AFP/Ritzau Scanpix
Der er ikke noget som “tag dit barn med på arbejde“-dag. Særligt ikke når man er diktator i et hermetisk lukket land, og således selv kan bestemme, hvad arbejdet består i. Alle muligheder står åbne for virkelig at imponere sin datter; for at vise, hvor mange spændende ting man laver, og hvor respekteret og elsket man er blandt sine kollegaer. En særlig fare er dog også forbundet med valgfriheden. For hvordan sikrer man sig, at det, man selv finder spændende, også rammer plet hos ens barn? I virkeligheden risikerer man at afsløre vel rigeligt om sig selv – ikke mindst når ens kollegaer før ikke har anet, at ens datter eksisterede.
Hos Nordkoreas ubestridte leder Kim Jong-un er det tydeligvis det helt tunge skyts, der er blevet kørt i stilling på den store dag. Et granskende blik og lidt forhåndsviden fortæller i hvert fald, at det grønne militærkøretøj bærer det interkontinentale ballistiske missil Hwaseong-17, der er designet til at kunne ramme USA med et atomsprænghoved. Hverken størrelsen eller tyngden ser ud til at fejle noget, ligesom der også er tænkt godt over det grafiske udtryk. De sort-hvide tern leder tankerne mod en måneraket à la Tintin, mens det rød-blå stjerne-logo virker som en spændende nyfortolkning af det nordkoreanske flag. Det er generationsskift, fremskridt og pionerånd og i én skøn forening.
At dømme ud fra Ju-aes ansigtsudtryk – for det er det, hun angiveligt hedder, Kim Jong-uns datter, der menes at være et sted mellem otte og 12 år gammel – har farmand Kim heldigvis intet at frygte. Selvom det virker nærliggende at sætte spørgsmålstegn ved fremvisningen af et potentielt atommissil som det allermest børnevenlige, bekræfter hånden rundt om Kim Jong-uns arm, at Ju-ae sådan set er fint tilfreds. Hwaseong-17 eller ingen Hwaseong-17, det er samværet med faren, der i sidste ende betyder noget. Så er den straks værre med de omkringstående soldater.
Måske er lidt det strengt at kalde det misfornøjelse, men det er i hvert fald heller ikke glæde, der lyser ud af soldaterne. Samtidig er der noget med symmetrien, der ikke helt spiller. Hvem er manden ude til venstre, der pinedød skal være klædt i mørkere nuancer som Ju-ae og Kim Jong-un, og dermed forpurre muligheden for at have fem mænd i ens uniformer på begge sider? Hvorfor er striberne på uniformerne ikke alle i samme farve? Og hvorfor har alle soldaterne knæbeskyttere på, der til forveksling ligner kobberplader, der er blevet boltet direkte på deres menisker? Selvfølgelig giver det mening, at man er klar til at tage et knæ for landets enehersker, men behageligt ser det ikke ud.
Også selve opstillingen virker skæv. Se blot på trappeafsatsen: Mens far og datter endnu står på sikker grund, er den anderledes galt fat med mændene ude til venstre. Flere fødder hviler allerede halvt ude over trinnet, Kim Jong-un skal ikke rykke sig meget mere, førend de bliver tvunget til at træde ned. En overgangsproces lader altså stille og roligt til at være blevet kickstartet. Hvilket sjovt nok også er sådan, flere militæranalytikere har valgt at tolke Ju-aes tilstedeværelse.
På lidt over en uge er datteren af to omgange blevet slæbt med til en militærbase, efter hun tidligere har været en relativt velbevaret hemmelighed. Ved nu så åbenlyst at knytte Ju-ae til Nordkoreas nye langdistancemissiler, menes 38-årige Kim Jong-un at køre hende i stilling som mulig arvtager. Samtidig fjerner hun behændigt nok fokus fra den trussel, Hwaseong-17-missilet udgør. Hvad, der egentlig er op og ned i sagen, virker stadig lidt svært at gennemskue. Men mon ikke det har været en fin dag på kontoret for Kim Jong-un? /David Dragsted