Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Vi kan ikke helt vurdere, om det virker aparte eller på sin plads, men i Gyldendals 2016-oversættelse af Niccolò Machiavellis klassiker Fyrsten, optræder altså et opsigtsvækkende forord skrevet af forhenværende statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen. Hvis man gik og troede, at Anders Fogh lavede sjov, da han i 1998 fortalte til Jyllands-Posten, at han havde genlæst Fyrsten for at forberede sig på forhandlinger med daværende finansminister Mogens Lykketoft, kan man godt tro om igen. Machiavellis berygtede værk er ikke bare en magtmanual, den er åbenbart også en politisk bibel for den tidligere Venstre-mand.
I forordet får Fogh bl.a. påpeget, hvordan Machiavelli leverer “en kølig og nøgtern beskrivelse af, hvordan den unge fyrste bedst muligt kan fastholde og kultivere magten“. Selvom han indrømmer, at udtrykket “en ‘machiavellistisk’ tilgang til politik“ i dag kan “vække stærke følelser“, mener Fogh helt åbenlyst, at Machiavellis pragmatisme er ganske betagende.
“Machiavelli er realist og pakker ikke sine vurderinger ind. Han påpeger, at den effektive magthaver bør være i stand til at begå uhæderlige handlinger i almenvellets tjeneste, og at målet for enhver politisk leder i sidste ende er at levere politiske resultater – vejen dertil er mindre interessant,“ skriver Fogh eksempelvis. Lidt efter fortsætter han, tilsyneladende helt kold over for det lys, der samtidig bliver kastet over hans eget politiske virke:
“Machiavelli er også usentimental, når det gælder magthaverens menneskelige relationer. Det er for magthaveren bedre at være frygtet end elsket, da kærlighed er omskiftelig, mens frygt er konstant […] vi skal først og fremmest studere Machiavelli, fordi hans beskrivelser af den menneskelige natur og magtens strukturer er evigt gyldige. Som politiker er man ingenting uden magt.“
Der er næsten ingen grænser for, hvor brugbar Anders Fogh Rasmussen mener, at Machiavellis værk er. Sjovt nok undlader Fogh imidlertid at nævne en af Machiavellis mest markante blinde vinkler: At han med sit kompromisløse magtsyn udelukkende kan tænke på krig. Gad vide om Fogh selv i stand til at tænke på andet? Tjo, i dagens udgave af Børsen kan man i hvert fald læse (betalingsmur) et interview, der ikke ligefrem falder ud til Foghs fordel. Efter i flere år at have haft svært ved at forklare, hvorfor han i 2018 trådte ind i bestyrelsen i den nu konkurs- og skandaleramte lettiske bank PNB Banka, har Fogh Rasmussen simpelthen valgt at smide det krigsalarmerende, sikkerhedspolitiske kort – uden at det på nogen måde gør sagen mindre speget.
Til Børsen forklarer Fogh, at han blev opfordret til at træde ind i bestyrelsen af to amerikanere, som han dog ikke vil sige så meget om. Til gengæld må man forstå, at Fogh blev valgt i kraft af sin fortid som generalsekretær for Nato. Og at det også er i den kontekst, at man må iagttage det mærkværdige forløb, hvor Fogh i bestyrelsen var med til at godkende en række tvivlsomme transaktioner, som tilgodeså bankens russiske ejer Grigorij Guselnikov, efter et amerikansk opkøb af banken var gået i vasken – et forløb, som efterfølgende har fået Anders Fogh Rasmussen sagsøgt. For som Fogh selv formulerer det:
“Jeg har spurgt mig selv, hvem der har interesse i at forhindre en sådan transaktion, og så spørger jeg mig selv. Jamen kan der være nogle kræfter i spil, som også er ude på at skade mig i en situation, hvor jeg er kendt for at kæmpe for demokrati og imod autokratier? Jeg tror, at der er en række mørkets kræfter, som bestemt ikke bryder sig om min støtte til de demokratiske kræfter i Letland.“
Mørkets kræfter? Det lyder unægteligt meget machiavellistisk – og som lidt af en søforklaring, hvis man som Børsen spørger Jens Worning, tidligere generalkonsul i Sankt Petersborg: “Det fritager ham i hvert fald ikke for at have et medansvar for de dispositioner, der blev truffet på møder, han selv deltog i. Som jeg ser sagen, er det indlysende, at han ikke har været sig bevidst, om hvad der følger med, når man modtager et stort honorar for at sidde i bestyrelsen i en bank.“
Én ting må man give Anders Fogh: Det er næsten imponerende, hvordan han gang på gang formår at blamere sit eget eftermæle i karrierens efterår. Vi skal simpelthen ikke kunne sige, hvad han havde håbet på at få ud af det interview. Til gengæld kan vi da konstatere, at han i forordet til Fyrsten erklærer sig enig i følgende Machiavelli-citat – sjovt nok efter han har påpeget, hvordan Venstre i 2001 vandt regeringsmagten efter at være blevet mere strategisk midtersøgende: “Hvis mennesker nyder godt af en, som de forventede ondt fra, knytter de sig stærkere til deres velgører, og folket blev ham straks mere velvilligt stemt.“ Men hvem er det egentlig, der nyder godt af Anders Fogh Rasmussen? I hvert fald ikke demokratiet. /David Dragsted