Det handler om at tro på det valg, vi foretager hver dag om at elske.”
“Ursula K. Le Guin sagde, at “kærlighed sidder der ikke bare, som en sten, den skal laves, ligesom brød; blive lavet om hele tiden, laves på ny”. Hvis man elsker menneskerne i sin familie, så vil man også gerne have familieafskaffelse – for deres skyld. Fordi man gerne vil have, at de bliver elskede og elsker dig på en måde, der er ubegrænset og uafhængig af økonomiske forhold.”
“Hvis man elsker personerne i sin familie, kan jeg forestille mig, at man gerne vil vide, hvordan den kærlighed kunne se ud, hvis den ikke skete ved afpresning og blev tvunget igennem af staten og af markedet. Det er ligesom min tese. Jeg nægter simpelthen at acceptere, at den eneste måde, hvorpå kærlighed kan organiseres, er igennem den her form for strukturelle afpresning, hvor vi siger: Jeg skal ofre mit liv for dig, sælge og fremmedgøre min arbejdskraft i 50 år, så du kan få ’et bedre liv’.”
For nogle vil ‘afpresning’ lyde som en ret barsk måde at beskrive vores familiære relationer på. Kan du uddybe, hvad du mener, når du siger, at folk bliver afpresset ind i familien, ind i den type af kærlighed?
“Altså, at få den private husholdning til at løbe rundt, er jo dyrt. Der bliver bedt om for meget af for få. Så når jeg siger ’afpresning’, mener jeg, at der ikke er nogle alternativer. Vi bliver fanget økonomisk. Uanset om man vil have en ’traditionel’ familie eller ej, hvis man vil producere børn, så har man ikke rigtig noget andet valg end at ofre sit liv til arbejde for deres skyld. Det ser jeg som værende tragedien i det. At hvis du vil elske nogen, så skal du gå på arbejde for evigt. Hvorfor?”
“Så når jeg siger afpresning, er det, det jeg mener. At man accepterer, at arbejde er selve indholdet i den familiære kærlighed. Jeg ser ikke svaret på familien som staten. Den vision, som jeg gerne vil skabe, er én baseret på skalerbar, organiseret omsorg, der hverken er funderet i kernefamilien eller i statslige institutioner.”
En stor del af kritikken af ’familien’ i Abolish the Family går på det ansvar, familien tillægges i vores moderne, neoliberale, kapitalistiske samfund. Men kritikken føles også centreret omkring amerikanske forhold. Hvordan gælder familieafskaffelse for os i velfærdsstater som Danmark?
“Selvom at I [i de skandinaviske lande, red.] er socialdemokratier, er den offentlige støtte til “familie”-funktioner stadig i kapitalens tjeneste. Og ultimativt forbliver produktivitet målet – den sociale reproduktions telos. Som jeg nævnte tidligere, insisterer jeg på, at familieafskaffelse ikke kan adskilles fra at være en kamp imod kapitalismen. Faktisk skal man ikke prøve at afskaffe familien uden at afskaffe kapitalismen! Det ville ende galt. Jeg kører lidt på den her joke: Don’t try this at home, kids. Don’t go home and try to abolish the family!”
“Det er vigtigt at forstå, at hvis man har en god socialdemokratisk situation, hvor der er ordentlig børnepasning og god støtte til familien, så sker der stadig eksklusioner. Og der bliver stadig ikke sat spørgsmålstegn ved familiens ultimative formål. Produktiviteten, ydelserne, arbejdet som familien i sidste ende leverer gratis: Hvad er det for? Markedet.”
Du nævner, at kritisk utopisme er en nødvendig metode for dig, og i dit manifest finder man heller ikke nogen løsning på, hvordan vi kan ændre verden – og afskaffe familien. Jeg læser meget Abolish the Family som en form for wake-up call eller et utopisk alternativ til en verden, der kunne være anderledes. Er det sådan, du selv vil beskrive det?
“For mig er kritisk utopisme en nødvendig praksis for at kunne overleve: en modgift mod nutidens knusende og tyngende anti-utopisme. Det er en praksis baseret på en vedholdende insisteren på, at tingene kan være meget anderledes. […] Det er helt rigtigt, at jeg ikke har nogen præcise retningslinjer eller politiske platforme. Jeg ser min lille bog som værende et forsøg på at forføre folk ind i en slags tilstand af opfindsomhed og nysgerrighed over, hvilke politiske former, der behøves for at kunne opnå den slags gennemgående transformation,” forklarer Lewis.
“Jeg tror selvfølgelig, at vi bliver chokerede og fortvivlede, når vi støder på forslaget om at afskaffe familien, for vi er trods alt fremstillede af kernefamilien. Men afskaffelse [abolition] er det rigtige ord – et ord med en rig og præcis betydning, der både rummer “transformation”, “ødelæggelse” og “realisering”. I sidste ende skal familien være en del af denne globale bølge af afskaffelse. Hvis man ikke kan udfordre familien og privatiseringen af omsorg, så er man dømt til at begrænse og indsnævre sine mål som venstrefløj.” /Astrid Plum